Jyllandsserien 1 Pulje 1

JS-hold henter brasiliansk spiller med flot CV

Renato De Vecchi – Foto – FC Djursland

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk 

Det er ikke hver dag, at en brasiliansk spiller, der har stor erfaring, betræder græsbanerne i Jyllandsserien, men det bliver nu tilfældet.

FC Djursland har nemlig sikret sig brasilianske Renato De Vecchi, der har prøvet meget som fodboldspiller.

Offensivspilleren har samlet sig stor erfaring fra ophold i Brasilien, Australien, Nordirland, Kroatien, Sverige og Norge. I Nordirland har han spillet i den bedste række for Glenavon.

Danmark er dog ikke helt fremmed for ham, da offensivspilleren har tørnet ud for danske klubber før.

Han spillede for FC Djursland tilbage i efteråret 2013, inden han drog til Kroatien. Efterfølgende spillede han for Skive IK i 1. division og Thisted FC i 2. division.

Renato De Vecchi, der også har italiensk pas, siger til LigaBold.dk, at han er vendt tilbage til Danmark, da den erfarne brasilianers bror bor i Danmark. Han har senest spillet for Lillehammer FK i Norge.

– For det første var FC Djursland det første hold, som jeg spillede for i Europa, da jeg kom fra Brasilien. Min bror (Raphael De Vecchi, red.) har boet i Grenå i ret lang tid nu. Han arbejder på et projekt, der hedder Brazil Football College, og det samarbejder med FC Djursland og cheftræner Felipe Soares. Jeg spillede i Norge, men grundet corona havde jeg ikke mulighed for at se min bror i to år, så jeg tog hen for at besøge ham nu.

– Jeg så projektet i klubben, og jeg kender nogle af spillerne. Jeg har set nogle af kampene, og jeg er meget imponeret over holdets niveau. De vil gerne rykke op, og jeg vil gerne hjælpe dem. Jeg kommer til at være en del af holdet i denne sæson, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er meget spændt, siger Renato De Vecchi til LigaBold.dk.

Talentfuld gruppe

Den 33-årige angriber siger, at han kan komme med en masse rutine fra en lang fodboldkarriere.

Han har fået et rigtig godt indtryk af Jyllandsserie-klubben, men han mener også, at han skal være ekstra skarp, selvom tilværelsen nu står på Jyllandsserie-fodbold for brasilianeren.

– Jeg synes, at det er sværere at spille i de lavere rækker, fordi man bliver nødt til at være meget skarp, da det er meget fysisk. Jeg synes, at det er en meget talentfuld gruppe, og det er også derfor, at jeg har valgt at skifte dertil.

Planen er, at Renato De Vecchi skal spille for FC Djursland i denne sæson, men han er åben for at blive længere i den jyske serieklub.

– Lige nu er mit fokus på at rykke op med FC Djursland. Derefter må jeg se, hvad der kommer til at ske. Min plan er at blive her, men man ved aldrig med fodboldverdenen, siger Renato De Vecchi til LigaBold.dk.

Ifølge transfermarkt.com har Renato De Vecchi spillet for Brasilis, Sao Caetano, Sao Bento (SP), Rio Claro FC, Barueri, FC Djursland, HBDNK Mosor, Skive IK, Thisted FC, Glenavon, Gällivare FF, South Hobart FC og Lillehammer FK, og nu er offensivspilleren tilbage i Danmark.

FC Djursland indleder Jyllandsserien 1 Pulje 1 mod Randers Freja lørdag 26. marts.