Sjællandsserien Pulje 2

Ex-2. div-assistent kvitter serieklub: Har tilbud

Morten Rasmussen – Foto – Gørslev IF

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Morten Rasmussen blev ansat som ny cheftræner i Sjællandsserie-klubben Gørslev IF i februar 2020, men det er nu slut. Den tidligere Slagelse-assistent har valgt at forlade klubben, da han er flyttet til Jylland nærmere bestemt Børkop med familien, siger Morten Rasmussen til LigaBold.dk. I stedet for overtager Michael Juul trænersædet i Gørslev IF.

– Jeg har valgt at stoppe af personlige årsager, så det er med en meget ærgerlig smag i munden. Jeg er flyttet til Jylland med min kæreste og børn, og der er simpelthen for langt til træning. Det er alene et spørgsmål om det praktiske. Det giver ikke nogen mening at køre så langt for at træne i Sjællandsserien, siger Morten Rasmussen til LigaBold.dk.

45-årige Rasmussen fortalte Gørslev om sin beslutning i fredags, og han mener, at tidspunktet er det rette. Træneren har allerede sonderet terrænet angående et nyt trænerjob, og han har interessante dialoger kørende med en serieklub på samme niveau som Sjællandsserien, der meget vel kan ende med en aftale.

– Jeg havde egentlig kontrakt til sommerferien, men grunden til, at det bliver nu, er, at det for klubben og den nye træner nok er et bedre tidspunkt at overtage nu end til sommer. Så jeg har gået og tumlet med, hvornår det bedste tidspunkt var at sige det. Så blev det nu, for der kan godt vare en måned eller mere måske, før at man starter op igen, og så kan en ny træner lige så godt få en dejlig lang opstart, fremfor at skulle have tre ugers hektisk opstart over sommeren, hvor man så skal spille om point. Det er et spørgsmål om timing, og jeg synes, at det var det bedste tidspunkt for alle parter.

Hvad skal der ske nu angående din fodboldfremtid. Kan du se dig selv træne et andet hold på serieniveau eksempelvis?

– Jeg kan godt lide at træne fodbold, og jeg var også fortsat i Gørslev, hvis ikke det var for broen og køretiden. Jeg vil rigtig gerne træne fodbold, og jeg har også noget i støbeskeen, som jeg har lovet at holde tæt omkring, for det er ikke meldt ud endnu. Jeg vil tro, at jeg indenfor en uges tid har et nyt job på plads på samme niveau derovre. Det er en lille cliffhanger, og der skal gå meget galt, for at jeg ikke har et nyt job indenfor en uges tid. Det er også en af grundene til, at det bliver nu.

– Jeg er også lidt i en situation i den anden ende, nemlig at jeg hellere vil overtage nu end til sommerferien. Det er et spørgsmål om timing, så det er også en medvirkende årsag til, at det er nu, at jeg stopper i Gørslev. Det har jeg bestemt mod på, og jeg har også mod på mere. Jeg har jo tidligere snuset til divisionsfodbold, og jeg har været i Danmarksserien, og det er sjovt, men der går også mere tid med det.

– Timelønnen bliver også tilsvarende dårligere og dårligere, for man skal bruge flere timer længere oppe i rækkerne. Man har mindre tid til det private ved siden af, så det er nok det, som man skal overveje rigtig meget, inden man træder ind i den verden, for med et fuldtidsjob ved siden af, så er der ikke ret mange timer tilbage på ugen, siger Morten Rasmussen, der fastlår, at dialogerne med serieklubben er startet, efter at han tog beslutningen om at stoppe i Gørslev.

Når Morten Rasmussen ser tilbage på sin tid i Gørslev, så har det været en spændende tid, men også ganske anderledes end normalt grundet coronavirussens indtog i hele verden.

– Det har været meget specielt. Jeg startede i februar og nåede godt og vel en måned, før at coronaen satte ind for alvor og gjorde det svært at være fodboldtræner. Det har været virkelig svært. Det har været udfordrende og spændende, for det var en fodboldklub, der trængte til at blive rystet godt og grundigt op i sin opfattelse. Mange af spillerne havde vokset op med træneren, som var der før.

– Han var det eneste, som de kendte til seniorfodbold, og det trængte der til at blive gjort noget ved. Det var en vild udfordring, men spillerne har taget helt vildt godt imod det. Jeg ville gerne være fortsat, men det giver ikke nogen mening logistisk. Det har været et udfordrende og spændende år, men også besværligt grundet corona. Vi har ikke fået trænet ret meget sammen. Det var kun over sommeren. Ellers har vi været i ti-mandsgrupper.

Afslappet med glimt i øjet

Morten Rasmussen ser sig selv som en træner, der går op i seriøsitet og god mandskabspleje.

– Jeg er moderne. Jeg har en ledelsesstil, der er afslappet med et glimt i øjet, men med en distance til spillerne. Jeg kommunikerer selv meget præcist, og jeg er god til at fortælle spillerne, hvad jeg gerne vil have dem til. De forstår det, som de skal. Jeg vil sige, at jeg er en moderne leder, som leder med eksempel. ‘Rule by fear’ tror jeg ikke på. Bare fordi man har fået en cheftrænerpost, så er det ikke automatisk betydende, at folk gør det, som man siger.

– Jeg prøver at være det gode eksempel med fremmøde og seriøsitet. Jeg kigger også på præstationen og ikke så meget på resultatet. Det er lidt for kortsigtet, og jeg kan godt lide at arbejde lidt på den længere bane og inspirerer folk til at yde deres bedste hver gang, om det er på træningsbanen eller i kamp. Det er min filosofi i stedet for at kigge på, at man skal vinde næste kamp. Så bliver det meget krampagtigt.

Før har Morten Rasmussen prøvet kræfter med at være assistent i en divisionsklub. Han var assistent for Ulrik Balling i Slagelse B&I i et års tid. I november 2019 blev han dog fyret grundet uoverensstemmelser. Rasmussen mener selv, at han mest ser sig selv som cheftræner.

– Det passer mig bedre at være cheftræner. Jeg er ikke så god til at indordne mig. Det var noget af det, der gik galt i Slagelse. Ulrik (Ulrik Balling, red.) og jeg var grundlæggende uenige om, hvordan tingene skulle gribes an, og hvordan vi kommunikerede med spillerne. Angående ledelsesstilen, så er det cheftræneren, der styrer det. Det med at skulle købe 100 procent ind på en anden ledelsesstil, som jeg så ikke kunne stå inde for. Det skal være en cheftræner, der er meget lig mig, der skal gøre, at jeg kan se mig selv som assistent igen. Jeg har det bedst med at være den, der bestemmer på træningsbanen og kommunikationen med spillerne. Det gav for mange frustrationer, da jeg var i Slagelse, da jeg skulle købe ind på andres præmisser, siger Morten Rasmussen til LigaBold.dk.

Gørslev er i øjeblikket placeret som nummer tre i Sjællandssserien Pulje 2 med 25 point efter 11 kampe. Det er fire point færre end Ringsted IF i toppen af puljen. Morten Rasmussen har også tidligere været cheftræner i Danmarksserien-klubben Taastrup FC.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]