Danmarksserien Pulje 4

Danmarksserie-mandskab henter FCM-talent

Tobias Damtoft – Foto – Privat

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Holstebro Boldklub skal i den kommende sæson forsøge at kæmpe sig tilbage i de danske divisioner efter nedrykningen til Danmarksserien, og mandskabet er ved at opruste for at få den mission til at lykkes.

19-årige Tobias Damtoft, der senest har været en del af FC Midtjylland, skal nemlig hjælpe den vestjyske klub tilbage i divisionerne. Backen siger til LigaBold.dk, at han har valgt at tage til Holstebro, da han blandt andet er kendt i området.

– Jeg er jo fra Holstebro og omegn, så det var lidt oplagt, og så er det lidt på grund af, at min krop har haft det lidt hårdt med skader og sådan noget her på det seneste, siger Tobias Damtoft til LigaBold.dk og tilføjer, at han kender mange af Holstebro-spillerne fra sin ungdomstid i Linde Boldklub, hvor Damtoft spillede mod mange af dem.

Den unge back har været ramt af en række skader, og derfor er håbet for ham, at han kan genfinde sit niveau ved at trappe ned.

– Først rev jeg lysken over, og efterfølgende har jeg haft et par overbelastninger i begge lysker, og så har jeg haft forstærkninger i begge baglår.

Selvom Tobias Damtoft har været vant til at være en del af et større setup i FC Midtjylland, har han det okay med, at han nu spiller på amatørkontrakt i Holstebro.

– Jeg synes faktisk, at det er meget spændende at prøve noget nyt og få nogle andre indtryk af fodbold.

Tobias Damtoft var i FC Midtjylland kendt som en meget hurtig back, og backen siger, at han ser sig selv som en ‘dynamisk højreback, der er meget offensiv i det’.

De mange skader har dog fået Damtoft til at tænke lidt ekstra over sine sprinter på fodboldbanen.

– Min hurtighed er ikke blevet påvirket af det, men jeg tænker da over, hvor hurtigt jeg løber til træning og så videre. Det var i en sprint, hvor jeg fik den seneste skade, hvor jeg sprintede maksimalt.

Forventer oprykning

Tobias Damtoft har allerede været i aktion for Holstebro Boldklub. Det var i træningskampen mod Vendsyssel FF i lørdags, og den nye Holstebro-back har store forventninger til den kommende sæson.

– Jeg har en forventning om, at vi rykker op, fordi jeg føler, at vi har holdet til det. Derudover skal jeg ud at give den gas. Der er ikke så meget mere at gøre.

Den 19-årige back nåede både at spille kampe for FC Midtjylland i U19 Ligaen og UEFA Youth League. Her var den hurtige back blandt andet i aktion mod Ajax i UEFA Youth League-kvartfinalen i august 2020.

Han nåede ikke at få debut for FC Midtjyllands førstehold, men Damtoft var på bænken mod Fremad Amager i Sydbank Pokalen i 2019.

Backen synes, at tiden i Midtjylland har betydet meget for ham.

– Det har for det første givet mig hele pakken, hvor man ikke kun fokuserer på fodbold i Midtjylland. Jeg har også fået uddannelsen, og jeg føler, at det er den bedste fodbolduddannelse, som man kan få i Danmark, siger Tobias Damtoft til LigaBold.dk.

Tobias Damtoft har også spillet på de danske ungdomslandshold (to U16-landskampe, ti U17-landskampe og én U18-landskamp).

Holstebro Boldklub starter Danmarksserie-sæsonen ud mod Ringkøbing IF fredag 6. august klokken 19 på Green Park.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]