Jyllandsserien Pulje 2

JS-klub sikrer sig tidligere Superliga-angriber

Kenan Hajdarevic – Foto – Vatanspor

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Søndag skrev LigaBold.dk, at Jyllandsserie-holdet Vatanspor har sikret sig den tidligere AGF-angriber Sanel Kapidzic.

Nu henter klubben fra Brabrand endnu en markant forstærkning.

30-årige Kenan Hajdarevic siger til LigaBold.dk, at han er ny spiller i Jyllandsserie-klubben Vatanspor, der til foråret skal spille i Jyllandsserien 1.

Angriberen har prøvet lidt af hvert i karrieren. Han har både Superliga-erfaring fra ophold i AC Horsens og SønderjyskE, samt været på udlandsophold i svensk, færøsk og spansk fodbold.

For få år tilbage sprang angriberen akillessenen, og han vil nu hellere fokusere på en karriere ved siden af fodbolden. I efteråret spillede han to kampe i 2. division for Brabrand.

– Efter jeg kom hjem fra Spanien (spillede i Atletico Ibanes, red.), trænede jeg lidt med i Brabrand. Jeg kunne godt se, at jeg skulle i gang igen, men jeg har også et privatliv uden for fodboldbanen. Jeg har færdiggjort min uddannelse, og så skulle jeg tage en beslutning, om jeg stadig skulle jagte drømmen om at komme tilbage på et nogenlunde niveau, efter jeg havde sprunget min akillessene. Jeg har nu besluttet mig for at fokusere på det civile, og det passede så sammen med, at jeg kender mange i Vatanspor blandt andet Osman (Osman Eroglu, red.), der er sportschef.

– Det er jo et noget lavere niveau, end hvad jeg har været vant til at spille, så jeg kan byde ind med meget, og jeg har stadig lyst til at spille fodbold – bare på et andet plan. Jeg kender mange af spillerne fra min AGF- og AC Horsens-tid. Klubben (Vatanspor, red.) havde også mod på at finde et arbejde til mig, som var indenfor min uddannelse, og det, synes jeg, lød super tiltalende, at de ville hjælpe med det også, siger Kenan Hajdarevic til LigaBold.dk.

Vil slutte karriere med barndomskammerat

Kenan Hajdarevic glæder sig til at komme i gang i Vatanspor. Klubben har store ambitioner og håber på at kunne kalde sig Danmarksserie-hold til næste sæson. Det har tiltalt angriberen meget. Derudover er han gode venner med Sanel Kapidzic, der også er ny spiller i klubben.

– Ambitionerne betyder selvfølgelig meget, da jeg stadig har meget guf i mig. Det betyder meget at være med til et projekt. Klubben er ikke så gammel (fra 1989, red.), men i den tid, som den har været der, har den formået at rykke op og op. Holdet har ambitioner om at se, hvor langt den kan komme. Nu er Sanel (Sanel Kapidzic, red.) også kommet med på toget. Han er min barndomskammerat, så det betyder også meget at være med til et projekt sammen med ham, og på den måde slutte karrieren af sammen, som vi også startede.

– Der er sket meget i klubben. Der er blandt andet blevet lagt nyt dræn i banen, og der bliver også gjort meget uden for banen. Man vil gerne lave et nyt klubhus og har fået oprettet et kvindehold. Man vil gerne lave aktiviteter, så det ikke bare bliver fodbold, men også andre ting, så man kan deltage i fællesskabet.

– Derudover er klubben meget tæt på, hvor jeg bor, ved søen i Brabrand. Jeg kan lige cykle eller gå derhen. Det var interessant for mig. Jeg kender også træneren Volkan (Volkan Ceran, red.), og han er også meget engageret. Man kan så sige, at det er Jyllandsserien 1. Selvom det er Jyllandsserien 1, så brænder klubben stadig lige så meget for det som mange andre hold i højere rækker, siger Kenan Hajdarevic til LigaBold.dk.

I Superligaen spillede han 45 kampe med seks mål til følge i årene 2010 til 2014 i AC Horsens og SønderjyskE. Han startede som helt ung på ungdomsholdene i AGF.

Angriberen har tørnet ud for hele otte seniorklubber: FC Fredericia, AC Horsens, SønderjyskE, svenske Jönköping, AB, færøske KI Klaksvik, Brabrand og spanske Atletico Ibanes, og nu føjer han sin niende klub til CV’et i form af Vatanspor.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]