Fyn Serie 1 Pulje 1

Rudkøbing-formand: Ingen er større end klubben

Fotot: Rudkøbing Boldklub

Hvordan forholder I jer til den kritik som Kenneth Bryde er kommet med om at I ikke har levet op til kontrakten?
– Vi er selvsagt kede af, at Kenneth Bryde føler, vi ikke har levet op til kontrakten. For intet kunne være mere forkert. Og nu har vi mistet en god trænerkapacitet lige op til sæsonstart, hvilket siger sig selv ikke er den optimale opstart at få for vores 1. hold. Men vi har som ny bestyrelse måtte forholde os til, hvad der står i den kontrakt, som Kenneth og den tidligere bestyrelsesformand har underskrevet. Og de punkter, der står i den kontrakt, har vi i den nye bestyrelse til fulde overholdt.

– Hvad der så ellers har måtte være diskuteret af ting mellem den tidligere formand og Kenneth for et halvt år tilbage, som muligvis kunne komme med i kontrakten, men som ikke står i det endelige udfærdigede papir, det har vi svært ved at skulle stå til ansvar for. Vi har budgetteret med, hvad der står i kontrakten, og vi er en breddeklub, der (desværre) ikke har millioner på kontoen. Så hvis der fx kommer et krav om at opstille 20 nye skabe til personlige ejendele, der skal erstatte de rum, vi har til selvsamme, som har fungeret upåklageligt hidtil, så ville vi ud og skulle finde pengene andetsteds i klubben.

– Det ville betyde, at vi fx skulle tage penge fra et af vores ungdomshold for at imødekomme sådan et krav. Hvilket vi ikke vil. Det drejer sig simpelthen om rettidig omhu. Vi bruger ikke penge, vi ikke har. Og det er meget vigtigt at understrege, at ingen er vigtigere end andre i Rudkøbing Boldklub. Uanset om man er fast mand på serie 1-holdet eller er til sin blot tredje træning nogensinde på vores u7-hold.

– Vi håber selvfølgelig på med oprykningen til serie 1, at endnu flere af Langelands fodboldglade beboere vil komme til bold på stadion og dermed være med til at genere nogle flere indtægter i klubkassen. Og udledt deraf vil der kunne blive råd til ekstra forbedringer rundt omkring. Men vi bruger ikke penge på forhånd, som vi ikke ved, om vi har, og som vi ikke er forpligtet til.

Kenneth Bryde har været succesfuld hos jer. Kunne I ikke have fundet en løsning uden at I skulle skilles?
– Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at holdet har været succesfuld hos os. Vi har forsøgt at skabe en konstruktiv dialog og nå frem til enighed med træneren, så vi kunne bygge videre på den enormt positive udvikling, vi mener, vores 1. hold er inde i. Men det har desværre ikke kunne lade sig gøre, da vi ikke engang nåede at afholde det planlagte møde, hvor alle ting skulle tages, så vi i fællesskab kunne komme videre med en ren taktiktavle. Det møde var træneren ikke interesseret i at afholde alligevel, før han tog sit tøj og gik.

– Det er vi kede af, for vi syntes, at vi havde et rigtig godt setup omkring vores 1. hold, indtil der dukkede krav op, som ikke var omfattet af en kontrakt. Urealistiske krav for en breddeklub som vores, hvor det er vigtigt for mig at understrege, at ingen er større end klubben. Eksempelvis kan vi ikke give eneret til vores bane 1 i weekender, når der er hjemmekamp for serie 1-mandskabet.

– Alle os, der har spillet ungdomsfodbold, kan huske følelsen af at få lov til engang imellem at spille på den bedste bane med bander omkring og flere tilskuere end normalt, hvor klubbens 1. hold, som man måske går rundt og ser lidt op til, også spiller deres kampe. Den oplevelse kan være enorm og unik for unge drenge og piger. Og skabe en glæde uden lige. Det vil vi som klub gerne kunne give til vores ungdomsspillere. Og da vi i Rudkøbing Boldklub endnu ikke har et hold i Superligaen, så mener vi ikke, at vores bane 1 skal være eksklusivt til rådighed for vores serie 1-hold en hel weekend.

Der er kort tid til sæsonstart. Hvilken løsning kommer der på trænerposten?
– Det bliver en dialog som vi tager internt med spillerne.