Jylland Serie 1 Pulje 5

FFI VANDT DET DER LIGNEDE EN TRÆNINGSKAMP MOD ØSTERVRÅ

Foto: Frederikshavn Idrætspark

Hvordan endte efterårets sidste kamp?
– Vi sluttede sæsonen af med en 4-1-sejr på hjemmebane mod Østervraa IF i noget der til tider mindede om en træningskamp. Der var ikke meget tænding på, og det så meget ud som om, at aftenens kalas trak mere. Heldigvis leverede vi lige nøjagtigt hvad der skulle til, men så heller ikke mere. Der var ikke meget kampgejst på nogle af holdene.

Hvis du ser på hvad I havde på spil i sidste spillerunde, føler du så I levede op til hvad man kunne forvente af jer?
– Nej, men det har vi heldigvis gjort i andre kampe. Vi spillede en semi-sløj kamp, men nu er det også to uger siden vi rykkede op, så det er givetvis en del af forklaringen. Vi var glade for sejren, men indsatsen… Tja, der gik nok juleferie i den fra vores side.

Hvis du skal fremhæve “den usynlige profil” på jeres hold i sidste kamp, hvem er så manden der tog de ekstra meter der sikrede jer sejren?
– Gennem hele sæsonen er der mange der har taget et stort slæb, men jeg kan snart ikke komme udenom Frederik Guldager, der virkelig har slidt og slæbt inde på den centrale midtbane. Den mand er en Duracell-kanin, og det var vel også medvirkende til at han blev kåret til ”Årets Spiller”. Det er til trods for at han har misset en træning hele året

Hvilken følelse sidder du lige nu med i munden, efter i har afsluttet efterårssæsonen?
– En kraftig smag af juleøl og træthed ovenpå afslutningsfesten lørdag aften og nat. Ellers ser vi med stor tilfredshed tilbage på efteråret, hvor vi som bekendt rykkede op i Jyllandsserien 2.