2 Division Pulje 1

SOMMERPAUSEN SYNGER PÅ SIDST VERS HOS VEJGAARD

FOTO: Vejgaard B

Hvad var jeres fodboldmæssige højdepunkt i foråret og hvorfor vil du gerne fremhæve netop dette? Samt hvilken kamp står indprentet som den største skuffelse for jer og ”hvad gik galt”?
– I fodboldverdenen findes der ingen bedre følelse end når man vinder fodboldkampe, derfor er det selvsagt en skuffels hver gang det ikke lykkedes. Det er dog også sådan, at når dommeren fløjter for man point efter hvordan man har løst den enkelte opgave. Men lad os starte med den største skuffelse, og her har jeg nævnt en bestemt kamp, mange gange her på ligabold, så jeg vil gerne undskylde på forhånd til dem som er trætte af at høre om vores FC Sydvest kamp på udebane. Men man kan desværre ikke komme udenom den, som vores største skuffelse. Det er der flere grunde til. Det var ligesom den kamp, som man så frem til, fordi det var den første efter en lang og hård vinteropstart, og det var der hvor det hele skulle eksekveres i kampen om de 3 point. Vi indleder kampen skidt og efter 10 minutters spil har vi haft to friløbere imod os grundet fejl i opspillet, og den ene blev koldblodigt straffet. Herefter røg vi ind i et uvejr, som gav umulige vilkår for spillerne. Man kan vel med rette sige at det hele haglede væk for os, den lørdag. Til sidst i kampen fik vi så en livline, da vi fik tilkendt et straffespark, som vi til alles ærgrelse desværre fik sparket længere over målet end tilfældet var for Elkjær i 84. Da dommeren fløjtede af, måtte vi derfor konstatere at vi havde tabt end fodboldkamp, uden reelt set at teste keeperen en eneste gang, og så ramte vi nok heller aldrig det rigtige spændingsniveau. Vores største højdepunkt indtraf dog ugen senere…. Vi skulle op imod Aarhus Fremad, som havde fejet Jammerbugt af banen, og vundet med 4-0, i samme runde som vi tabte i Sydvest. Vi vidste derfor at Morten Mølkjær – Guttermand(s) tropper kom til det nordjyske med stor tro på tingene. Men den tro faldt dog hurtigt til jorden, for alt hvad der ikke var i kampen i Tønder, ja det var der i den grad på den lånte kunstgræsbane i Nørresundby. Der var en vildskab, en ærgerrighed, og en spillelyst som var uovertruffen. Vi endte med at feje det stærke Aarhus Fremad mandskab af banen og vandt med 4-1, i en kamp hvor alle 4 Vejgaard mål var fantastiske. Det første fra MM på direkte frispark. Det andet af Jonas Højgaard efter et gennemspillet angreb. Mathias Madsen øgede til 3-0, med et fantastisk projektil af et langskud op i krydset, og det sidste mål blev sat ind af Daniel Olsen på et flot hovedstød. Alting gik op i en højere enhed den dag, og vi havde endda chancerne til at vinde endnu større den dag. Vi var gode defensivt, såvel som offensivt, og var taktisk utroligt godt forberedt. Det er vel den bedste VB præstation i Christian Flindt Bjergs regeringstid, jeg kan ihvertfald ikke komme i tanke om noget bedre.

Hvordan skal i bruge sommerpausen – står den på en omgang let sommertræning ind imellem, eller holder i et velfortjent hvil? Samt skal i deltage i nogle sommerturneringer og hvis ja hvilke og hvornår?
– Sommerpausen er for vores vedkommende ved at synge på sidste vers, og der venter en kort og formentligt hård opstart. Sandet imellem tæerne, og grillpølserne skal rystes af og ud af kroppen. Vi har tre træningskampe på programmet imod henholdsvis Nørresundby Forenede Boldklubber, Holstebro Boldklub (Vi håber i har kridtet stregerne, klippet banen og fundet en dommer denne gang) og Jammerbugt FC, inden turneringen indledes d. 3 August klokken 13.00 imod Middelfart på Soffy Road. Der bliver derfor ikke tid til at hvile på laurbærene!

Hvem har været jeres X-Faktor – den afgørende mand der har løbet de ekstra meter og kæmpet til sidste blodsdråbe og hvorfor?
– Vores X-Factor har i den grad været kollektivet. For at kollektivet skal kunne fungere, er det afhængigt af de 11 individualister inde på banen, og omvendt. Her er der mange der spillet en stor rolle i den ligning. Peter Sandberg har vist en utrolig stabilitet imellem stængerne, og har vel stået noget af det bedste i sin VB tid. Niklas Winberg stemplede virkelig ind på holdet, efter sit comeback på Riisvangen i efteråret, og så sig siden da ikke tilbage, og har i min optik været forårets bedste mand. Malthe Mondrup har med bindet omkring armen, spillet en stor rolle på og udenfor banen, hvor han har taget et enormt stort ansvar. Peter Højgaard har løst sin rolle på holdet bundsolidt, og uanset om det så har heddet højre eller venstreback, så for man altid en indsats som er i holdets tjeneste. Mathias Madsen har taget det sure slid på midtbanen, og løbet rigtigt mange meter i holdets tjeneste. Nicolai Rask Lassen, har spillet nogle utroligt gode kampe inde på midtbanen, og hans blik for spillet, har gjort at hans holdkammerater er blevet sat i nogle gunstige positioner. Mathias Mortensen bød ind med en del scoringer og assists fra sin kantposition. I angrebet har Daniel Olsen været garant for hårdt arbejde, og været en evig kilde til uro for modstandernes forsvarskæder, hvilket mange gange har skabt plads til Lasse Storvang der i kvalifikationsspillet virkelig fandt netmaskerne ! Men alt i alt, så er det holdet der har gjort der har været vores X-Factor, og det har det stærke fællesskab i omklædningsrummet en kæmpestor betydning for.

Hvem fik netmaskerne til at blafre flest gange og hvem er jeres assistkonge?
– Her er det jo svært at komme udenom “Dakkedak duoen fra Kronjylland”, Mathias Mortensen og Lasse Storvang. MM har hvis ikke sidste fod, så i hvert fald næstsidste fod på rigtigt mange af vores mål, blandt andet med en række gode dødbolde, og i-og med at han kan sparke med både højre og venstre, vil han altid være en udfordring for modstanderne på den sidste tredjedel af banen. Lasse Storvang har taget springet fra Jyllandsserie 1 i FC Djursland til 2. Division i Vejgaard i overbevisende stil. 14 sæsontræffere, er intet mindre end imponerende. Det har været mål efter tap ins, langskud, akrobatik, og ikke mindst de karakteristiske vip. Med en sådan målnæse, er den snu angriber meget svær at kontrollere, og der er mange der har haft deres hyr med ham i løbet af det sidste år.