Sjællandsserien Oprykningspulje 1

Billes træner om VB 1968: Kæmpe potentiale

VB 1968-holdfoto – Foto: VB 1968

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

VB 1968 (Værebro) skal i den kommende tid kæmpe i Sjællandsserien Oprykningspulje 1 om en plads i næste sæson af Danmarksserien. Lige nu er Nicki Bille og co. nummer fire i puljen, og det er hele ni point efter Herstedøster IC i toppen af puljen.

Holdet, der ender som nummer ét i puljen, sikrer sig en plads til Danmarksserien, mens nummer to skal ud i et kvalifikationsspil mod den anden toer fra Sjællandsserien Oprykningspulje 2 og toeren fra Københavnsseriens oprykningsspil om én plads. Lige nu har VB 1968 tre point op til andenpladsen og Hørsholm-Usserød IK.

Derfor venter der en række spændende kampe for VB 1968, og VB 1968-cheftræner Mohamad El-Faour siger til LigaBold.dk, at han ser frem til de næste kampe.

Han mener, at potentialet i VB 1968 er kæmpestort, og han har set en ændring i spillersammensætningen i forhold til tidligere. Det var også én af grundene til, at han valgte at tage cheftrænertaktstokken igen i VB 1968 i august 2020.

– Vi glæder os sindssygt meget til at spille de her gode kampe mod nogle gode modstandere. Vi betragter dem som finalekampe, fordi nu har man ligesom skilt fårene fra bukkene i hvert fald tabelmæssigt. Det er ryggen mod muren, men vi drømmer selvfølgelig om oprykning til Danmarksserien.

– Nu dummede vi os ved at tabe til Glostrup (17. april, red.), og dermed er der stor afstand til Herstedøster IC, som nok stikker af. Herstedøster lever dog lidt på held lige nu, og det indrømmer de også selv. Deres trup er ikke så stor, og med én eller to skader, for det ved jeg, at der kommer, så er det, som kommer ind, ikke kvalitativt. Så de skal nok sætte point til, men hvis de stikker af, så går vi selvfølgelig efter andenpladsen, som vi selv kan afgøre, siger Mohamad El-Faour til LigaBold.dk.

Hvor stort et potentiale ser du i VB 1968?

– Det er kæmpestort. Jeg var her i Værebro i første omgang i 2016/2017, og så har jeg været væk siden og kom tilbage i august 2020. Jeg er tidligere blevet spurgt, om jeg havde lyst til at træne dem, og på det tidspunkt var jeg inde over FC Nordsjælland.

– På det tidspunkt følte jeg ikke, at jeg var klar til det, da der var mange stjernespillere på holdet, som havde prøvet det hele og ikke var så sultne.

– Så fik holdet en masse ukendte spillere, der var unge, og det, synes jeg, var interessant, og holdet gik op for at træne én gang om ugen til at træne to gange om ugen. Så man gik fra at hente ‘CV-spillere’ til at hente spillere, der gerne vil lære og er sultne.

Træneren siger, at truppen hovedsageligt består af spillere i midten af 20’ere krydret med et par erfarne spillere som Nicki Bille, Baris Özcan og Ercan Demirbas. Derudover har klubben tidligere i år blandt andet hentet Yusuf Onurlu i Ishøj IF, der som ung var en del af FC Nordsjællands ungdomshold, samt Cem Vardar, der har mange divisionskampe på CV’et.

Tæt kamp mellem top fem-holdene

Det store fokus for VB 1968 er at snuppe andenpladsen. Træneren siger, at klubben evaluerede deres strategi efter kampen mod Glostrup 17. april, der endte med et nederlag, og nu går klubben benhårdt efter andenpladsen.

El-Faours tropper kommer dog til at kæmpe med en række klubber om den eftertragtede andenplads. Holdene i top fem er meget jævnbyrdige, mener træneren. Han roser samtidig Herstedøster IC for at spille en flot sæson med en forholdsvis smal trup.

– Det er ikke den bredeste trup, som Herstedøster IC har, men jeg må give cadeau for det, som de kan. De gør det rigtig godt. Det var en kamp for mænd mod dem (lørdag 24. april, red.). Så nu kæmper vi med Hørsholm og Glostrup om andenpladsen.

– Liria var også med i opløbet, men de smed point mod Albertslund, så det bliver lidt svært for dem, tænker jeg, men vi har dem alle sammen igen nu indbyrdes, og top fem er meget jævnbyrdigt, og det handler meget om dagen, men Vallensbæk og Albertslund har selvfølgelig noget at skyde med, men de har ikke samme kvalitet som top fem.

– Glostrup, Hørsholm, Herstedøster og Liria er lige på et taktisk niveau over. Det er nok os fire, der skal slås om andenpladsen. Der er kun tre point op til Hørsholm, så vi kan afgøre det selv, men det kræver selvfølgelig, at vi selv vinder og håber, at Herstedøster bare fortsætter deres stime, siger Mohamad El-Faour og tilføjer:

– I forhold til oprykning til Danmarksserien, er det ikke fordi, jeg stirrer mig blindt på det, men jeg ved, at holdet aldrig har været i Danmarksserien, og der vil jeg selvfølgelig gerne være den, som gør det med holdet, men vi har desværre rigtig mange skader defensivt, så vi må møblere lidt rundt på dagen.

Præsterer ekstra i topkampe

VB 1968-cheftræneren mener, at holdet normalt præsterer på et højere niveau, når det virkelig gælder. Derfor har El-Faour også en stor tro på, at holdet kommer til at levere et stærkt oprykningsspil.

– Når vi spiller de her topkampe mod de bedste, så er det her, hvor drengene fungerer bedst. Det er, når de har ryggen mod muren, men det bliver rigtig spændende.

– Det bliver nogle fede kampe, som vi får, hvor vi ved, at vi ikke kan hvile i nogle af kampene. Jeg tror, at de der fire-fem drenge, der er under 22 år, får en masse hår på brystet og en masse rutine, og så må vi tage den næste år, men så længe, at det er matematisk muligt, så ved jeg, at vi har ‘tyrkertro’ på, at det nok skal lykkes for os, siger Mohamad El-Faour til LigaBold.dk.

Mohamad El-Faour har tidligere blandt andet været ungdomstræner i FC Nordsjælland, og det med at være træner ligger til familien. Mohamad El-Faours lillebror Ibrahim er nemlig træner i Sjællandsserie-klubben Fredensborg BI, der skal kæmpe i Sjællandsserien Nedrykningspulje 1.

Det første opgør for VB 1968 i Sjællandsserien Oprykningspulje 1 bliver mod topholdet Herstedøster IC på Herstedøster Stadion fredag 30. april.

Det er en gentagelse af den seneste weekends opgør i grundspillet, der endte 1-1, men den kamp blev spillet i Bagsværd. Her scorede Nicki Bille til 1-0 for VB 1968.

VB 1968 skal møde Herstedøster IC (nummer et), Liria FK (nummer fem), Hørsholm-Usserød IK (nummer to), Albertslund IF (nummer seks), Glostrup (nummer tre) og Vallensbæk IF (nummer syv) i oprykningspuljen.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]