Danmarksserien Pulje 3

Back med FCM- og OB-fortid får prof-kontrakt

Lasse Plato – Foto – Ola Mattson

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

I den seneste sæson var Lasse Plato en del af den fynske serieklub B1913 i Danmarksserien, men nu er backen draget på et fodboldeventyr.

Han har pakket kufferten og er rykket til den norske klub NIL-Trysil (Nybergsund), der huserer i den fjerdebedste række.

Her er danskeren blevet fuldtidsprofessionel, og det er noget anderledes end tilværelsen i B1913.

Lasse Plato siger til LigaBold.dk, at det passer perfekt ind i tilværelsen, at han nu tager på et fodboldeventyr.

– Jeg blev kontaktet af agenten, der var tilknyttet holdet, og han forklarede lidt om, hvem han var, og at han havde en mulighed i Norge. Så fortalte han om det, og det var en fuldtidskontrakt, og jeg kunne komme til at træne hver dag. Så var mine tanker, at jeg var færdig med studiet, så det var perfekt timing til at prøve det af.

-Jeg har egentlig også tænkt på, at jeg ville det, og det har hele tiden været mit mål. Så da mulighed bød sig i forhold til at kunne køre fuldtid på fodbold, så var det meget svært at takke nej til, siger Lasse Plato til LigaBold.dk.

Selvom Nybergsund blot er placeret i den fjerdebedste norske række kaldet 3. division, så dækker klubben også alle udskifter, der forbundet med opholdet, siger Plato.

Seriøs tilgang

24-årige Plato er blevet en del af en meget international trup, der lige skal spilles sammen, men han kan godt mærke, at spillerne har et andet ambitionsniveau, end hvad han har været vant til.

Spillet i Norge er også mere direkte, end hvad han har været vant til i Danmark, pointerer han.

– Vi kommer nærmest fra ti forskellige nationer. Det er et internationalt hold. Man kan godt se, at folk har været vant til at spille professionelt og på højt niveau. Mange har også spillet på højere niveau i Norge i den næstbedste og tredjebedste række, så det er højere niveau, end hvor jeg er kommet fra. Det er også et mere professionelt setup, og mentaliteten er anderledes, og folk har ambitioner og vil det mere lidt mere.

Danskeren fortæller, at klubben er meget seriøs angående evaluering af kampene, og alle omkring holdet er ansat på fuldtid. Plato synes, at han kan komme med noget ro og lederskab til Nybergsund.

– Nu har jeg spillet venstreback, som jeg normalt har spillet i mange år, men jeg har faktisk kun spillet to kampe på den position. Resten har jeg spillet på venstrekanten, og det er lidt mere uvant for mig. Jeg vil sige, at jeg har en masse erfaring fra de divisionskampe, som jeg har spillet.

– Generelt vil jeg gerne gøre en forskel og tage en lederrolle. Der er mange spillere, som lige nu spiller på nogle pladser, som de ikke er vant til, så jeg kan hjælpe med kommunikationen på banen. Der kan jeg gøre en forskel.

Vil gøre karriere i Norge

Opholdet i Nybergsund kan blive startskuddet til en karriere i norsk fodbold, og det er det, som Plato går efter. Lige nu har han kontrakt med Nybergsund året ud.

– Næste år arbejder jeg på at blive i Norge, og vi arbejder på, at jeg skal tage et niveau op som minimum, så det vil sige i 2. division (den tredjebedste norske række, red).

Så du har ikke tænkt dig at vende hjem snart?

– Jeg har helt klart tænkt mig, at der godt kunne gå nogle år. Jeg må se, hvor langt det kan række. Jeg tror, at det kan række til et godt stykke herop. Jeg er faldet godt til, og jeg har ikke noget imod at være her i nogle år, siger Lasse Plato til LigaBold.dk.

Lasse Plato har været en del af FC Midtjylland, FC Fyn, Dalum IF, OB, B1909, OKS, Næsby ad flere omgange, Marienlyst og senest B1913. Han har spillet divisionskampe for Næsby og Marienlyst.

Nybergsund er placeret på en 12. plads i Gruppe 1 i 3. division.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]