2 Division Pulje 1

EFTER SKIDT START – ER KJELLERUP IF I KRISE?

Foto: Kjellerup IF

Kjellerup IF har i lang tid spillet med i de høje rækker. Når mandskabet efter syv kampe ligger i bunden af tabellen uden en sejr til deres navn, kan man undre sig over hvad der er gået galt. Er puljen stærkere i år eller har truppen underpræsteret i forhold til deres egentlige niveau? Frank Hansens forklaring på de manglende resultater lyder således:

“Vi mistede et halvt hold i sommerpausen, hvor flere stamspillere fra sidste sæson tiltrak sig opmærksomhed fra 1. divisionsklubber, som de nu har skrevet kontrakter med. Derfor skulle der spilles et nyt hold sammen, hvor folk skulle lære hinanden at kende både på og udenfor banen. Men overskriften på vores mange nederlag er manglende kynisme.Vi er blevet straffet hårdt på fejl i defensiven, og samtidig har vi haft svært ved at score mål.”

Pointmæssig krise hos Kjellerup IF 

Også Kjellerup IF’s andethold, der spiller i Jyllandsserien, har haft en hård start og ligger ligeledes i bunden af tabellen, endnu uden sejr. Er der krise i den midtjyske klub? Frank Hansen anerkender problemet med manglende resultater, men er fortsat forhåbningsfuld:

“Pointmæssig krise er der ingen tvivl om klubben er i, men ellers ser jeg ingen tegn på krise udover det. Der er stadigvæk en stor iver og tro på at sejrene nok skal komme, og det gælder både staben omkring Jyllandserieholdet og 2. division.”

En lys fremtid for Kjellerup IF   

Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den hårde start på sæsonen har fået klubben til at slække på ambitionerne om på sigt at skulle spille i 1. Division.

“Nej, ikke på sigt, men det er klart den ikke er aktuel lige i øjeblikket. Der handler det udelukkende om at få succesoplevelsen ved at vinde en fodboldkamp, og så bygge videre på den. Når holdet som helhed har fået lidt flere hår på brystet vil resultaterne også begynde at blive mere stabile, og så kan man begynde at snakke om at tage det næste skridt.”

Han forklarer ydermere at truppen på nuværende tidspunkt stadig er meget ny og ung, og at det vil kræve en sammenrystning af truppen før at 1. Division er realistisk.

“Vi har heldigvis mange unge spillere, som udvikler sig fra kamp til kamp. Så når holdet er spillet sammen og relationerne mellem spillerne er på plads ser fremtiden lys ud.”

Svært opgør ude imod tophold

Kjellerup IF møder i deres næste opgør Jammerbugt FC ude, hvor de vil forsøge at hente deres første sejr i sæsonen. Jammerbugt FC ligger i øjeblikket på en 4. plads i tabellen og det kunne tyde på et svært opgør for gæsterne. Frank Hansen er dog optimistisk og mener bestemt at Kjellerup IF har hvad der skal til for at byde Jammerbugt FC op til dans.

“Vi møder et stærkt hold som er ubesejret i denne sæson, og som samtidig er videre i pokalturneringen, så det er selvfølgelig en svær modstander, men kan vi få lidt mere kynisme ind i vores spil har vi chancer mod alle hold, og jeg tror selvfølgelig på en sejr til os.”