2 Division Pulje 1

LASSE STORVANG – VEJGAARDS SVAR PÅ MESSI

FOTO: Vejgaard B

Hvem var manden med målene og hvor mange mål scorede han i løbet af efteråret?
– Vores mål er fordelt ud på flere, og vi har ikke en spiller der bare har haglet målene ind. Daniel Olsen og Martin Sloth-Kristensen er begge noteret for 4 fuldtræffere.

Hvilken spiller har i efteråret flest gange haft næstsidste fod på bolden inden der blev scoret?
– Det må næsten være Mathias Mortensen der løber med den. Som hjørne-og frisparksskytte levere han en del assists fra sin flødefod.

Hvem har I stregen og hvordan vil du beskrive ham som målmand og hvad er hans største forcé?
– Vi har her i efteråret benyttet begge vores keepere. Peter Sandbergs største forcer er at han er hurtig på stregen, adræt som en kat og så er han helt uhyggelig god i en-mod-en situationer. Nicolaj Jørgensen er ligesom Peter god på stregen, og så er hans distributioner med bolden også en stor styrke for den unge keeper.

Hvad har i din optik været jeres 10´er øjeblik i efteråret og hvorfor står dette klarest i din erindring?
– Når jeg tænker på deciderede 10’er øjeblikke, er der tre situationer der hurtigt kommer frem fra hukommelsen. Det første 10’er moment indtraf efter 93 minutter og 47 sekunders spil nede i Vildbjerg, da Daniel Olsen på spektakulær vis saksesparkede udligningen i nettet. Det var et helt vildt moment, og hvis man ikke vidste bedre skulle man jo tro at han havde brugt sommeren på Copacabana sammen med Ronaldo, Ronaldinho og de andre sambadrenge. Det mål står for mig som det vildeste jeg har set en VB’er sende i nettet. Det andet moment, er fra vores hjemmekamp imod Jammerbugt FC, som blev spillet i fed kulisse med massere folk på lægterne. Ved stillingen 1-3 begås der straffespark imod Behrem Rizvic. “Doktoren” tog selv sagen for egne fødder, og gik til bolden, som han som en anden Zinedine Zidane iskoldt lobbede op i nettaget. Virkelig køligt lavet af den kære Doktor. Det sidste moment førte desværre ikke til et mål, men fortjener alligevel at blive nævnt. Det er fra den sidste kamp i efteråret som endte med en pointdeling imod Ringkøbing. Lasse Storvang modtager bolden omkring midterlinjen, og herfra strikkede han sig så igennem Ringkøbings forsvar, hvor han satte en 4-5. Mand af, inden han kom i fri position foran målet, men desværre måtte han se sit forsøg prelle af på Ringkøbing keeperen. Dette moment var nærmest som at se, når Messi boltre sig på Camp Nou. I den kamp gjorde Lasse Storvang stort set hvad der passede ham, og havde det ført til et mål, var det strøget direkte ind på 1. Pladsen! Det var fuldstændigt vanvittigt lavet af manden fra Randers, som nok bruger vinterpausen på at rekonstruere dribleturen på sin puch Maxi, hvor han så forbipassere en række grønne mælkekasser, som forestiller Ringkøbing spillerne.