Københavnsserien

KS-klub gafler tidligere Græsrødderne-spiller

Anders Jochumsen – nummer tre fra venstre og Kenni Kildeskov Olsen – nummer to fra venstre – Foto – Anders Jensen

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Vigerslev Boldklub (LigaBold.dk):

LigaBold.dk kunne tidligere denne lørdag fortælle, at Anders Jochumsen bliver ny cheftræner i Vigerslev Boldklub. Han kommer dog til at have en assistent ved sin side, der også har prøvet lidt af hvert.

LigaBold.dk kan nemlig fortælle, at den tidligere FC Græsrødderne-spiller Kenni Kildeskov Olsen kommer til at være assistenttræner i Vigerslev Boldklub.

Kenni Kildeskov Olsen siger til LigaBold.dk, at han glæder sig meget til at blive en del af Vigerslev Boldklub.

– Det var meget naturligt. Anders (Anders Jochumsen, red.) er min gode kammerat og sparringspartner i hverdagen også. Jeg har længe godt ville have en assistenttrænerrolle et sted, men jeg skulle også finde det rette sted, hvor det passede ind, og det gør Vigerslev, og det er det rigtige tidspunkt. Det glæder jeg mig sindssygt til, siger Kenni Kildeskov Olsen til LigaBold.dk.

Kenni Kildeskov Olsen, der er fra 1983, har fulgt Vigerslev Boldklub en del, og han synes, at klubben har et mix af det sociale og seriøs træning.

– Jeg er selv født og opvokset i Hvidovre, og jeg har set lidt og fulgt lidt med i, hvad der foregår herude. Jeg har spillet mange kampe i Avedøre selv, og jeg har hørt, at Vigerslev er på vej frem og en god klub. Det er hamrende seriøst, men der er også det sociale, og det, synes jeg, matchede perfekt til mig og Anders (Anders Jochumsen, red.), siger Kenni Kildeskov Olsen til LigaBold.dk.

Kenni Kildeskov Olsen spillede sine ungdomssår i Hvidovre IF, hvorefter turen blandt andet gik videre til Avedøre IF, hvor han spillede mange kampe i Danmarksserien. Han har også været en del af Glostrup og Rishøj og Kenni Kildeskov Olsen har også spillet i de danske divisioner.

Midtbanespilleren spillede for FC Græsrødderne i en sæson fra sommeren 2017 til sommeren 2018. Han har på det seneste spillet oldboysfodbold i Hvidovre IF og lidt seriefodbold i Herfølge.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]