Jyllandsserien Pulje 1

TOP OG BUND MØDES NÅR FREDERIKSHAVN OG AABYBRO KRYDSER KLINGER

FOTO: Frederikshavn fI (foto: Anette Gasberg)

Ny uge, ny kamp. Hvem møder I og hvornår afvikles kampen?
– F.f.I. møder playoff-oprykkerne fra Aabybro, søndag 8. september klokken 15:00 på Empire Stadium i Frederikshavn. En yderst vigtig kamp for begge mandskaber!

Hvis du ser på resultatet i sidste spillerunde, giver det dig så tro på tingene før denne kamp og hvorfor/hvorfor ikke?
Ud fra et resultatmæssigt synspunkt, så bliver det et klart ja, men spillemæssigt ville jeg gerne at vi bliver lidt bedre på bolden. Mod AaB i sidste weekend, hvor vi ganske vist vinder 4-1, var vi meget lidt på bolden gennem hele opgøret, men formåede alligevel at omsætte fire chancer til fire mål. Bortset fra en enkelt kamp, så har vi nærmest haft en PhD i kynisme, og vi har vist os særdeles giftige på omstillinger. I det etablerede spil mangler vi dog stadig lidt.

Hvilke ord vil du sætte på jeres kommende modstander?
Nu har jeg ikke set Aabybro spille efter oprykningen, eller efter Jan Werther har taget over som træner, men de gulblusede plejer at være et mandskab der bringer en ordentlig portion fysik ind i kampene, samtidigt med at de har stærke offensive folk, der ligesom os, er stærke i kontrafasen. De plejer tillige at være godt organiserede, og hamrende svære at spille imod. De har selvsagt ikke fået en drømmestart på JS-eventyret, men netop derfor forventer jeg en endnu hårdere kamp mod dem end vanligt, og det siger ikke så lidt.

Hvis du skulle sælge kampen, hvad kan man som tilskuer så forvente af kampen?
Et opgør præget af intensitet og hårde dueller, og et hjemmehold der i den higer efter at revanchere sig efter sidste hjemmekamp mod Aalborg Freja, hvor indsatsen i bedste fald kan kan kategoriseres som bovlam. Som beskrevet ovenfor, så er det en vigtig kamp for begge mandskaber i hver sin ende af tabellen.