Fyn Serie 2 Pulje 4

MANGE BLØDE KAMPE, UDTALER THURØ-SPILLER

Foto: Thurø Boldklub

Hen over vinteren er der så ”dømt ferie” hos jer, eller står den på indendørsfodbold eller futsal?
– Indendørstræning hver fredag, for dem der ikke døjer med nogle skavanker.

Hvordan vil du beskrive niveauet i jeres række hen over efteråret og er du overrasket over niveauet?
– Der er meget forskel på holdene, hvilket giver en masse bløde kampe for særligt top 5-6 holdene. Niveauet i midten og bunden af rækken er desværre kraftigt nedadgående. For bare 2-3 år siden, ville 4-5 af holdene ikke være i serie 2. Jeg må erklære mig enig med BBB’s træner, når han tidligere har argumenteret for, at der er for mange hold i serie 2.
Symboliseret ved, at vi f.eks. spiller en af sæsonens værste kampe imod Skårup og alligevel vinder 5-0 uden nogen som helst problemer. Vi spiller vel på 50-60% i den kamp og kunne sagens have vundet større. Det er ærgerligt og gavner hverken os, Skårup eller rækken.

Hvilket hold var i dine øjne ”efterårets-hold” og hvorfor? Samt hvilket hold levede derimod ikke op til de forventninger du havde til dem og hvorfor?
– Egebjerg har været stabile og været tro mod deres koncept hele vejen igennem, hvilket har givet dem mange point. Det bedst spillende hold vi har mødt, har uden tvivl været Munkebo. Jeg tror ikke der er nogle hold, der er mere skuffede over deres halvsæson, end spillerne fra Tved. De burde have flere point med det spillermateriale. Jeg tror dog også, at de nok skal få samlet point sammen i foråret. Derudover synes jeg Stjernen har gang i noget spændende, med flere gode tilgange. De bliver endnu stærkere i foråret, hvis de kan holde på alle spillerne.

Set i bagklogskabens klare lys, var der noget I burde have gjort anderledes i efteråret og hvis ja hvilket?
– Jeg ved ikke om vi kunne gøre noget anderledes, men samtidig er der flere resultater og kampe, som vi gerne så anderledes. Vi taber en kamp ude i BBB, som vi aldrig nogensinde må tabe – fuldstændig dominerende hele kampen, men manglende skarphed foran kassen og personlige fejl gjorde, at vi desværre tabte 2-1. 4-4 hjemme imod SFB er også skidt. Kampen imod Egebjerg var også skuffende for os selv, da vi vidste hvad de kom med; Lange bolde og fysik. Vi kunne dog ikke matche deres gejst og spillede vel kun godt de første 25 min. Derfor vandt de fortjent imod os.