OKS ansætter 27-årig klubmanager: Er stolt

Jan Fogde – i midten – Foto – OKS

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Den fynske serieklub Odense Kammeraternes Sportsklub (OKS), hvis bedste hold er placeret i Danmarksserien, har valgt at opruste på den organisatoriske del, da 27-årige Jan Fogde skal bestride jobbet som klubmanager fra 1. september.

Jan Fogde siger til LigaBold.dk, at han glæder sig til den nye udfordring, og den nye klubmanager håber, at han kan hjælpe klubben, der blev stiftet 30. januar 1930, og tidligere har været i divisionerne, i en god retning.

– Det er med stor stolthed, at jeg træder ind i sådan en traditionsrig klub. Klubben havde jo for nylig 90-års fødselsdag, så det er en ‘gammel dame’, som vi har, men heldigvis stadig frisk og klar på at udvikle sig. Det bliver spændende at blive en del af den proces, som der skal være fremadrettet, siger Jan Fogde til LigaBold.dk.

Hvilke opgaver kommer du til at få?

– Det er en mellemting mellem drift og udvikling groft sagt. Vi har at gøre med de her almene driftsopgaver, som der ligger i en forening, og som man typiske spreder ud på kvarte eller halve stillinger, som man så samler.

– Det er så sammenholdt med en del udviklingsarbejde. Det kan være i forbindelse med faciliteter, men også i forhold til partnere, sponsorer og ‘matchday’-aktiviteter og diverse events, som også er den baggrund, som jeg kommer med.

OKS har mange medlemmer og favner bredt, og derfor skal den nye klubmanager være dygtig til at holde styr på opgaver på forskellige niveauer.

– Jeg er ikke bange for det med at samle en klub, fordi jeg føler, at jeg er på vej ind i en organisation, hvor man står tæt sammen. Positionen som klubmanager betyder selvfølgelig, at man samler mange opgaver et sted, så man skal gå til det med stor koncentration og ydmyghed for at være nede på det mindste niveau til at være oppe i organisationen på Danmarksserie-niveau. Jeg går med respekt ind til det. Man skal ikke tro, at man ændrer det hele på én dag.

Vil rykke klubben nogle procenter

Jan Fogde har stor erfaring med events, og han har læst til serviceøkonom med en overbygning inden for sportsmanagement. Den 27-årige klubmanager kommer også til at have fokus på eventdelen, men også klubbens kommunikation.

– Der ligger et ønske fra organisationens side om, at man gerne vil styrke den interne kommunikation, så det bliver blandt andet nogle rettesnore for, hvordan vi kommunikerer internt og eksternt ud. Det er én af de opgaver, som der skal tages fat i.

– Derudover vil jeg gerne være med til at rykke nogle procenter på vores sponsor- og partnerdel både i det daglige, men også i forbindelse med vores kampe. Det er noget, som jeg vil tage fat i med det samme, så vi kan stå endnu stærkere der og se, om vi kan skabe et endnu stærkere erhvervsnet omkring vores partnere.

Jan Fogde vil forsøge at rykke klubben helt fra det bedste seniorhold i Danmarksserie-hold til de mindste årgange i ungdomsafdelingen. Det kan klubben blandt andet gøre ved at gøre en fodboldkamp til en helhedsoplevelse.

– Jeg er af den overbevisning, at alt sport er events, og det gælder sjovt nok også fodbold. Så vi skal være skarpe på den oplevelse over for medlemmer, pårørende og andre, angående hvordan folk opfatter os som sted. Alt det, som vi kan optimere, uden for banen og gøre det endnu mere spændende og sjovt at være der, skal vi kigge på, siger Jan Fogde, der har som mål at drive OKS til den bedst mulige klub for klubbens medlemmer og partnere.

Står for organisk vækst

For klubmanageren er det vigtigt, at klubben udvikler sig naturligt og ikke ved hjælp af store økonomiske muskler.

– Jeg tror på det, der hedder organisk vækst, og det er også den fornemmelse, som jeg har fået i de samtaler, som jeg har haft med klubben, så vi kommer ikke til at lave kæmpe satsninger hverken økonomisk eller organisatorisk, som ikke kan understøttes af noget organisk.

– Derfor skal man stadig have ambitioner om at udvikle sig både på ungdomssiden og på seniorsiden. Lige nu er vi begrænset af vores fysiske plads, og det er tilfældet for mange fodboldklubber, men vi er meget lukket inde angående de omgivelser, som vi har omkring os. Så det vil ikke være på medlemssiden, at man har mulighed for at vækste eksplosivt. Derfor skal vi kunne vækste på nogle andre parametre.

Jan Fogdes nye job kommer dog ikke til at indebære noget sportsligt ansvar, og det har han det fint med. Der er en masse dygtige folk i klubben, der kan tage sig af den del.

– Som udgangspunkt har jeg intet sportsligt i min stilling. Jeg kommer selvfølgelig til at have min daglige gang i eliteudvalgene og ungdomsudvalgene og lignende, men mit arbejde bliver at understøtte og udvikle organisatorisk med de former for events og andre former for aktiviteter, der kan give mening i forhold til de forskellige udvalgs arbejde. Jeg er stor fodboldfan, og jeg er det, som man kalder en ‘mandagstræner’, men jeg vil lade det sportslige være til dem, der er stærkest der.

Klubmanageren kommer til at gå ind til de kommende opgaver med hovedet højt, og han tror, at der kan være noget godt i vente, hvis begge parter kan udvikle sig.

– Jeg har en stor stolthed og ydmyghed over, at bestyrelsen har valgt mig til den her stilling og ser, at vi kan gøre noget godt sammen fremadrettet for klubben. På et personligt plan i forhold den ‘gamle dame’, som OKS er på 91 år, så er jeg en ung mand, som skal forsøge at påvirke en gammel organisation, men det tager jeg med oprejst pande og med en lyst og et mål om, at hvis jeg kan udvikle mig sammen med klubben, så er der noget at vinde for alle parter.

Har fodbold i blodet

Fodbold på foreningsniveau har en stor betydning for den 27-årige klubmanager. Han er nemlig oprindelig fra Køge og har haft sin gang i den lokale klub Borup IF på Midtsjælland, hvis bedste hold er placeret i Serie 3. Fogde er endda stadig tilknyttet klubben på frivillig basis og hjælper klubben, så meget som han kan, når han samtidig har en fast base i Odense.

– Jeg kommer ud af en ‘gal fodboldfamilie’, hvor min far lige nu bestrider formandsposten i den lokale fodboldklub på Sjælland (Borup IF, red.), hvor jeg kommer fra. Det er tredje generation af familien, der har den formandspost.

– Min opdragelse og mit virke har været i og omkring foreningsdrevet fodbold, og alt hvad det indebærer, så det er fedt, at man kan se frem til det i alle de timer af døgnet, som man har lyst til, og så endda at kunne leve af det. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse, og det håber jeg, at jeg kan fortsætte med i mange år endnu, siger Jan Fogde til LigaBold.dk.

Lige nu arbejder Jan Fogde som event- og fritidskonsulent ved Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor han i øjeblikket blandt andet er i gang med at afvikle et event, der hedder ‘Outdoor Sydfyn’. Det event får han lov til at køre til dørs, og derfor tiltræder han først i OKS som klubmanager per 1. september.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]