2 Division Pulje 1

Ex-SE-spids i nyt job: Åbner måske nye døre

Jesper Kjærulff – til højre – Foto – Robert Hierath

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

37-årige Jesper Kjærullf nåede at runde Superligaen med SønderjyskE som spiller, og han fik 63 kampe med otte mål til følge i den bedste række, inden han trak sig tilbage på divisionsniveau.

Nu står den tidligere spidsangriber over for en ny udfordring, da han i de kommende to år skal være assistenttræner i 2. divisionsklubben Dalum IF. Jesper Kjærulff siger til LigaBold.dk, at Dalum er en yderst interessant klub med et spændende projekt. Han spillede i efteråret i Albaniserie-klubben Fjordager IF.

– Til at starte med var det idéen, der solgte mig. Jeg synes, at de har et spændende ungt hold, og det tiltalte mig. Da jeg så havde tænkt lidt, så var det måske også et meget godt tidspunkt. Nu er jeg 37 år, og jeg synes, at det har været fantastisk sjovt at spille ude i Fjordager, men jeg ved også, at jeg måske ikke ville spille to år mere. Så var de meget interesserede i at tilknytte mig, og så blev jeg også mere lun på tanken.

– Efter at jeg snakkede med Nicolai (Dalum-cheftræner Nicolai Friborg Johansen, red), så synes jeg, at det lød spændende og som en rigtig god mulighed, så det er jeg glad for, at vi fik på plads, siger Jesper Kjærulff til LigaBold.dk.

Jesper Kjærulff vil bruge sin store erfaring fra divisionsniveau til at hjælpe Dalum med at stå sammen som en enhed.

– Det er jo klart, at jeg nok er stærkest i de offensive forcer, da jeg selv har spillet mange divisionskampe og også nogle Superliga-kampe som angriber. Alt fra at hjælpe til med det opbyggende til afslutninger og dødbolde. Jeg har prøvet mange forskellige ting og mange forskellige trænere, som har givet mig forskellige input, og det skal jeg byde ind med.

– Så er det klart, at når jeg har været en del af så mange trupper, så ved jeg også, hvordan sådan en trup hænger sammen og fungerer. Jeg vil prøve at optimere, hvordan man er som gruppe. Det kan jeg byde ind med. Derudover er jeg fysioterapeut, så der er noget fysiologisk, som jeg kan byde ind med.

Dalum er gået på vinterpause på en sjetteplads i Gruppe 1 i 2. division, og den nye assistent er spændt på, hvor meget han kan rykke holdet.

– Det er altid det spændende, og jeg kender ikke så meget til Dalum. Jeg kommer med friske øjne. Jeg glæder mig til at se alle sammen og se, hvordan og hvorledes niveauet er, og hvordan de er som personer. Så det er svært at sige, hvor meget vi kan rykke os. Men det er klart, at jeg ville ikke gå ind til det, hvis jeg ikke kunne rykke det i en positiv retning.

Må se hvad der åbner sig op i fremtiden

Jesper Kjærulff er ikke afvisende over for, at assistenttrænerjobbet i Dalum kan være første skridt på vej mod noget større. Han tager det dog stille og roligt og tager tingene, som de kommer.

– Hvis jeg føler for det, og jeg kan se mig selv i rollen. Nu er det første gang, at jeg træder over på den side. Når jeg siger ja til noget, så er det fordi, jeg går 100 procent ind i det, men så må vi lave status efter et stykke tid. Så er det meget muligt, at hvis jeg synes om det, og jeg tager kurserne, og så vi se, hvor det så bærer henad.

Kan du se dig selv som cheftræner på sigt?

– Lige i øjeblikket føler jeg, at jeg skal ind og se en anden del af fodbolden og lære af Nicolai, og hvem jeg ellers kan suge til mig fra. Så må vi, hvad der åbner sig op i fremtiden. Lige nu er jeg fokuseret på, at jeg skal starte noget op ude i Dalum som assistenttræner. Så må vi se på det. Jeg har ikke så langsigtede planer endnu, og det kan nå at ændre sig. Nu har jeg skrevet under med Dalum og glæder mig til at komme i gang, siger Jesper Kjærulff til LigaBold.dk.

Jesper Kjærulff var i SønderjyskE fra sommeren 2007 til sommeren 2010, hvorefter han skiftede videre til Viborg. Før skiftet til Sønderjylland var han hos FC Fyn, og han spillede i sine unge dage i Dalum.

Dalum er allerede startet op med træninger, og første turneringskamp for Dalum er planlagt til at forløbe 13. marts, hvor det fynske hold møder Frem på udebane.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]