Danmarksserien Pulje 1

Kulturbærere stopper som trænere efter en hård corona-tid

Thomas Lynge og Michael WInther – Foto – Union

Af Mathias Aastrup, journalist på LigaBold.dk

D. 6. november 2021 havde trænerteamet Michael Winther og Thomas Søgaard Lynge deres sidste kamp i spidsen for BK Union. En hæsblæsende kamp, som BK Union dog endte med at tabe 4-5 til topholdet Ishøj IF. De to trænere er ikke helt ukendte for klubbens fans, da de har en lang tid bag sig i klubben som anførere, hvor de i sin tid hjalp med at etablere holdet i Danmarksserien.

Sportschefen Mads Andersen fortæller i et interview med LigaBold.dk, hvorfor trænerteamet og klubbens veje skilles efter trænernes forholdsvist korte ophold i klubben.

– De har valgt at trække stikket, et halvt år inden de havde kontraktudløb, og det skyldes egentlig primært, at de var ved at løbe lidt trætte i det. Det har været en virkelig lang sæson for dem, som startede med corona og at man trænede fem og fem i vinter til en meget kort sommerpause på en måned. Så jeg tror, at de synes, at det tog hårdt på dem, og det var måske også godt at få noget ny energi ind, siger Mads Andersen til LigaBold.dk.

Det har med andre ord været et trænerteam, der har lidt mentalt under den hærgende coronavirus. En virus, der virkelig har påvirket deres korte ophold i klubben.

De kom til klubben i sommeren 2020, hvor de ikke fik længe med holdet, før turneringskampene ventede. De så derfor frem til en vinterpause, hvor de virkelig kunne træne nye taktiske ideer med holdet.

Det blev dog aldrig til noget for alvor, da landet i vinteren 2021 blev lukket ned på ny. Den seneste nedlukning betød, at da, de kunne vende tilbage til træningsbanen i april 2021, var der mange kampe, der skulle indhentes, hvilket også resulterede i en meget kort sommerferie senere på året.

Hele dette corona-forløb har betydet, at det afgående trænerteam kun har haft fire træningskampe i deres tid i klubben.

Klubben har tilmed også været inde i en resultatmæssig skidt periode, som de dog var ved at få arbejdet sig igennem. Derfor ærgrer det da også sportschefen, at trænerteamet har valgt at trække sig.

– Vi har haft et resultatsmæssigt hårdt efterår, som også har slidt på kræfterne. Vi havde en helt vanvittig periode, hvor vi ikke vandt i ni kampe, og dårligt nok scorede et mål. Men her de seneste seks kampe, der har vi godt nok tabt til de to tophold, men ellers er vi begyndt at få de point og begyndt at være på det niveau hvor vi egentlig mener, at vi hører til. De har egentlig fået rettet det op, og det er også det, som vi hele tiden har troet på, og af samme grund har vi valgt at holde fast i dem, men de har alligevel truffet den konklusion her nu.

Ny træner skal have arbejdshandskerne på fra starten

BK Union skal derfor have en ny træner ind til foråret. En proces som klubben allerede har påbegyndt.

– Vi har lavet et opslag nu her, hvor vi prøver på at få det så bredt ud som overhovedet muligt sådan, så interesserede kandidater kan melde sig. Jeg har også allerede fået nogle henvendelser, og det er klart at jeg, også fra senest vi skulle hente, har noteret mig nogle navne. Så jeg har også nogle, som jeg prikker på skulderen og hører, om de kunne være interesserede. Så når vi står d. 21. november, så har vi forhåbentlig så bredt et felt som overhovedet muligt, hvor vi kan indkalde til samtaler.

Den nye træner, som overtager hos BK Union skal dog være forberedt på, at det bliver et langt sejt træk, som kræver, at alle arbejder sammen, hvis missionen om overlevelse skal lykkes. Samtidig udtrykker sportschefen dog også, at det kommende forår skal være fundamentet for en længere periode. Der er med andre ord ikke tale om, at de henter én ind, som bliver fyret, hvis overlevelsen glipper.

– Det er ingen hemmelighed, at det ser svært ud med de point vi har. Men vi har alle sammen kigget hinanden i øjnene, og vi er sådan set fuldt enige om, og det har vi også skrevet i vores opslag, at den skal have maksimalt gas fra starten af, og så går vi ud og jagter den mulighed, som der er, og så kan det være, at vi kan lave overraskelsen. Ellers kan vi kigge hinanden i øjnene til sommer og sige, at vi gav den skuddet, og nu har vi et godt fundament at bygge videre på, så det er vores udgangspunkt, siger Mads Andersen til LigaBold.dk.

Det er ingen hemmelighed, at BK Unions mission for overlevelse ser svær ud, da det kun er lykkedes dem at samle fem point sammen i sæsonens første 14 kampe.

Der er på nuværende tidspunkt 12 point op til overlevelse, men dog kun to point op til de pladser, der giver adgang til play-off-kampe. Forårssæsonen starter d. 26. marts.