Jylland Serie 1 Pulje 8

Horsens Freja vil tage styrepinden mod IFSK

Foto: Horsens Freja

Hvem møder I og hvornår spiller I?
– Vi møder, for første gang i turneringen, IFSK, da vi desværre har fået udsat vores kampe. Vi spiller på Ellekærskolen i Aarhus lørdag kl. 13.00.

Hvad er dine forventninger til kampen?
– At vi går ud og tager styrepinden igen, som vi har gjort her i den anden halvdel af sæsonen. Vi er inde i en super periode, og vandt igen onsdag aften pokalkamp over Jyllandsserie holdet Hatting Torsted, så det skal vi bygge videre på. Jeg forventer, at IFSK gerne vil ud og vise, at de ikke hører til på en sjette plads i denne pulje, selvom der kun er 2 point op til fjerdepladsen.

Hvad er dit kendskab til modstanderen?
– At de forsøger at spille fodbold, og at deres kampe altid er tætte, dog ikke vendt ud til deres fordel i de sidste par kampe mod henholdsvis AGF og Brabrand. Så jeg er sikker på, at de gerne vil have skuden vendt her i slutspurten, for at komme med i toppen igen.