Sydbank Pokalen

Historisk pokalopgør venter for Serie 1-klub

Nørrebro FF – Foto: Nørrebro FF

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Onsdag aften finder en stor fodboldbegivenhed sted på Nørrebro. Serie 1-klubben Nørrebro FF skal nemlig ud i klubbens største kamp til dato, når 1. divisionsmandskabet Hvidovre IF gæster Mimersparken i anden runde af hovedturneringen af Sydbank Pokalen.

Klubben har forberedt sig til kampen, siden Hvidovre IF blev trukket op ad bowlen, og Serie 1-klubben glæder sig meget til pokalopgøret.

Mohammad Howeidi, der både er medstifter, spiller og formand i Nørrebro FF, siger til LigaBold.dk, at kampen betyder meget for lokalområdet. Klubben har blot eksisteret i fem år, og førsteholdet er strøget op igennem rækkerne.

– Vi har prøvet at gøre alt, hvad vi kan. Der er rigtig mange ting, der har skullet være plads, før at vi har kunnet holde kampen i Mimersparken, hvilket har været et kæmpe ønske for os. Det er også fordi, det er den største kamp i lokalområdets historie. Alle folk ved, at der er mange dygtige fodboldspillere på Nørrebro, men vi har kun eksisteret i fem år, og det med at skulle møde et 1. divisionshold på Nørrebro er kæmpe stort, siger 27-årige Mohammad Howeidi til LigaBold.dk.

Hvor meget betyder kampen?

– Den betyder rigtig, rigtig meget. Vi opfatter os som et fodboldhold. Vi er ikke et kommunalt projekt eller et integrationshold. Vi er ligesom B93 og Skjold er på Østerbro. Det er sådan, som vi opfatter os selv. Nu har vi eksisteret i fem år, og vi er allerede i Serie 1. Det vidner også om, at vi har haft kvalitet igennem alle årene, men også at vi er nået dertil, hvor vi er. De andre år har vi haft det lidt hårdt.

– Det er mentalt rigtig hårdt at skulle spille Serie 5, 4 og 3, fordi man ved, at man godt kan spille fodbold, og vi ved også godt individuelt, at vi har kunnet spille på et betydeligt højere niveau end Serie 3, 4 og 5, men det med, at vi har haft et fælles mål om at skabe noget, som først har skullet blive smukt om fem år. Det har været en hård proces at komme igennem. Jeg tror, at et år i Serie 3 svarer til at spille tre i DS (Danmarksserien, red), vil jeg nok mene, både fysisk og mentalt.

Der er vel også en vis tilfredsstillelse at skulle møde et hold som Hvidovre IF?

– Det er kæmpe stort. Det kan godt være, at Hvidovre ikke lyder af meget, men dem, som har spillet fodbold nærmest hele deres liv, ved, at Hvidovre er en stor klub, siger Howeidi og tilføjer, at to af Nørrebro FF-spillerne har en fortid i Hvidovre IF’s ungdomsafdeling.

En kulmination

Mohammad Howeidi kalder kampen mod Hvidovre for en kulmination på fem års hårdt arbejde.

– Det her, som vi har været igennem de seneste fem år, er ligesom forberedelser til eksamen, og nu skal vi op til eksamen, og det har man både censor, og måske er familien også med inde i auditoriet, så de kan se det arbejde, som man har lavet. Hvis man skal lave en sammenligning, så har vi det sådan. Det er kulminationen på den rejse, som vi har været på. Nu kan folk se, at vi mente det seriøst, da vi sagde for fem år, at det skulle være det her. Det er en rigtig smuk ting, som der kommer til at ske på onsdag.

På papiret bliver Nørrebro FF ikke spået mange chancer mod Hvidovre IF, men Serie 1-mandskabet tror på den spinkle chance for en sensation.

– Vi tror 100 procent på det. Ellers er der ingen grund til at møde op til kampen, så kunne de lige så godt tage vores plads. Nu har lodtrækningen vist, at vinderen skal møde FA 2000, som også er en hård modstander.

– Selvfølgelig tror vi på det, og i perioder kan vi måske godt få lov til at spille, mens i 90 procent af tiden får vi nok ikke lov til at spille, da de er hurtigere, stærkere og klogere, men vi ved godt, hvad vi skal. Vi har en gameplan klar, og vi ved godt, hvad vi skal gøre for at spille vores chance. Vi ved også godt, hvad vi ikke skal gøre, for at vi bliver kørt rundt på røv og albuer.

Stærkt mentalitet

Mohammad Howeidi siger, at klubben står for hårdt arbejde, og der er blevet opbygget en rigtig god træningskultur, hvor folk møder op til træning hver gang, og det har opbygget et unikt fællesskab.

– Jeg kan huske i Serie 5 og 4, der var vi kun fire-fem til træning, men vi kom alligevel. Vi ville gerne have det ind under huden, at vi melder ikke afbud. Os, der kommer, aflyser aldrig en træning. Det var den mentalitet, som vi havde, og det har rodfæstet sig i klubbens DNA. Træningen er intakt. Jeg tror, at 99 procent af spillerne har spillet på eliteniveau i ungdomsårene. Så det elitetære mindset og kulturen er taget med ind, selvom det kun er “seriefodbold”. Vi hygger os stadig, og der er mere plads, end der har været tidligere til at hygge sig i byen og være sammen med familie og børn.

– Det er der plads til, men når du er til fodbold, er du til fodbold. Der smadrer man igennem. Det er også det, som, folk synes, er fedt. Man kommer for at vinde og ikke kun det sociale. Selvfølgelig er det sociale vigtigt, men det handler om at vinde. At man bare spillet seriefodbold, så fejer man det under tæppet, at man ikke er et konkurrencemenneske længere. Det, synes jeg, er forkert. Det er at forklejne niveauet. Der er rigtige modstandere i Serie 1, som er benhårde. De moser igennem, og man får ikke foræret noget, siger Mohammad Howeidi til LigaBold.dk.

Nørrebro FF har flere blandt andre den tidligere Brønshøj-spiller og udlandsprofessionelle Morten Levinsen i truppen samt den tidligere Vanløse- og BSV-spiller Billal Oali.

Holdet er placeret på fjerdepladsen i den københavnske Serie 1 med syv point efter tre kampe. I den første runde af hovedturneringen slog Nørrebro FF Virum-Sorgenfri Boldklub fra Serie 2 ud.

LigaBold.dk tager en tur til Mimersparken onsdag aften for at dække opgøret mellem Nørrebro FF og Hvidovre IF, og du kan læse om opgøret efter slutfløjt på LigaBold.dk og bold.dk. Der er kampstart klokken 19.30.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]