København Serie 2 Pulje 4

Bitter følelse i FC Nyhavn efter nederlaget til FC Græsrødderne

Tim Larsen, FC Nyhavn-formand, har fået en snak med Ligabold.dk efter deres senest turneringskamp. Læs blandt andet om hans reaktion på opgøret og hvordan han vurderer præstationerne hidtil i foråret.

Hvem mødte I og hvad blev resultatet?
– Vi tabte 0-1 til FC Græsrødderne på Gentofte Stadion.

Hvad var din umiddelbare reaktion på opgøret?
– Vi indkasserede målet i allersidste sekund, hvor Græsrødderne smed alt med frem, og så fik deres angriber headet bolden ind, omgivet af 10 spillere. Det var en meget bitter følelse efter kampen. Spillemæssigt var vi godt med i perioder, men det kneb med at komme frem til de store chancer.

Hvilke ord vil du sætte på modstanderen efter kampen?
– De stillede med noget af det stærkeste de kan præstere, og de lavede meget få fejl. Rutinen kom virkelig til udtryk i mange facetter af spillet, og de var en del bedre, end det var tilfældet i efteråret.

Vi er cirka halvvejs i forårets kampe. Hvordan vil du vurdere jeres præstationer i den første halvdel?
– Nederlaget til Græsrødderne var det første i foråret, så i det store billede har det været godt. Vi ærgrer os mest over et par dumme pointtab i Valby IP mod Sydhavnen og Valby. På papiret var det kampe, vi burde have vundet. Nu venter en vigtig kamp mod VLI. Hvis vi vinder den, ligger vi os i toppen af midterfeltet igen.