Sjællandsserien Pulje 1

Hurtigt serietalent: Kaldes ‘Den danske Vardy’

FC Rudersdal-holdfoto – Mads-Emil Røstbjærg – nummer to fra venstre på bagerste række – Foto – FC Rudersdal

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Sjællandsserie-klubben FC Rudersdal råder over 18-årige Mads-Emil Røstbjærg, og han er aldeles rap på fødderne, da den unge seriespiller har et hurtigt antrit, der får mange forsvarsspillere i Sjællandsserien på glatis.

Den hurtige angriber siger til LigaBold.dk, at hans spidskompetence har betydet, at han har fået tilnavnet ‘Den danske Vardy’ efter Jamie Vardy grundet sin hurtighed.

– Det er faktisk noget, som jeg bliver kaldt af flere af mine venner (‘Den danske Vardy’), da jeg minder meget om det (Jamie Vardy, red.), fordi det er også den vej, som jeg går, fordi jeg kommer lidt fra de lavere rækker og ikke nødvendigvis fra de store hold. Jeg kommer lidt fra de lavere rækker, og jeg hygger mig dernede, og på et tidspunkt vil jeg gerne slå igennem, siger Mads-Emil Røstbjærg til LigaBold.dk.

Rudersdal-spilleren sætter også lidt tal på sin hurtighed.

– Jeg er rigtig hurtig. Jeg løber 30 meter på lige under fire sekunder. Jeg er god i bagrummet og til at finde pladsen der. Jeg er også ret god til at lægge op til mål. I den her sæson har jeg lavet otte assists som angriber og seks mål i 11 kampe.

Selvom Røstbjærg blot er 18 år og bliver 19 år til januar, så han har allerede prøvet lidt af hvert. Han fortæller, at han både har været i FC Nordsjælland som helt ung, og så var den østrigske klub Salzburg interesseret i at snuppe ham.

– Jeg startede i FC Rudersdal som helt lille, og jeg spillede der, til jeg var 12-13 år, hvor jeg så blev scoutet til FC Nordsjælland med fire af mine gode venner. Der spillede jeg i et års tid, men der fandt jeg ud af, at det simpelthen ikke var så meget mig at træne så mange gange om ugen, og jeg mistede faktisk også lidt lysten til at spille fodbold, fordi det blev så konkurrenceagtigt, og det var jeg ikke klar til i den alder. Så skiftede tilbage til BSV, som er Rudersdal i dag.

– Så havde jeg mod på lidt mere efter et års tid. Så prøvetrænede jeg i B93, og jeg var egentlig god nok, men så fik min mor et job i Østrig, og så flyttede vi til Wien, og så spillede jeg i en klub, men det kan man ikke sammenligne med Danmark. Efter et lille halvt års tid fik jeg et tilbud fra blandt andet Salzburg, og det var jeg heller ikke klar til, fordi så skulle jeg væk fra familien, og det var en familieting, at vi var taget derned.

Hvordan var det, at Salzburg vidste interesse?

– Det var ret vildt, men det var også i en rimelig ung alder som 14-15-årig, og jeg var ikke klar til at flytte væk fra min familie.

Efter tiden i Østrig vendte Røstbjærg tilbage til FC Rudersdal, hvor han først spillede på klubbens U19-hold, og senere hen er han blevet en etableret del af Sjællandsserie-holdet. Det betyder, at han har fået mere mod på fodboldkarrieren igen.

Lærer meget i Rudersdal

Mads-Emil Røstbjærg mener, at han godt kan begå sig på højere niveau, og han er ved at finde sit ‘gamle’ niveau fra ungdomstiden.

– Jeg vil sige, at jeg er ved at være deropad igen, fordi en af mine gode venner spiller for HIK U19, og der vil jeg mene, at jeg godt kan være med efterhånden. Vi spillede lidt en for sjov U19-kamp her i efteråret for to uger siden, hvor vi faktisk vandt over Næstved U19, der er i U19 Divisionen, hvor jeg scorede til 1-0, og vi vandt 1-0. Jeg vil sige, at jeg godt kan være med på det niveau, fordi jeg har den her enorme speed, og det er der ikke mange, der kan konkurrere med, siger Røstbjærg, der pointerer, at hans hurtighed gør ham til en stor trussel i bagrummet.

Lige nu lærer den unge angriber meget i Sjællandsserie-klubben, der kan gavne ham på sin videre færd i fodboldverdenen.

– Jeg synes også, at der er et godt træningsmiljø, og vi har fået to rigtig gode trænere, som begge har trænet i B93 og lidt andre større klubber, så de har bragt noget nyt ind i det, og jeg kan lære meget, siger Mads-Emil Røstbjærg til LigaBold.dk.

Mads-Emil Røstbjærg og resten af FC Rudersdal-mandskabet indtager femtepladsen i Sjællandsserien Pulje 1 med 18 point efter 13 kampe. I efteråret har den unge angriber spillet 11 kampe.