top banner
top banner
top banner
Københavnsserien

DET ER SVÆRT AT VÆRE NEGATIV I HUSUM

Foto: Husum Boldklub
1
x
2

23/03

14:00

Rønne f.B.

Husum Bk.

Hvilken slutplacering fik I og er du tilfreds med Jeres pointhøst og placering og føler du den stemmer overens med jeres præstation i efteråret?
Som oprykker er det nok svært at være andet end tilfreds med en 3. plads, og det havde jeg også gerne solgt for den før sæsonstart, men ude i Husum er vi jo ikke nemme, noget de 14 klubber der har oprettet en klage mod Husum også kan skrive under på, så nej, vi er aldrig tilfredse med andet end en 1. plads. Som sæsonen er skredet frem, er jeg dog ikke helt tilfreds med pointhøsten. Jeg har ikke forklaringen på nedgangen her til sidst, om det skyldtes træthed, bajere eller mæthed. Alt i alt er det vel få tilfældigheder der kan gemme sig efter 13 kampe, og med så tæt en top afspejler det nok efteråret meget fint, og det lover jo godt for både opstart og forår at have en mulig oprykning i syne.

Hvis du skal beskrive Jeres efterårssæson, hvilke ord vil så være mest betegnende?
Det er vel kun et Borat citat der duer her ’Great succes’. Og på trods af afslutningen på sæsonen med 3 nederlag i 4 kampe, er der jo ikke meget negativt at komme efter.

Hvis du ser på niveauet i jeres række hen over efteråret, er du så overrasket over det, eller er det som forventet – hvorfor/hvorfor ikke?
Hvis vi sammenligner med forrige sæson hvor vi rykkede ned, vil jeg sige den er blevet mere jævn, hvilket ikke overrasker mig, da Union endelig rykkede op sidste år. Jeg er dog overrasket over modvilligheden til at give kredit til modstandere for flotte præstationer, det er aldrig modstanderen der har spillet en flot kamp, det er altid en selv der ikke lige ramte dagen, en kultur der ville klæde folk at få. Med en så tæt og jævnbyrdig top, er der selvfølgelig hold der skiller sig lidt negativt ud i bunden. Dog er der jo også bundhold der lige pludselig har fået en flot stime, PI lignede langt ind i sæsonen hverken et hold der gad eller kunne få point, de skulle dog bevise det muligt for alle hold i rækken kan komme ind i en flot stime.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, var der så noget I som hold, burde have gjort anderledes i løbet af efteråret og hvis ja hvilket?
– Den er virkelig svær, det er jo meget små og få ting der gør at vi, som oprykkere, ikke overvintrer på 1. pladsen. Måske hvis der var blevet leget lidt mindre med pulverslukkeren, så havde vores lunger måske lige haft de sidste 2 procent. Jeg tror dog jeg vil påpege det åbenlyse at vores afslutning på sæsonen ikke var god nok. Det bunder nok i flere ting, men den afgørende ting må nok være for dårlig form. Det er dog ikke noget jeg synes er negativt, for det kommer nok af lidt for meget stegt flæsk på Rio Bravo kl 4 om morgenen, inden LA bar blev lukket. Så det gav nok også noget i starten af sæsonen med det gode humør. Det er lige i Thomas Franks ånd med al det venskab

Hvilket hold var rækkens positive overraskelse og hvorfor, samt hvilket hold har skuffet mest i efteråret?
– Der bliver mit svar lige så meget ananas i egen juice som Hr. Steinlein fra FCM; Husum. Førte rækken indtil sidste runde, som oprykker, det er vel ikke set siden Græshopperne var divisionshold i serie 3? Efterårets skuffelse må helt sikkert være Hvidovre, selvom Prespa også er nomineret. Hvidovre har ikke kunne få point på andre tidspunkter end når de har stillet med deres 1. divisionshold, måske man skulle tage og kigge på træneren. Når et hold med tidligere superligaspillere og et hav af divisionsdrenge, har problemer med KS hold, må problemet jo ligge andetsteds end på banen.

articles banner

Hvilken kamp vil du fremhæve som jeres “svendestykke” i efterårssæsonen og hvorfor? Samt hvordan føler du i har haft en god opbakning rent tilskuermæssigt i løbet af efteråret?
– Der er to kampe at fremhæve der, sejrene over HB og Taarnby. 3-1 og 4-1 i Husumparken. HB har, med stor sandsynlighed, den træner der ser flest kampe i rækken, så han var helt klar over hvad vi kom med, det var han så bare ikke, for vores træner hev bukserne af ham og HB og så spillede vi simpelthen bare en fremragende kamp.
Taarnby, der har udråbt sig selv som storfavoritter til at rykke op, mødte vi en flot flot fredag, i et meget presset startprogram af sæsonen, hvor vi med 3 kampe på 7 dage havde et kampprogram meget lig Premier leagues juleshow. Vi vandt som sagt 4-1 og så man bort fra de første 12 min af kampen, var det en omgang Cuba vi havde gang i, spil til et mål. Det er muligt vi ligger nummer 3 i rækken, men tilskuerne ligger utvivlsomt nummer 1. Vi har dårligt haft en kamp hvor modstanderne ikke har kommenteret på hvor fedt det er med pyroteknik og +300 tilskuere, også på udebane. Der har også været et par uheldige episoder, men det er noget klubben har fokus på at løse, men alt i alt meget stor ros til vores fans og tilskuere.

Hvilken spiller har været efterårets unge-stjerneskud, hvem var manden med målene og hvilken spiller har flest gange haft næstsidste fod på bolden inden der blev scoret?
– Andreas Joensen, vores ene midtstopper. Han er så sød og blid, og ligegyldig hvor blødt og rent han tackler, så gør det simpelthen bare ondt. Jeg ved ikke hvad de færinger er lavet af, men det er noget der gør ondt. Han vandt sin direkte duel i alle kampe han deltog i, og mere til. Mikkel Bo Eriksen, som kom fra Østerbro i sommers. Han var alene skyld i at Østerbro slog Husum ud i pokalen, og hvorfor så ikke gøre det onde ved Østerbro og tage deres eneste kvalitets spiller? Det gjorde vi så og i hans første halvsæson i KS har han lavet 10 mål, førte topscorerlisten det første lange stykke tid, indtil en skade satte hans tophakkede krop ud af spil, han kunne måske have holdt det hen hvis han havde besøgt en unavngiven behandler. Mikkel Fredskov Howalt, fører assistlisten i rækken og har langt om længe vist noget niveau igen. På trods af ben der går lige så let i stykker som Daniel Sturridge.

Hvordan vil du beskrive jeres målmand og hvad er hans største force som målmand?
– Mahir, vores alle sammens store larmende bamsefar, som kender alle spillere i alle klubber. Han har 12-15 min på alle taktikmøder omkring spillere hos modstandere vi skal være opmærksomme på. Udover det er han en møghamrende stærk målmand. De kampe holdet har været på hælene, har han virkelig trådt i karakter og reddet point hjem, fremragende sidste skanse. Hans største force må være reflekserne.

Hvis du stod for kåringen, hvilken spiller ville så løbe med titlen som “årets spiller” og hvad vil du gerne fremhæve ved ham som spiller?
– Det lange svar ville kræve rigtig mange navne, men efterhånden er folk nok også blevet trætte i øjnene ovenpå alt det jeg har skrevet, så jeg skal gøre det kort. En kandidat kunne både være topscorer, Mikkel Bo Eriksen og anfører Yannick Winkel, der har dog været lidt for mange træningsafbud, dog et flot, stabilt og højt niveau ved fremmøde til både kamp og træning. Så jeg går med Andreas Joensen, vores unge stjerneskud. Med samme begrundelse som tidligere, han er bare bundsolid og tager virkelig fra, så mange andre kan have fokus på det lidt sjovere og offensive spil, uden at tænke for meget på det defensive.

Hvordan har træningskulturen været i klubben i løbet af efteråret og hvordan vil du beskrive sammenholdet på jeres hold og i klubben generelt?
– Over en bred kam har den været rigtig god, med mange fremmødte spillere. Der var lige 14 dage med halvmange skader og svage afbud, men ellers har vi ofte været +16. Ideen i Husum er lidt at vi træner som vi spiller kamp, så der skal være høj intensitet, hurtig fodbold og en frygtelig masse nærkampe. Den rene, primitive og fede form for fodbold.