Sydbank Pokalen

Kim Aabech er imponeret over Serie 1-hold

Kim Aabech – Foto: Anders Jensen

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Mimersparken (LigaBold.dk): Onsdag aften var 1. divisionsmandskabet en tur i Mimersparken for at møde Serie 1-holdet Nørrebro FF i anden runde af Sydbank Pokalen. Hvidovre kom planmæssigt foran, da Kim Aabech scorede på et straffespark, men Billal Oali fik udlignet for hjemmeholdet.

I anden halvleg sikrede debutanten Christoffer Boateng sejren til Hvidovre med to scoringer.

Kim Aabech siger til LigaBold.dk, at han synes, at Nørrebro FF leverede en rigtig god kamp, og den tidligere Superliga-angriber er endda imponeret over Nørrebro-mandskabet.

– Med de her pokalkampe er der masser af liv, og de skulle give alt, hvad de havde for at få en sejr her. Det synes jeg sgu, at de gjorde godt, selvom det er et Serie 1-hold. De gav masser af liv, og det var deres livs chance for at spille mod et tophold i dansk fodbold, så det var interessant at se, men vi hev den hjem til sidst, og nu er vi videre, og det er det vigtigste, siger Kim Aabech til LigaBold.dk.

Er du imponeret over, hvad Nørrebro FF viste?

– Ja, jeg synes faktisk, at de har et par fine spillere. Deres angriber med nummer 25 (Billal Oali, red.) var faktisk rimelig stabil, selvom han har lidt på maven. Så havde de nogle gode midterforsvarer, der tog fra, og det var deres livs kamp, og det kunne man godt se, så stor cadeau til dem.

‘Så lidt skidt ud, da de kom på 1-1’

I første runde vandt Hvidovre IF med hele 9-1 over Danmarksserie-mandskabet Herstedøster IC, mens det ‘blot’ blev til 3-1 over Nørrebro FF fra Serie 1. Banen i Mimersparken gjorde det svært for Hvidovre, mener Aabech.

– Forskellen var, at det her hold (Nørrebro FF, red.) var lidt mere kompakt, og så formåede vi heller ikke at spille lige så godt på den bane. Banen var lidt tør, og lyset sad måske heller ikke så skarpt derude, men det udnyttede de, og de er vant til at spille herude. Vi er bare glade for at gå videre, for det så lidt skidt ud, da de kom på 1-1, siger 38-årige Aabech.

Hvad fik I talt om i pausen? Nåede I at blive nervøse?

– Vi følte, at vi havde kontrol over kampen, men de fik selvfølgelig et lortemål, hvor de fik lov til at spille mand-mand dernede, men han (Billal Oali, red.) kom igennem og sparkede den godt ind. Vi fik holdt tålmodigheden i anden halvleg og kørte den sikkert hjem.

I tredje runde venter 2. divisionsholdet FA 2000, og den kamp bliver spillet onsdag 22. september klokken 16.30 på Jens Jessens Vej. Her forventer Aabech en anden type kamp end onsdagens opgør.

– Det bliver lidt en anden kamp, men nu har vi en vigtig kamp på søndag først, men det er klart, at FA 2000 er en lidt større størrelse end det her, men det er et hold, som vi skal slå for at gå videre i pokalen, og det skal vi nok også gøre, siger Kim Aabech til LigaBold.dk.

Hvidovre IF møder på søndag topholdet FC Helsingør i 1. division, og den kamp bliver spillet søndag 12. september klokken 12.45 i Helsingør. Aabech og co. indtager fjerdepladsen.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]