Danmarksserien Pulje 2

FLOT EFTERÅR AF OPRYKKERNE, UDTALER KARLSLUNDE-ASSISTENT

Karlslunde IF 8604

Hvilket hold var i efteråret rækkens positive overraskelse og hvorfor har de overrasket dig positivt?
– Oprykkerne synes jeg har overrasket positivt. Både Frederikssund og KFUM har med simple midler gjort det svært for modstanderne. Samtidig har Ishøj spillet meget flot offensiv fodbold og fortjent deres placering i toppen af rækken.

Som regel er der også et hold der skuffer, hvem var den negative overraskelse og hvorfor?
– Det må være GVI. Jeg havde forventet mere af deres startopstilling og de prominente navne. Det havde de nok også selv. Jeg tror, de kan gå hen og blive forårets hold.

Hvis du skulle fremhæve en træner fra en anden klub, hvem har så gjort et positivt indtryk på dig og hvorfor?
– Nu kender jeg jo omkring halvdelen af trænerne personligt, så det er generelt nogle gode fyre. Erdogan fra Ishøj fik min respekt efter vores seneste kamp, hvor han efter en ophedet afslutning kom ind i vores omklædningsrum og roste vores hold ansigt til ansigt. Jonas fra KFUM har også været et behageligt bekendtskab ved begge vores kampe. Man kan mærke klubånden ude i Emdrup, hvilket efterhånden er sjældent i fodboldverdenen.

Samt hvilken spiller fra en anden klub kan du fremhæve for en ekstraordinær præstation og hvorfor?
– Jeg synes, Benjamin Warlo har været ganske speciel. Han er egentlig ikke noget vidunder på en fodboldbane, men man ved, hvad man får og han kender vejen til målet. Han har været med til at gøre AB Tårnby til et tophold med et trylleslag efter sin hjemkomst fra Frem. Fra Ishøj synes jeg godt om deres venstre back, Andreas Elkjær. Målfarlig og offensiv back, der kommer flyvende på sidelinien hele kampen. Gode præstationer mod os og i flere af de kampe, jeg har set med Ishøj.