Københavnsserien

KFUM TABTE I FÆLLEDPARKEN TIL HB

KFUMs_Boldklub.png

Endnu en kamp er overstået – hvem mødte I og hvad blev slutresultatet, samt hvem stod for jeres mål i kampen?
– Vi mødte HB i Fælledparken og taber 2-1 hvor vores mål blev scoret af Helge.

Hvad overraskede dig mest i løbet af jeres seneste kamp og føler du kampens resultat var i overensstemmelse med spil og chancer?
– Der var ikke så meget der overraskede os – HB er et godt hold og klart et af de bedste i rækken. I første halvleg synes jeg at vi var det bedste hold, vi spillede hurtigt og angreb de frie rum og samtidigt lukkede vi fint ned for HB der til tider virkede lidt rådvilde. Desværre kom vi ikke til pause med det resultat som jeg føler vi fortjente. Ved stillingen 1-0 til os ser alle spillere på banen et klokkekklart straffe som Kofoed begår på vores Heshe, men dommeren ser det ikke. Det kunne have ændret kampen en hel del da vi følte at vi havde et klart overtag i første halvleg, og istedet for potentiel føring på 2-0 ved pausen, så fik samme Kofoed udlignet til 1-1 på et flot frispark langt ude fra. I anden halvleg laver CP et flot løb i ryggen på vores forsvarere og en flot aflevering blev udnyttet klinisk. Herfra var det fuld satsning fra KFUM men uden held – så vi endte med at tabe 2-1.

Der er tit fokus på dommerpræstationen – hvordan vil du beskrive denne i jeres seneste kamp?
Haha – sjovt at dette spørgsmål kommer efter sidste uges debat. Og jeg må desværre bidrage lidt til den dårlige stemning…. Til vores kamp fredag kl. 20.00 valgte vores dommer simpelthen at komme 20 minutter for sent pga Kim Larsen optog i byen. Simpelthen for ringe… Når vi skal til kamp så mødes vi cirka 1 time og 30 minutter før, vi er på banen til opvarming ca. 35 minutter før hver evig eneste gang – hvis dommerne havde en tilsvarende rutine, så ville det aldrig komme så vidt at man er nødsaget til at udsætte en kampstart med 20 minutter……. Det er desværre ikke første gang i KS at vi oplever dette. Tidligere har en liniedommer været mere end 30 minutter forsinket, og en anden gang har dommerne simpelthen glemt flagene. Heldigvis kommer mine spillere sjældendt for sent og endnu er der ikke en spiller der har formået at komme senere end kampstart – og deres vigtigste redskab, det har de endnu aldrig formået at glemme – nemlig støvlerne.

Efter weekendens kamp er I nu lidt over halvvejs i efterårssæsonen – hvordan vil du beskrive jeres efterårssæson indtil nu?
– Det har været ganske godt… Vores målsætning er top 5, og i en super tæt række kan man den ene weekend være helt med på målsætningen, og ugen efter lidt væk fra den – vi gør det op når sæsonen er færdig efter 26 kampe. men skeler også til hvordan det ser ud efter de første 13. Så den næste kamp er altid den vigtigste for os.