Københavnsserien

Husum jagter ny træner: En helt unik klub

Husum

Af Mathias Aastrup, journalist på LigaBold.dk

Lørdag d. 13. november 2021 afsluttede Husum BK efterårssæsonen i Københavnsserien med en 2-1-sejr over Dragør BK. Det var samtidig et farvel og tak til holdets cheftræner, Richard Lilja. Han nåede godt og vel halvandet år som cheftræner for klubben.

Husums formand, Johnny Erik Nielsen, fortæller i et interview med LigaBold.dk, hvorfor partnerne ikke har valgt at forlænge samarbejdet, og hvilken slags træner Husum søger.

For at forstå baggrunden for, hvorfor parterne ikke har valgt at forlænge samarbejdet, skal man se tilbage på deres seneste sæson, hvor Husum befandt sig i Danmarksserien og lige pludselig stod i en temmelig problematisk situation. Deres daværende træner Henrik Dick Nielsen valgte at opsige hans kontrakt med øjeblikkelig virkning i september 2020, og Richard Lilja, som lige var begyndt i klubben på et fodbold-fitness hold, trådte til.

At et prominent navn som Richard Lilja overhovedet var en mulighed for Husum skyldtes, at hans skifte til ghanesisk fodbold var blevet forpurret på grund af coronavirussen kort tid forinden. Lilja og Johnny Erik Nielsen blev hurtigt enige om, at Lilja skulle træne holdet resten af 2020. Det endte dog med, at han fortsatte som cheftræner indtil efterårssæsonen i 2021 sluttede, hvor han også har hjulpet til på klubbens ungdomshold.

– Han brugte samtidig en del af sin tid nede på vores ungdom (ungdomshold, red.), fordi han jo også har en rimelig bred uddannelse både med hensyn til ungdom og seniorer, og han arbejder for DBU (Dansk Boldspil-Union, red.), hvor han også underviser trænere. Så gjorde vi det, og det, der også ligger i det, er, at det selvfølgelig også er en dyrere løsning end bare en normal træner, og vi er jo ikke en klub med uanede midler. Så vi havde aftalt, at når vi kører her d. 30. november lukker og slukker vi og siger tak til hinanden, siger Johnny Erik Nielsen til LigaBold.dk.

Husum skal derfor nu efter et udramatisk brud ud og lede efter en ny træner. De vil helst have en erfaren træner, som har erfaring med trænergerningen på minimum Københavnsserie-niveau, men de vil ikke afvise, at andre også kan komme i spil.

De leder dog især efter en træner, der vil bringe klubbens egne unge spillere. Deres kommende træner skal ikke forvente en stor pose penge, men hvad vedkommende kan se frem til er et fantastisk fællesskab.

– Vi har en masse unge mennesker, som har det der Husum-DNA, så det skal jo også være en træner, som kan gå ind og ligesom leve sig ind i den måde, som vi kører på, fordi vi kører meget det her med klubliv. Vi kan ikke betale kæmpe lønninger eller alt muligt andet, men til gengæld får du noget den anden vej rundt. Du får nogle gode faciliteter, et klubliv som du ikke ser mange andre steder og mange fans på lægterne. Vi har 400 tilskuere til kampene, og vi har indløb, røg og alt muligt andet.

-Der er stor opmærksomhed alle veje fra, så på den måde gør vi rigtig mange ting, og vi er et rigtig godt sted at være, og det er også det, vi hører fra de trænere, som vi har haft og alle mulige andre, som er kommet hertil og ikke har været her før, og de siger, at det er helt unikt det, som vi har. Så det kan vi leve langt på og bygge meget på. Vi bliver jo aldrig et divisionshold, det må vi bare indse, sådan er det, men kan vi ligge fast i KS (Københavnsserien, red.) og måske oppe i DS (Danmarksserien, red.) i ny og næ, så det er fint, og kan vi så udvikle og få vores andre hold så højt op som muligt, så er det godt.

– Det er sådan set det, som vi leder lidt efter kan man sige, og så selvfølgelig en træner, der går ind og siger at det er træneren, der bestemmer. Det er træneren, der har omklædningsrummet. Vi skal ikke have én, der bliver kørt ud på et sidespor, for så kan man hurtigt tabe det hele.

Ingen lykkeriddere i Husum

Husums kommende træner skal derfor have det godt med at være en del af fællesskabet, samtidig med at vedkommende skal kunne sætte sig i respekt. Herudover er det vigtigt for formanden, at den nye træner bruger klubbens unge spillere, da de har dårlige erfaringer med trænere, der hiver alle mulige spillere ind.

– Det vi søger er selvfølgelig én træner, der kan være med til at videreudvikle de her unge spillere. De har jo meget at lære endnu, selvom vi havde nogle af dem med oppe på DS (Danmarksserien, red.), og man kan sige, at de er stadigvæk unge, så de kan jo stadigvæk lære en masse, så derfor er det også vigtigt, at vi har en træner som selvfølgelig også ved hvilken vej, som vi skal gå, og hvad man kan gøre for at lære de her unge mennesker at blive bedre i nogle forskellige situationer. Det kan være med bolden, det kan være i løb, det kan være noget taktisk, som det kan være fysisk og så videre.

– Så vi har noget potentiale til at udvikle og komme videre med. Vi skal ikke ud at finde en masse af de her lykkeriddere, som jo også findes. Vi vil ikke have, at der nu kommer otte nye spillere udefra, som skal ind at være her, hvis de så kun er her i et halvt år og skubber resten væk, det gider vi ikke. Der har vi været engang, det gider vi ikke igen.

Dog vil formanden ikke afvise, at der kan blive hevet et par spillere ind på forskellige positioner for at øge konkurrencen om pladserne. Særligt på en plads:

– Vi har ikke noget imod, at der kommer en ekstra spiller til et par pladser. Så vi har en ekstra midterforsvar, midtbane- og angrebsspiller. Vi mangler måske en rigtig angriber. Vi mangler en rigtig bomber, det har vi sgu ikke. Så det kunne vi rigtig godt tænke os at få tilbage.

Afslutningsvist fortæller formanden om klubbens målsætning både for den resterende del af sæsonen til foråret, men især også med henblik på fremtiden over de næste par sæsoner.

– Det var vores målsætning, at vi skulle ligge i den gode halvdel, når den her halvsæson var færdig også, fordi vi vidste, at vi skulle starte helt forfra, så det var vigtigt, at vi ikke lå og rodede rundt nede i bunden. Så vores målsætning er fortsat, at vi bliver der, hvor vi er. Skulle vi få nogle point, der gør, at vi er med i en oprykningskamp, så er det sådan det er, men det er ikke det som vi higer efter.

– Vi går efter at være et hold, der kan udvikles, så vi om et år eller to lige pludselig har et hold, der kan spille med om topplaceringerne igen. Der er spillerne måske blevet 20-21 år, og de har lige pludselig en 60-70-80 førsteholdskampe på bagen, og de har fået en masse at bygge på. Så vi har potentialet til at sige, at nu skal vi være med om oprykningspladserne og ligge med i toppen de næste mange år. Om det så medfører en oprykning eller ej, det må tiden vise men så ligger vi med hele tiden, hvor det er sjovt og på den måde får vi også udviklet spillerne, siger Johnny Erik Nielsen.

Johnny Erik Nielsen mener, at Richard Lilja har efterladt holdet i en god forfatning efter den turbulente tid i sensommeren 2020.

Husum BK går til pause som nummer seks i Københavnsserien. Der er ni point op til opryknings-play-off og syv point til nedrykningspladserne. Husums kommende træner har derfor et godt udgangspunkt for at prøve egne ideer af og lære holdet bedre at kende i den kommende forårssæson.