Danmarksserien Pulje 2

DS-spiller har corona: Har dårlig samvittighed

Joachim Aleksander Jensen – LigaBold.dk Joachim Aleksander Jensen Foto - B 1908

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Coronavirussen hærger i hele verden, og nu er virussen nået til Danmarksserieklubben B 1908. B 1908-spilleren Joachim Aleksander Jensen er blevet testet positiv for coronavirus, og han fik testsvaret mandag. Det fortæller B 1908-spilleren til LigaBold.dk.

– Jeg fandt ud af, at jeg var positiv for corona mandag morgen. Der har været en lidt længere behandlingstid på mit svar.

– Mandag den 7. blev mig og en af mine kolleger sendt hjem fra arbejde, fordi en tredje af mine kolleger bor i lejlighed med én, som er testet positiv for corona. Det betød, at vi skulle i karantæne, indtil at vores kollega havde fået svar fra sin test. Det fik min kollega så i torsdags, og den viste sig at være negativ.

– Det betød så, at jeg var uden for risiko, da jeg ikke havde været i kontakt med min kollegas roomie, og min kollega var testet negativ. Der havde jeg allerede booket en tid til en test fredag morgen (fredag 11. september, red.), og jeg valgte for interessens skyld at tage til testen, for at se om jeg havde den eller ej. Så fik jeg svar i mandags (mandag 14. september, red.), at den var positiv, siger Joachim Aleksander Jensen, der har et kontorarbejde til daglig, til LigaBold.dk.

I lørdags spillede B 1908 mod LSF i Danmarksserien, hvor Joachim Aleksander Jensen var med i kampen.

Hvornår har du det med, at du spillede kamp i weekenden, og nu ved, at du har coronavirus. Har du dårlig samvittighed?

– Jeg vil da også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde dårlig samvittighed, men når det så er sagt, så har jeg handlet ud fra de retningslinjer, som myndighederne har sendt ud. I og med, at min kollega var blevet testet negativ, og jeg ikke har været sammen med nogen, der har været testet positiv, så har jeg handlet korrekt.

– Når det så alligevel viser sig, at jeg er smittet, så kan man ikke undgå at tænke, hvordan det kommer til at påvirke de mennesker, jeg har været sammen med. Der er en form for skyldfølelse, men jeg synes, at jeg har handlet korrekt i forhold til de retningslinjer, der er, siger Jensen og tilføjer, at han er meget ærgerlig over situationen.

Aflyste træninger og selvisolation

Træningerne i Amager-klubben er blevet aflyst, og alle spillerne skal coronatestes. Modstanderne fra Ledøje Smørum har også fået beskeden om Joachim Aleksander Jensens positive coronatest.

– Den første, som jeg ringede til, det var min træner. Jeg havde jo været ude at spille kamp i weekenden. Det, som klubben har gjort, er, at de har meldt ud til dem, som jeg har været i nærheden af, at jeg er smittet med virussen. Så har man valgt at aflyse træningerne, og at alle i truppen skal testes.

Lige nu er B 1908-spilleren gået i selvisolation i sit eget hjem, og han skal til at finde ud af, hvor længe han skal være det. En ting er dog sikkert. Han kommer ikke i aktion for B 1908 i den kommende weekend.

– Jeg skal til at finde ud af, hvor mange dage jeg skal være i isolation. Jeg kommer i hvert fald til at være i isolation i en uge endnu, og så håber jeg på, at når der er gået den uge, så kan der gå to dage, hvor jeg ikke har nogle symptomer overhovedet. For at være på den sikre side, så er det sådan, som jeg gør.

– Viser det sig, at jeg har nogle symptomer, så kan det godt være, at der går to uger. Det ved man ikke. Det afhænger lidt af, hvornår jeg er symptomfri. Fra dagen efter, hvor jeg er symptomfri, så går der to dage. Det kommer ikke til at ske, at jeg skal spille næste kamp for B 1908, siger Joachim Aleksander Jensen.

Jensen siger, at han har fået at vide af sin læge, at han efter to dage helt uden symptomer igen må begynde at færdes med andre.

Der må tages en vurdering senere

Når testresultaterne fra B 1908-spillerne kommer retur, må klubben finde ud, hvad der skal ske.

– Der er ikke meldt noget ud i forhold til næste kamp. Lige nu handler det om én spiller, men hvis det handler to-tre spillere, så man vurdere, hvad man så gør i forhold til kampen i weekenden.

– Det bliver man nødt til at tage løbende, alt efter hvornår spillerne får svar. Ender vi i en situation, hvor jeg er den eneste, som er smittet, så kan vi jo godt spille. Men ender man i en situation, hvor tre eller syv er smittet, så er det et andet scenarie, og så må man tage en vurdering der, siger Jensen, der regner med, at spillerne bliver testet hurtigst muligt.

Joachim Aleksander Jensen har på nuværende tidspunkt ingen symptomer og føler sig ikke syg.

B 1908 er lige nu placeret sidst i Danmarksserien, pulje 2, med to point efter fem kampe. Klubben møder Allerød FK på hjemmebane lørdag 19. september klokken 12.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]