Danmarksserien Pulje 3

Tidligere Superligatræner til FC Sønderborg

Foto: Kim Poulsen, FC Sønderborg

Kim Poulsen ansat på en en treårig kontrakt i en fuldtidsstilling, der både indeholder rollen som cheftræner og sportschef.

Ansættelsen er et led i FC Sønderborgs masterplan for de kommende fire år.

– I lang tid har jeg gerne ville hjem til Sønderborg. Jeg er imponeret over den drive og passion, der er her, og den stolthed, der siger “vi kan selv”. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle sige ja, for det er ønskejobbet, siger Kim Poulsen.

Kim Poulsen er født og opvokset i Sønderborg. Han har været superligatræner og er nok især kendt for at tilbage i 1990’erne at have transformeret Aarhus Fremad fra et seriehold til et superligahold. Han er netop vendt hjem fra Tanzania, hvor han var Head of National Football Development og sørgede for udvikling fra U15-hold til seniorhold.

Tidligere har han udover Aarhus Fremad været træner for Viborg FF, AC Horsens og Næstved Boldklub.

Samtidig med præsentationen af Kim Poulsen blev FC Sønderborgs masterplan også præsenteret. Den løber indtil 2021-22, og et af hovedpunkterne er udvikling af unge fodboldtalenter.

– Vores vision er at sætte Sønderborg på Danmarkskortet som landsdelens førende talentudvikler. Det handler om at forene fodbold, fritid og uddannelse. Vores slogan er “sammen udvikler vi talenter”, fordi det kræver, at vi har alle med, sagde Hans Christian Jensen, formand for forretningsudvalget.

FC Sønderborg vil med masterplanen skabe en tydeligere rød tråd, der følger talenterne videre og udvikler dem.

På Humlehøjskolen, der også har en håndboldlinje, har Simon Busk Poulsen, fodboldspiller i SønderjyskE, sagt ja til at hjælpe med fodboldlinjen. Det næste skridt er Sønderborg Talent Akademi, som vil have den nye manager Kim Poulsen tilknyttet 20 – 25 procent af tiden, og det sidste trin er førsteholdstruppen.

En anden vigtig del af masterplanen er, at FC Sønderborg, der netop er rykket ned i Jyllandsserien, gerne vil op og være en fast del af divisionsfodbold i Danmark. Hverken Kim Poulsen eller formand Hans Christian Jensen ønsker dog at sætte et årstal på, hvornår den ambition skal være nået.

– Men inden for rimelig tid. Det er ikke i 2030, at vi når ind i divisionsfodbold, siger Hans Christian Jensen.