Sjællandsserien Pulje 2

Efter stort kaos: Serieklub mister endnu en

Benjamin Rud Jensen – Foto: Hans Kurt Frederiksen

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Vordingborg IF kan gå en svær fremtid i møde på spillerfronten.

Jan Faber blev tilbage i november 2021 opsagt som cheftræner efter fire år med stor succes i klubben.

Det medførte en større polemik.

Det har flere spillere taget konsekvensen af, hvor blandt andre Victor Plenge og Timmi Nielsen har valgt at stoppe i Sjællandsserie-klubben grundet bestyrelsens håndtering af det hele.

Nu melder endnu en spiller sig ind i rækken.

Benjamin Rud Jensen, der tilbage i november 2021 faldt om efter opgøret mellem FC Nakskov og Vordingborg IF, siger til LigaBold.dk, at han forlader Vordingborg på grund af polemikken i klubben.

Hvad fremtiden bringer, ved Benjamin Rud Jensen ikke endnu, men han taler med en bestemt klub.

– Der er ikke kommet en endelig afgørelse eller konklusion. Jeg ved bare, at jeg ikke skal tilbage til Vordingborg at spille, så længe den bestyrelse er der. Jeg har fået et tilbud fra Mikkel Bruun (Herlufsholm GF-cheftræner, red.) om at spille i HG (Herlufsholm, red.), så ham har jeg snakket lidt med, men der er ikke noget endeligt på plads endnu.

Har der været flere følere ude?

– Der har ikke været noget andet. Jeg tror, folk har tænkt, om jeg overhovedet ville spille mere, så jeg har ikke hørt fra andre end HG (Herlufsholm GF, red.). Jeg har bare forholdt mig til, at jeg skulle på toppen, og det er jo ikke så lang tid siden, at jeg fik indopereret ‘loop-recorderen’.

– Så jeg har ikke tænkt så meget over det, men jeg har snakket lidt med Mikkel Bruun, og så har jeg valgt at se på, hvad der sker. Om der kommer tilbud, eller hvad der sker, må tiden vise, siger Benjamin Rud Jensen, der har været en del af Vordingborg IF siden sommeren 2018, til LigaBold.dk.

Midtbanespilleren har også en fortid i Næstved IF og Herlufsholm GF.

Som 25-årige Benjamin Rud Jensen nævner, at han fået indopereret en ‘loop-recorder’, der skal optage hjerterytmen og eventuelle uregelmæssigheder i hjertefrekvensen.

Du kan her læse om hele hans oplevelse af den chokerende hændelse tilbage i november.