Danmarksserien Pulje 1

Ex-FCN-talent gør comeback: Skifter til Ishøj

Christian Lundsteen – til venstre – Foto: Laila Versemann

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Ishøj IF har hentet flere nye spillere til klubben inden forårets kampe i Danmarksserien heriblandt Yousuf Butt, Hassan Bashir og Tunc Tiryakioglu, og nu er endnu en ny spiller klar for klubben.

30-årige Christian Lundsteen, der som ung var en del af FC Nordsjællands U19-hold og har divisionskampe på CV’et for Holbæk B&I, bliver nemlig også en del af Ishøj IF. Midtbanespilleren siger til LigaBold.dk, at han har været væk fra fodboldverdenen i en længere periode, da Lundsteen har været hårdt plaget af skader.

Nu har kroppen det dog fint, og så vil han gerne give fodboldkarrieren et skud mere. Han har valgt at spille for Ishøj, da han kender en del personer i klubben

– Jeg kender egentlig Erdogan (Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan, red.), som jeg har spillet sammen med i Holbæk, da jeg var en helt ung spiller. Vi har en fælles historik. Jeg kender også et par af gutterne, som jeg har spillet sammen med i Holbæk. Det var egentlig oplagt for mig at tage derud for at spille, da jeg kender gutterne i forvejen.

– Jeg har lige været væk fra fodbolden i nogle år, og så tænkte jeg, at det ville være rart at komme ud et sted, hvor man kender nogle. Det har været super at komme ud til Ishøj, og det er en rigtig god klub, hvor der er nogle gode spillere, siger Christian Lundsteen til LigaBold.dk.

Var indstillet på at det var slut

Midtbanespillerens mange skader har også betydet, at han egentlig havde indstillet sig på, at fodbold på et konkurrenceplan var et overstået kapitel. Han er dog positivt overrasket over, hvordan kroppen har reageret, og Christian Lundsteen har allerede været i aktion for Ishøj i holdets to første kamp i Danmarksserien i 2021.

– Jeg spillede i Holbæk for fem år siden, hvor jeg så har været igennem to hofteoperationer, og jeg har lige så langsomt skulle komme i gang. Jeg havde måske ikke lige tænkt, at jeg skulle spille fodbold på et seriøst plan igen. Jeg har løbet nogle halvmaratoner og spillet noget hyggebold de seneste par år. Det har bare været noget syvmandsfodbold med nogle gode venner. Nu er formen blevet god igen, og kroppen kan holde til det. Så tænkte jeg, at det ville være sjovt at få lov til at prøve det af igen. Jeg er jo kun 30 år.

Er det også grunden til, at du vælger at genoptage karrieren?

– For mig har det også været en stor udfordring, da man har været væk fra fodbolden, for så at komme tilbage på et godt plan. Jeg synes også, at det har været en fed udfordring i Ishøj med de gode spillere, som der er derude. Det er gået fint personligt, og jeg er startet inde i begge kampe, så jeg synes, at det er fedt, at kroppen stadig kan noget.

Er du overrasket over, at du er kommet tilbage?

– Jeg er meget positivt overrasket over, at jeg er tilbage igen. Jeg kan huske dengang, hvor jeg blev opereret, der havde han (lægen, red.) ikke de mest lovende udsigter, men jeg har fået trænet godt og har fået løbet en masse. Det er megafedt og en stor sejr at komme tilbage at spille på sådan et godt niveau, som Ishøj spiller på.

Var du indstillet på, at det var slut med fodbold på et konkurrenceniveau?

– Ja, det var det (slut, red.). Det er også derfor, at jeg har været væk fra det i fem år, men da Erdogan ringede, så tænkte jeg, at kroppen har det jo fint, og formen er også god, og så syntes jeg bare, at det skulle prøves af. Indtil videre har kroppen reageret fint på det, men der er selvfølgelig ømhed, og det har alle nok haft i den her opstart, hvor alle skulle i gang med at spille efter tre ugers opstart. Det er fedt, at kroppen kan holde til det indtil videre.

Megadygtig trup

Christian Lundsteen mener, at han kan bidrage med noget rutine, hårdt arbejde og en masse løb på den centrale midtbane, og han synes, at Ishøj har et dygtigt setup, der kan bære holdet langt.

– Jeg ser et megastort potentiale, fordi det er nogle superdygtige spillere. Sammenlignet med nogle af de 2. divisionstrupper, som jeg har været i, så er det på højde med det. Hvis man ser bort fra de to første kampe, hvor vi ikke har fået de point, som vi burde have fået (1-4-nederlag til Frederikssund og 1-1 mod Køge Nord FC, red.), så er jeg helt sikker på, at vi nok skal få en masse sejre i løbet af halvåret.

– Det er en megadygtig trup, og der er også en god blanding af nogle gode rutinerede spillere, der har prøvet en masse, og så nogle gode unge spillere, der holder os skarpe.

God tid i FCN

Som helt ung var Christian Lundsteen en del af FC Nordsjællands talentafdeling, hvor han spillede et par år på U19-holdet. Det var med til at give ham meget som spiller.

– Det var en megafed tid. Jeg spillede U19-fodbold der (i FCN, red.) efter at jeg havde fået debut på Holbæks hold i 2. division. Jeg spillede to års U19-fodbold i Nordsjælland. Det var en megafed tid med masser af træning. Der var fodbold seks gange om ugen, fem gange træning plus kamp.

– Det var et fedt miljø, og der var allerede mange dygtige trænere og spillere tilknyttet der. Vi havde Mark Strudal som træner, og det var superfedt. Det var også med til at udvikle mig meget, men det var ikke nok til at slå igennem som seniorspiller deroppe. Jeg var en fast del af U19-holdet, siger Christian Lundsteen, som derefter skiftede videre til FC Roskilde i 1. division, hvilket var et stort skridt for Lundsteen, pointerer han.

Efter tiden i FC Roskilde tog han videre til daværende Nordvest FC, hvor han også havde spillet tidligere. Derefter stod den på ophold i Vanløse IF og Holbæk B&I, inden han trak fodboldstikket for fem år siden.

Nu er 30-årige Christian Lundsteen tilbage, og han vil have stort fokus på at give den ‘fuld skrald i Ishøj’, så holdet kan opnå en god placering i Danmarksserien i denne sæson. Når sæsonen er forbi, evaluerer Lundsteen, hvordan kroppen har det efter en halvsæson med mange kampe.

Ishøj IF skal næste gang i aktion mod BSF (Ballerup-Skovlunde Fodbold) lørdag 10. april klokken 13.15 i Ballerup, og Lundsteen og co. indtager sjettepladsen i Danmarksserien Pulje 1 med 19 point efter 12 kampe.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]