3. Division

Karlslunde IF-assistenttræneren var meget tilfreds med holdets comeback

Karlslunde IF inden kamp – Foto – Karlslunde IF

Hvordan vil du beskrive kampens forløb?
Omskifteligt. FC Roskilde sad på meget af spillet før pausen, men uden at blive rigtig farlige, og der skulle en brystkasse fra vores side til at hjælpe dem til føringen. Efter pausen var vi efter min overbevisning klart bedst både med og uden bolden, og vi burde have lavet (et eller flere) mål her, men forskellen på top og bund var, at Roskilde kun skal have en halv chance, og på et indlæg blev vi oversprunget og kom bagud 0-2 på et hovedstød. Vi rejste os dog hurtigt og kom på 1-2 ved Simon Raahave, og Julius Lip udlignede ganske fortjent kort før tid. Roskilde kunne have stukket af med det hele i det følgende angreb, hvor vores keeper igen reddede point til os, og indskiftede Mads Julø heldigvis sparkede returen over fra fem til seks meter.

Var du tilfreds med det I viste i kampen, og hvorfor?
Jeg er ovenud tilfreds med drengenes indsats på banen. Det kræver mod og hjerte at rejse sig på den måde, hvor andre havde lagt sig til at dø. Nede 0-2 med 15 minutter igen imod det ubestridte tophold, som man endda har haft i sækken og taktisk udspillet/skabt større og flere chancer end. Respekt til hele holdet.

Hvem vil du fremhæve som kampens spiller, og hvorfor?
Lirim Saidi som havde sin startdebut for os på en måske lidt uvant position, men som bare udfyldte den til UG. Hvad hans lange ben dog ikke kom i vejen for og stoppede af potentielt farlige angreb. Havde han blot kronet det med et mål i stedet for at heade på overliggeren, så havde han stået endnu mere imponerende frem. Samtidig vil jeg fremhæve vores defensiv – og her tænker jeg på alle 11 – for en yderst koncentreret indsats. Roskilde skiftede to kanter i pausen og desuden deres 9’er og 10’er ud – det aftvinger respekt fra den gamle forsvarer her, og det var en cadeau til forsvaret.

Synes du, at resultatet er retvisende, og hvorfor?
Når man er bagud med to imod et tophold med et kvarter igen, skal man være tilfreds med det ene point, men vores anden halvleg var til mere end blot det ene, og Roskilde måtte også trække sig fra deres pres på grund af vores gode boldomgang. Umiddelbart må de også være tilfredse med det ene point, selvom de naturligvis havde forventet mere. Det bar deres kommentarer også præg af under kampen.

Hvad var kampens højdepunkt?
Vores brændte friløber var et højdepunkt, og Julius vidste, at han skyldte en pind. Derfor var det et endnu større højdepunkt at se ham heade Mark Moesgaards indlæg ind til fortjente 2-2.

Hvad skal I gøre for at blive bedre før jeres næste kamp?
Vi skal huske, at succes kræver mod og hårdt arbejde, og at fiasko kun er midlertidigt. Ligesom vi hurtigt glemte vores grumme halvleg fra sidst, lige så hurtigt skal vi lægge dette point bag os og fokusere på den næste modstander.

Seneste kamp:
Modstander: FC Roskilde
Resultat: 2-2

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED