Jylland Serie 2 Pulje 18

FORNUFTIG HASLE-KAMP MOD FUGLEBAKKEN

Foto: Hasle B.

Hvordan endte efterårets sidste kamp?
– Vi vandt fortjent 2-1 over Fuglebakken.

Hvis du ser på hvad I havde på spil i sidste spillerunde, føler du så I levede op til hvad man kunne forvente af jer?
– Det synes jeg, ja. Vi spillede igen en fornuftig og flot kamp, selvom vi havde ca. 10 min udfald i hver halvleg, hvor vi lod Fuglebakken komme for meget ind i kampen. Men ud over de 2×10 min, så spillede vi en rigtig flot kamp og spillede os frem til en masse chancer.

Hvis du skal fremhæve “den usynlige profil” på jeres hold i sidste kamp, hvem er så manden der tog de ekstra meter der sikrede jer sejren?
– En profil som ofrede sig for holdet er Simon ”Fascination” ØA, da han tog målmandstjansen efter afbud fra vores normale keeper. Simon er vel den Hasle spiller der har spillet på flest positioner i løbet af Hasle-karrieren, og selvom han har imponeret mere på nogen positioner end på andre, så skal vi være glade for at hele Hasles alt-mulig-mand er klar på udfordringerne! Simon er Hasles Michael Silberbauer.

Hvilken følelse sidder du lige nu med i munden, efter i har afsluttet efterårssæsonen?
– Stemningen i det fugttunge omklædningsrum var i top! Det var lørdag eftermiddag, fint vejr og vi havde lige vundet sæsonens sidste kamp, som sikrede os en delt 2. plads i puljen. Vi havde håbet på mere end 2. pladsen, men som sæsonen udviklede sig, kunne vi kun nå 2. pladsen, så vi fik hvad vi gik efter da vi gik ind til sæsonens sidste kamp.