Albaniserien

John Beck og KRFK slutter i overensstemmelse samarbejdet

Foto: KRFK

Vi har her på Ligabold.dk hørt, at du her til sommer stopper som træner hos KRFK, hvad er begrundelsen for det?
En meget smal trup, bliver desværre endnu mindre efter sommerferien og jeg ser mig ikke i stand til at løfte projektet. Så i overensstemmelse med KRFK slutter vi samarbejdet.

Hvis du ser tilbage på tiden hos KRFK, hvordan vil du så betegne den?
Det har været en stor og sund udfordring i en klub med store klubfølelser. Lærerigt på mange fronter – med stærke personligheder både på og omkring holdet.

Hvis du skulle fremhæve 1 bestemt højdepunkt, hvad skulle det så være?
Kampen mod Otterup – slaget om NordFyn – var klart sæsonens højdepunkt. Selvom vi tabte 1-0, selvom Otterup på dagen rykkede op – alligevel intenst både før, under og efter kampen. En stor oplevelse.

Hvordan ser dine fremtidsplaner ud og hvilke ambitioner har du for fremtiden?
Jeg håber på endnu en tur i trænergerningen – og står godt rustet til nye udfordringer, måske allerede efter sommerpausen – men er også indstillet på at vente på det rigtige job, når vinteren kalder på opstart.