Danmarksserien Pulje 3

Horsens-ikon er manden bag klub-forvandling

Foto – Horsens fS (JS-hold) Horsens fS

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Horsens fS spillede i starten af 2015 i Serie 3, og på dette tidspunkt var den jyske klub i store vanskeligheder. Klubben var blot et mål fra at rykke ned i Serie 4, men mandskabet reddede sig. Folkene bag klubben kunne ikke forstå, hvorfor klubben præsterede så dårligt. Klubben burde være det lokale flagskib inden for seriefodbold.

Den store undren blev til handling for seks mennesker, som havde stor tilknytning til AC Horsens’ moderklub Horsens fS. John Laursen, Ulrich Topp, formand Flemming Jensen, manager Lars Jæger samt Jørn Simmenæs og AC Horsens-ikonet Søren Jochumsen mødtes med et punkt på dagsordenen – at få holdet tilbage på rette spor og med et helt klart mål. Klubben ville spille i Danmarksserien i 2020.

Den nuværende træner HfS Elite-træner og tidligere spiller i Horsens fS Jørn Simmenæs siger til LigaBold.dk, at holdet i begyndelsen af 2015 bestod af studerende fra VIA University College, som er en stor uddannelsesinstitution ved siden af klubben. De seks ambitiøse folk fik dog hurtigt sat deres aftryk på klubben.

– Så indførte vi noget, der hed semi-pro om fredagen, hvor vi kørte noget ekstra træning for alle de unge spillere. Så lykkedes det at rykke op i Serie 2 med det samme, og så havde vi tre halvsæsoner i Serie 2, hvor vi havde utroligt svært ved at rykke længere op, siger Jørn Simmenæs til LigaBold.dk.

På dette tidspunkt blev et trænerskifte essentielt for klubben. De skulle have en rutineret mand ind, som vidste, hvordan man rykkede op.

– Så var det, at den nuværende træner Søren Matz kom til for at se, om han kunne gøre et eller andet. Det lykkedes så meget godt, da han har rykket os fra Serie 2 til Serie 1, fra Serie 1 til JS og fra JS til JS1. Så fik vi en gave af DBU, da det blev besluttet, at vi skulle møde Fuglebakken KFUM over to kampe om at komme i Danmarksserien, siger Jørn Simmenæs.

Rejsen er dog ikke gået helt gnidningsfrit for Horsens fS, og klubben oplevede en stilstand i slutningen af 2016, hvor det ikke kørte for mandskabet.

– Vi var lidt nervøse i efteråret 2016 og i foråret 2017, da vi havde svært ved at komme ud af Serie 2. Vi havde et potentiale, hvor vi mente, at vi godt kunne komme ud af Serie 2. Det var dog en rigtig svær række, hvor der var nogle dygtige Aarhus-hold. Der lykkedes det ikke for os over to halve sæsoner.

– Så blev Søren Matz kaldt ind til efteråret for at komme med alt den erfaring, som han har. Han er en af de trænere i vores Horsens-område, der har allerflest oprykninger i serierne. Der kom en fornyet vilje og gejst, som blev tilsat det, som der var skabt i forvejen, som gjorde en forskel i en tid, hvor vi stod lidt i stampe. Da vi havde sådan en målsætning, så var der ikke mange halvsæsoner, hvor vi kunne være i Serie 2, når vi var så ambitiøse.

Jørn Simmenæs erkender, at herrerne var meget ambitiøse, da de sagde, at Horsens fS skulle spille i Danmarksserien i 2020.

– Det var en meget ambitiøs og næsten uopnåelig målsætning. Vi har vist, at det faktisk godt kan lade sig gøre, hvis man sætter sig ned og laver en ambitiøs målsætning og har de rette folk med. Det er selvfølgelig også vigtigt.

Fantastisk rejse

Horsens-ikonet Søren Jochumsen har været med hele vejen, og han siger til LigaBold.dk, at det har været vildt at følge klubbens udvikling.

– Det har været en fantastisk spændende rejse, som vi har været igennem. Efter at jeg stoppede i Superligaen, spillede jeg i den lokale klub i Stensballe, og der kom så en ung målmand, der gerne ville spille, og det ville jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for. Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg bare ville spille noget gammelmands-fodbold i HfS, men blev sådan ret hurtigt overtalt til at tage en tørn i Serie 3, siger Søren Jochumsen til LigaBold.dk.

Jochumsen mener som Jørn Simmenæs, at målsætningen var meget optimistisk, og den rutinerede målmand har da også haft sin tvivl i løbet af årene.

– De første par år syntes jeg, at det var en meget ambitiøs målsætning, men jeg må rose de folk, som har sat målsætningen op. Her må jeg sige, at de har været meget fremsynet og egentlig også realistiske i deres vurdering af det. Jeg var dog selv lidt skeptisk i starten af processen, men jeg blev mere og mere overbevist om det, jo længere vi kom frem, og jo bedre vi præsterede og fik de oprykninger, der skulle til. Til sidst syntes jeg, at vores trup så så stærk ud, at jeg tænkte, at det godt kunne lade sig gøre. Der var tvivl i starten, men det var der ikke i slutningen.

Den store forløsning kom i den seneste sæson, da Horsens fS skulle spille to kampe mod Fuglebakken KFUM om en plads i Danmarksserien grundet corona-virussen. Her hev Søren Jochumsen flere mirakuløse redninger op i returkampen, der var med til at sikre Horsens fS en samlet sejr.

Målmanden med 524 førsteholdskampe for AC Horsens på CV’et har en klar idé om, hvorfor det netop er lykkes for Horsens fS at forvandle sig som klub.

– Det er primært hårdt arbejde og holdånd. Det har især gennemsyret hele projektet. Selvom jeg er 20 år ældre end mange af dem, som spiller på holdet, så er man stadig en del af det samme hold. Mange af de unge spillere er også kammerater og har haft et godt omklædningsrum, hvor der altid har været skæg og ballade uden for banen.

– Når vi så har trænet, har der også været fokus på at arbejde hårdt. Det har der også været i kampene. De her unge mennesker kommer også fra et miljø i AC Horsens igennem deres ungdomsakademi, så det er også nogle spillere, der er vant til at træne mere end en til to gange om ugen. Det vidner også om, at de rette værdier har været der. Man ved jo med unge mennesker, at der altid er nogle ting, som skal styres ordentligt på plads, så de unge har en retning at gå efter, siger Jochumsen.

Jochumsen har haft stor betydning

Jørn Simmenæs mener ikke kun, at det er de gode værdier, der har været udslagsgivende for de mange oprykninger. 44-årige Søren Jochumsen har været en af kulturbærerne i klubben og har haft enorm betydning.

– Det betyder meget. Hans erfaring og hver gang han åbner munden, så er det noget, som de unge mennesker lytter til, da de godt ved, at han er en legende i AC Horsens og har klubrekorden på 524 kampe, så han er et ikon i klubben. Søren er udover at være et rart menneske, så han har en sindssyg vinderholdning.

– Han kan ikke acceptere, at der bare bliver sløset et enkelt sekund til træning. Han går meget op i nærmest at spille til nul, og han er virkelig ihærdig. Det er lidt Peter Schmeichel-agtigt, han skælder dog ikke ud som Peter Schmeichel, men han går så meget op i det. Det er også det allerbedste, som man kan have som træner. Det er at have sådan nogle folk, der har den indstilling til tingene, siger Jørn Simmenæs.

Fremtiden er også lys for Horsens fS, hvor man spørger Søren Jochumsen, der nu er målmandstræner i HfS. Flere unge spillere har potentiale til at spille på et højere niveau end Danmarksserien, vurderer den rutinerede målmand.

– Det ser rigtig spændende ud. Holdet er ungt. De mangler måske nogle lidt flere rutinerede typer. Jeg var jo med i den seneste sæson, men er væk nu. Og så har vi også en Mads Damgaard, som har sprunget akillessenen. Så det er en Martin Thomsen, der skal trække lidt i trådene på holdet. Det vidner om, at hvis man kan holde sammen på truppen, så er der en fantastisk spændende fremtid for Danmarksserieholdet, og det er også godt for de her unge mennesker at blive matchet på et rigtig fint niveau, som Danmarksserien er på, for at de kan udvikle sig.

– Jeg tror også på, at der er flere af de her spillere, der måske også kan tage steppet op til 2. division, hvis de bliver ved med at arbejde hårdt og gerne vil udvikle sig med deres fodbold. Det kræver dog, at de har den ambitiøse tilgang til fodbolden, siger Søren Jochumsen til LigaBold.dk.

Horsens fS er lige nu placeret på en tiendeplads i Danmarksseriens pulje 3 og har tre point efter fire kampe.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]