Jyllandsserien Pulje 3

SØFTEN-TRÆNER: VI TYVSTJÆLER 1 POINT UDE MOD VRI

Martin Løber 8519

Hvem mødte I denne weekend og hvad blev resultatet af kampen?
– Vi tyvstjæler 1 pind ude mod VRI i 2-2 opgøret. Havde landbetjenten været til stede, var vi røget direkte ind og brumme den, men så må vi jo bare have vores serie 5 og oldboys til at overtage alle pladserne på holdet, for det går jo egentlig meget godt med dem fra disse hold der har spillet med på det sidste

Hvis du ser på kampen over 90 minutter, føler du så resultatet stemmer overens med spil og chancer?
– Nej for dælen, jeg er stort set enig med Dennis (VRI træner) i at de havde overtaget på de fleste parametre, men der var til gengæld 1 parameter der tilfaldt os, som så mange andre gange, og den er ikke uvæsentlig nemlig indstillingen, især da vi mod slutningen fortjent kom bagud 1-2. I stedet for at falde sammen, knokler vi på og Jovan Krstic sætter flere VRI spillere og får tilkendt et straffe som vores boksspiller “Laksen” der nu står på mål løber op og indløser til kampens resultat 2-2.  Som helhed var både optakten og kampen vanvittig. Om morgenen har vi 2 afbud, den ene var vredet om aftenen inden, men jeg ser desværre først beskeden om morgenen. Den anden var låst på arbejdet fordi afløseren ikke mødte frem. Det betyder, at vi måtte tilkalde en skadet Anders Hammer og så fandt vi sidste mand frem af “gemmeren” på vejen ind mod Vejlby Risskov, efter bedste Just-In-Time princip, vel og mærke en mand der vel ikke har rørt en bold i et år, men det kom han så til. Situationen bliver endnu mere vanskelig da Andreas Busse bliver “skraldet” efter ca. 2 minutter og måtte udgå. En situation hvor vi føler det gule kort skulle være trukket, men det er nu engang dommeren der tager den beslutning. Kort tid derefter bliver Jovan Krstic sendt mod banden i endnu en voldsom tackling, der i vores optik, isoleret set også kunne retfærdiggøre et gult, men også i denne situation er dommeren uenig, og gav således en pejling ift. linjen men også et tændt VRI hold. Jeg ved ikke om denne start rystede os lidt, men vores aftaler faldt lidt sammen igennem første halvleg, og vi skabte vel nærmest intet, men scorede stik imod spil og chancer det første mål, i øvrigt et tordenbrag af Emil Thers fra distancen. Vores udtryk blev bedre efter vi i pausen blev enige om vores tilgang til den resterende del af kampen, men vi var med på det blev ekstremt hårdt arbejde. VRI er giftige på deres kunstgræsbane, hvilket naturligvis også er forventeligt når de afvikler alle træningspas der.
For at gøre ondt værre besvimede en af vores spillere efter han uheldigt landede med en VRI spiller ovenpå, og derfor var det også game over for ham. Med ca. 30 min igen af officiel spilletid måtte vores keeper også udgå med en forvredet skulder og vi måtte sætte vores topscorer fra sidste sæson “Laksen” (Sponsoreret af Vistoft Byg) i buret, en opgave han i øvrigt løste mægtigt. Nu var vi sårbare og havde 3 skadede på bænken. Da Andreh Tawel der spillede sin første kamp i denne sæson trak en fiber i begge poter skulle vi umiddelbart klare resten af kampen med 10 mand, men vores 45 årige keeper med en forvredet skulder trak en hvid trøje på og løb rundt med armen lang siden og jagtede bolde de sidste 30 minutter, vanvittig commitment

Hvordan vil du beskrive jeres præstation i kampen og hvad vil du gerne fremhæve?
– Awesome attitude og commitment intet mindre. Nu afventer vi så en melding på vores keeper, men hvis der sidder læsere med handsker, der tænker de har niveau til JS og som stadig ikke er låst, er de da meget velkommen til give lyd, der er altid plads til nye legekammerater i Søften, og der er jo samtidig ikke så ikke langt fra at være serie 5 spiller til få kampe på JS niveau i Søften. Hov og så glemte jeg at nævne af Oldboys spilleren Christoffer Jensen spillede 90 minutter på den offensive midt, flot.

Hvordan var stemningen på stadion og var der ”gang i” tilskuerne?
– Der er sku desværre lidt dødt til mange kampe selv på JS niveau, tror mange klubber skal til at gentænke hvordan man laver nogle totaloplevelser. Det er nu engang sjovere at spille foran mange tilskuere. Heldigvis har vi stadig fat i vores hjemmepublikum, men det ændrer på at vi, som alle andre nok også skal se hvordan man kan skabe endnu federe rammer for kampene