Jyllandsserien Pulje 1

Frederikshavn-PR-ansvarlig: Chang formåede at gøre det mere end surt for os

Frederikshavn JS – Foto – Anette Gasberg

Hvilket hold var i efteråret rækkens positive overraskelse, og hvorfor?
Aalborg Chang er nok det første hold, som springer mig i øjnene som værende én af de positive overraskelser for mig personligt. Jeg synes i flere sæsoner, at vi har haft krammet på dem, men for første gang længe, så formåede Chang at gøre det mere end surt for os. Et hold, som i den grad kender sine styrker og svagheder, og som under Steffen Agerbo ved roret står kompakt på banen. Det er, som jeg ser det, den største forskel på Chang anno 2020 kontra tidligere år. Udefra set et stærkt kollektiv.

Formåede holdet at straffe jer, eller fik I lukket mandskabet godt ned?
Det er faktisk en spøjs én. I den første kamp på Provstejorden var vi relativt dominerende og burde på en god dag have lavet to-tre mål, men vi blev sat til vægs på en omstilling og en personlig fejl kort før tid. I det omvendte opgør var Aalborg Chang bedre, end vi var, men her var det os, der satte dødsstødet ind i de døende sekunder. Det var lidt den omvendte verden. De gjorde det svært for os, cadeau for det.

Hvilket hold har så været den største skuffelse, og hvorfor?
Det kan jeg ret beset ikke svare på. Dertil er jeg for lidt inde i, hvad de forskellige hold eventuelt har kæmpet med af skader, afbud et cetera. En ting, jeg dog vil sige, er, at efter fem-seks spillerunder, så ville pilen nok pege på os selv. Heldigvis ændrede billedet sig drastisk i positiv forstand. Jeg synes, at puljen udviklede sig i den retning, som jeg reelt havde forventet på forhånd.

Hvordan vil du beskrive niveauet i jeres række hen over efteråret, og er du overrasket over niveauet, og hvorfor?
Jeg synes i den grad, at de indbyrdes kampe mod AaB og Gug – primært i anden turneringshalvdel – blev spillet i et højt og intenst JS-tempo. Det kan givetvis spille ind, at holdene var kommet i bedre og bedre form, som efteråret skred frem. Uden at kommentere på forudsætninger, afbud og så videre, så er min tanke, at der generelt var et relativt stort gab mellem de fire-fem tophold og resten af puljen. Jeg bemærker dog alligevel, at nogle af de hold, som ikke formåede at skrabe så mange point sammen, hist og her tog lidt point fra de øverst placerede.

Tror du, at corona-krisen har haft betydning for kvaliteten af spillet i rækken, og hvorfor eller hvorfor ikke?
Jeg synes, at de fleste hold blev bedre, som efteråret skred frem. Om det decideret har noget med COVID-19-situationen at gøre, ved jeg ikke. Men min tanke er alligevel, at der har været en lang pause, dernæst en længere opstart i den tidlige sommer, hvor man måske indledningsvis ikke har trænet på det niveau, som man plejer. Langt hen ad vejen kunne vi da trods alt træne og spille kampe på noget, der minder om et optimalt niveau.

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

 

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]