Albaniserien

Kvitter serieklub: Fået job på højere niveau

Morten Rasmussen – Foto – Gørslev IF

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

I januar 2021 blev den tidligere Slagelse-assistent Morten Rasmussen præsenteret som ny Bogense-træner, men tiden i Albaniserie-klubben er forbi for Rasmussen.

Morten Rasmussen siger nemlig til LigaBold.dk, at han har fået et job på en højere hylde.

Han kan endnu ikke afsløre klubbens navn, men Rasmussen fortæller, at der venter ham en spændende udfordring.

– Der venter en klub, som har været lidt op og ned, og nu vil den gerne prøve en ny tilgang. Det er lige en udfordring, som der passer mig.

– Jeg tror på en stærk klub, og jeg var ikke som spiller et produkt af et elitearbejde, så jeg har altid set værdien i nogle fællesskaber og relationer mellem fra førstehold til U17-hold med hensyn til nogle rollemodeller at se op til. Det glæder jeg mig til, da det er nogle unge, der rigtig gerne vil træne.

– De vil fodbold lige så meget som mig, og det er motiverende for mig. Det var lidt, ligesom jeg havde i Slagelse på divisionsholdet. Det er lidt den samme tilgang. De mødte ind til styrketræning før tid og den sult på at blive bedre. Det tror jeg, at vi rammer i den nye klub, siger Morten Rasmussen til LigaBold.dk.

Er det et markant skridt op for dig?

– Nej, men der er en verden til forskel. Der er mange gode fodboldspillere på Fyn, men de spiller i Danmarksserien. Der er også nogle gode fodboldspillere i Fynsserien (Albaniserien, red.), men det er dem, der ikke gider mere og hygger sig i Fynsserien (Albaniserien, red.). Det er et skridt op, men i dagligdagen vil det føles som et markant skridt op, og det vil kræve noget af mig. Det er også godt, at jeg kommer tilbage på det spor. Jeg er ikke bare klar til at hygge mig med fodbold, siger den nu tidligere Bogense-træner og tilføjer, at der er tale om et job som seniortræner i en højere række end Albaniserien.

Samtidig bor Morten Rasmussen i trekantsområdet.

Svært at være træner i Bogense

Morten Rasmussen synes, at det har været svært at være Bogense-træner i en tid, der startede med coronarestriktioner, og generelt var det nok ikke lige ham at træne i klubben.

Han slår dog fast, at han rigtig godt kan lide menneskerne og klubben.

– Bogense var nok ikke helt gearet til sådan én som mig, fordi jeg var nok en smule for seriøs og krævende i forhold til det, som spillere og klub kunne levere. Det siger jeg af alt mulig respekt, og jeg kan lide klubben og menneskerne, men hvis de har noget, der er vigtigere end fodbold, så gør de det. Det har jeg fuldt forståelse for, men så er det bare ikke det rigtige match. Vi har lidt en smule under, at vi ikke har været ret mange til træning. Vi har haft et fysisk niveau, der har været for dårligt i forhold til moderne fodbold. Det gjorde det ikke bedre den her lange vinterpause, siger Morten Rasmussen.

Han fortæller endvidere, at spillerne lå stille i fire måneder indtil februar 2021. og det var svært for Rasmussen at gøre holdet klar til forårets strabadser med så kort forberedelse.

Mandskabet sluttede dog godt af i foråret, men Rasmussen havde forventet mere af spillernes engagement.

– Jeg havde håbet på noget mere, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg troede, at man kunne sammenligne et midterhold i Fynsserien (Albaniserien, red.) med et midterhold i Sjællandsserien, og det synes jeg ikke, at man kan. Det er til dels min egen skyld.

– Jeg havde ikke gjort på forarbejde godt nok i forhold til, hvad Bogense var for en størrelse, men jeg synes, at vi kom godt efter det, og vi havde en lang periode, hvor vi gjorde det. Der fandt vi hinanden, og der fandt vi et leje for, hvad jeg kunne forvente af Bogense, og jeg synes, at nogle af spillerne trådte i karakter.

– De viste, at de gerne ville træne noget mere og hårdere. Problemet var bare, at der var for mange af de andre spillere, der ikke var klar til at skulle yde det, som skulle til for at vinde kampe i Fynsserien (Albaniserien, red.). Det var lidt en laissez-faire tilgang til det, og det kan jeg godt sige uden at tale Bogense ned. Det seneste halve år har vi vist, at vi ikke har niveau til Fynsserien (Albaniserien, red.). Der skal trænes noget mere, og det ved jeg, at klubben har gjort op med.

– Man skal træne for at være på hold. Man har rykket nogle U19-spillere op, så der er nok til træning. Det var svært at træne med en otte-ti spillere og lave noget, så vi blev bedre. Det var en udfordring. Det har klubben gjort op med nu, og det er sundt. Det kan godt være, at der ikke sker noget lige nu, men det gør der på sigt. Det er den rigtige vej for klubben at gå, siger Morten Rasmussen til LigaBold.dk.

46-årige Morten Rasmussen har også tidligere været træner for Gørslev og Taastrup FC.

Bogense er placeret næstsidst i Albaniserien.