København Serie 1 Pulje 2

FC UDFORDRINGEN SKAL REVANCHERE SIG MOD HELLAS

Foto: FC Udfordringen

Hvem skal I møde i den kommende weekend, samt hvor og hvornår skal kampen afvikles?
– Vi møder Hellas hjemme i bedste sendetid tirsdag aften kl.20.30.

Hvad er, udover en formentlig en sejr, dine forventninger til den kommende kamp?
– Vi skal ud og vise, at onsdagens sløve indsats mod Sunred var en enlig svale, som alle er opsatte på at revanchere. Finder vi tilbage til de dyder, der har skaffet os sejrene indtil videre i sæsonen, føler jeg mig overbevist om, at vi har gode muligheder for at få en sejr. Vores trænere har måttet frasortere nogle virkelig, virkelig dygtige fodboldspillere til denne kamp, så jeg forventer, at de 14 mand, der er udtaget, i den grad viser, at de har fortjent pladsen.

Hvis du skal beskrive jeres modstander, hvilke ord vil du så sætte på dem som hold?
– Hellas plejer at være et hårdt kæmpende mandskab, der går ind til alle kampe med en forbilledlig indstilling til tingene. Det skal vi være klar til at stå imod. Jeg er imponeret over deres resultater hidtil i sæsonen, så vi skal være på tæerne.

Er der noget i bagklogskabens ulidelig klare lys, du indtil nu i jeres sæson ville have ændret, hvis du kunne?
– Vi har fået 10 ud af 12 mulige point i sæsonen indtil videre, så det er svært for alvor at pege på ting, vi gerne ville have ændret. Men vi har en række ting, vi gerne vil blive bedre til, og som vi arbejder med hver eneste træning.