Albaniserien

DBU Fyn offentliggør: Her er de fire mulige scenarier

Foto: DBU

Det er mere end uvist, om fodbolden i Danmark igen kommer til at rulle i foråret på grund af den verserende coronaepidemi.

Men hos DBU Fyn giver man som den første lokalunion nu sit bud på, hvad der skal ske med de lokale turneringer, afhængigt af, hvornår fodbolden igen kan fløjtes op.

Det sker på lokalunionens hjemmeside, hvor fire vejledende scenarier er præsenteret. Fælles for alle scenarier er, at kampe rykkes til friweekender og hverdage, mens Sydbank Pokalens sidste runde rykkes til uge 26:

Scenarie 1: Fodbolden kan genoptages, når den nuværende lockdown afsluttes 13. april. Derfor indledes sæsonen igen fra den 19. spil. Her flyttes udsatte kampe til fri-weekender og hverdage. I Albaniserien og Serie 1 og 2 kan det blive nødvendigt med kampe to kampe på en uge, mens Sydbank Pokalens sidste runde flyttes til uge 26.

Scenarie 2: Rykkes lockdown en uge til 20. april, så kan fodbolden spilles igen 25. april, og de samme ændringer gør sig gældende som i Scenarie 1. Sydbank Pokalen rykkes igen til uge 26.

Scenarie 3: Rykkes lockdown en uge eller to til 27. april eller 4. maj, så kan man igen spille fra 2. eller 9. maj, og man vil rykke sæsonen med en uge, så weekenden 27. og 28. juni tages i brug. Det vil ydermere blive tilladt at spille flere kampe på en spilledag – for eksempel fredag og søndag. For Albaniserien, Serie 1 og Serie 2 vil det være nødvendigt med to kampe på en uge.

Scenarie 4: Varer lockdown til 11. maj eller længere, så er det ikke muligt at gennemføre Albaniserien, Serie 1 eller Serie 2, og derfor tager DBU Fyn stilling til turneringen senere hen.