København Serie 2 Pulje 4

Tidligere FCK-talent gør comeback i Serie 2

Kristian Geertsen – til venstre – Foto: Boldklubben Frem

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

LigaBold.dk kunne torsdag fortælle, at Serie 2-holdet FC Nordhavn har sikret sig Adam Emme, der har været en kulturbærer i B93. 

Nu kan mandskabet glæde sig over at få endnu en forstærkning til truppen.

30-årige Kristian Geertsen, der har spillet i Superligaen med HB Køge og har en fortid i Hvidovre IF, FC København, AB, Boldklubben Frem og FC Roskilde, kommer nemlig til at være en del af det københavnske Serie 2-mandskab.

Den tidligere Superliga-spiller siger til LigaBold.dk, at han har valgt at hjælpe serieklubben, da han kender træneren. For et år siden forlod han Ishøj IF og stoppede derefter med at spille konkurrencedygtig fodbold. Herefter har han trillet lidt bold med vennerne i Nørrebro Boldklub i Serie 5.

– Nu kender jeg Patrick (FC Nordhavn-cheftræner Patrick Ruhwald, red.), og han spurgte, om jeg ikke ville med. Jeg tænkte, at jeg gerne ville prøve det lidt mere. Jeg vil stadig gerne hygge mig med fodbold, men det måtte godt være lidt mere seriøst, dem som der er omkring holdet. Det er fint, og det er nogle meget seriøse drenge, så det er derfor, og så er det også for at holde mig selv i gang, siger Kristian Geertsen til LigaBold.dk og tilføjer:

– Det er sjovere, når man kan blive matchet lidt mere, og man nærmest ikke kan komme sovende til en kamp og så stadig præstere. Det er sjovere at blive presset lidt.

Geertsen siger, at han egentlig havde tænkt sig at sætte støvlerne på hylden efter Ishøj-tiden, men vennerne i Nørrebro Boldklub overtalte ham til at spille lidt med dem.

Nu vil Kristian Geertsen gerne spille fodbold på et konkurrenceplan igen, og han føler, at han kan komme med meget til FC Nordhavn.

– Jeg kan bidrage med erfaring. Jeg har også stabilitet i mit spil og vil gerne prøve at guide folk. Nu ved jeg godt, at folk ikke er i Nordhavn for at blive den næste Cristiano Ronaldo, men de er stadig rimelig seriøse om at have et hold, der fungerer, så jeg kan på den måde være til at skabe en struktur. Jeg har spillet i en masse forskellige klubber og har prøvet en masse forskellige systemer, så det er bare med at hjælpe folk og guide i situationer, hvor man kan forbedre sig.

Giver det en chance igen

Geertsen har fået et fint indtryk af holdet, og der er god kvalitet. Andre klubber viste også interesse for ham, og nu vil han gerne give fodbolden en chance mere.

– Det passer mig fint. Jeg har også haft mulighed for andre klubber, og det havde jeg også tidligere, men jeg kunne godt mærke på mig selv, at hvis jeg skulle give det en chance igen (så er det nu, red.), ikke at jeg skal fodbold på højt plan igen, men hvis jeg skal presse mig selv, og det vil jeg gerne, og jeg har fået en form for sult igen, og det er noget, som man kan holde sig ved lige med kropsmæssigt. Når man stopper med fodbold, så går det hurtigt den anden vej med vægten. Jeg vil gerne presses, og hvor det handler om at tabe eller vinde. Jeg vil selvfølgelig gerne se, hvor langt jeg kan trække den igen, men det er ikke sådan, at jeg ofrer alt for det. Jeg har stadig mit privatliv, som jeg skal sørge for.

Så man kan sige, at det er et lille comeback til mere seriøs fodbold for dit vedkommende?

– Ja, jeg prøver at være lidt mere seriøs angående fodbolden igen. Selvom jeg måske ikke kommer op på et højere niveau, så kan jeg måske hjælpe en klub, så den kan løfte sig selv, og jeg kan godt mærke, at jeg har nogle ting og noget viden især på det niveau, som ikke særligt mange klubber har hos deres spillere, så på den måde kan jeg hjælpe med det.

– Jeg prøver også at finde kærligheden til fodbolden igen, for den mistede jeg for et par år siden, men privatlivet har gjort, at man gerne vil fokusere på det, og mit arbejde interesserer mig bare mere, end fodbold gør. Nu har jeg fået lidt mere interesse for fodbold på det her niveau, siger Kristian Geertsen til LigaBold.dk.

Kristian Geertsen nåede at spille 11 Superliga-kampe for HB Køge, mens han står noteret for i alt 103 kampe, hvor han har kreeret fire mål og to oplæg. ifølge transfermarkt.com. I FCK-tiden nåede Geertsen aldrig at få officiel debut, men han var blandt andet med i testkampen mod Helsingborg IF 27. februar 2010, hvor det blev til et 0-3-nederlag.