København Serie 1 Pulje 2

BSF VIL MERE END BARE OVERLEVE

Foto: BF Sydhavnen

Hvilken målsætning har I som klub for den kommende sæson, samt hvad mener du set ud fra Jeres forårssæson, der skal til for at realisere denne målsætning?
Som oprykker til serie 1 går vi ydmygt til opgaven. Vi ved at der er mange gode hold i rækken, men vi betragter også os selv som et af de mange gode hold. På vores bedste dage kan vi slå alle i rækken, men på de dårlige dage (som vi helst ikke skal have så mange af), så kan vi også tabe til alle. Nøglen til flere gode dage end dårlige er, at bl.a. vi kan veksle mellem flere systemer og at spillerne kender deres roller i de enkelte positioner. Tryghed i systemerne og rollerne i positionerne skaber større stabilitet og et højere bundniveau, som alt andet lige gavner resultaterne. Vi er slet ikke i mål endnu, men som tiden og kampene skrider frem vil vi udvikle og dygtiggøre os. Vores første vigtige mål er at sikre os overlevelse i rækken, men udelukkende at fokusere på det vil være at sætte barren for lavt – vi vil gerne med op og spille med i den bedste halvdel af rækken.

Hvis du ser på den serie og kreds, I som klub er havnet i efter sommerferien, hvad er så din umiddelbare vurdering af den styrkemæssigt?
Som oprykker, så vil vi vurdere rækken som værende stærk. Der er et par nedrykkere fra KS og Bispebjerg, der rykkede op sammen med os er også et stærkt mandskab. Læg dertil de mange gode hold, der også spillede i serie 1 sidste sæson.

Forventer du I får nyt blod ind i truppen og ligger der også triste afgange og venter. Samt hvordan ser din egen fremtid ud indenfor fodboldens verden?
Ja, jeg forventer helt bestemt lidt nyt blod. Hvor mange og hvem det drejer sig om må tiden vise – men jeg er positiv. Vi har mistet sidste sæsons topscorer, Mark Sundstrup, som er rykket tilbage til BK Frem i 2. Div. Jeg ønsker Mark held og lykke, og siger på glædeligt gensyn, da jeg også ved at Mark bestemt ikke har spillet sin sidste kamp i vores blå trøje. Min egen fremtid er selvfølgelig i denne fantastiske klub. Jeg kunne ikke drømme om at skifte, da jeg er en del af en klub med dygtige trænere/spillere/ledere og sidst men ikke mindst og vigtigst af alt, så er det en fodboldklub, som består af nogle rigtig gode fyre, der har et stærkt fællesskab både internt og på tværs af holdene. Min rolle i den kommende sæson er som assistenttræner for cheftræner, Anders Sundstrup, som er er yderst kompetent og erfaren træner, som jeg ser frem til at lære meget af.

Hvilken kamp ser du personlig selv mest frem til i efteråret og hvorfor har du “øje på” denne kamp?
Jeg ser bl.a. frem til lørdag den 24. august, hvor vi møder Østerbro IF på hjemmebane. Vi har sponsorarrangement denne dag, og vi glæder os til at have endnu flere mennesker på lægterne til denne hjemmekamp.

Hvem er i dine øjne favoritter til op- og nedrykning i Jeres pulje og hvorfor? Samt hvor vil du på nuværende tidspunkt forvente I ender i rækken?
Så godt kender jeg endnu ikke alle holdene i rækken, så det vil jeg lade andre om at udtale sig om.

Hvis du skal beskrive hvad Jeres holds styrker, hvordan ville du så beskrive dem og hvorfor?
Vi er et hold, der har mange strenge at spille på, og derfor vil vi altid spille os frem til gode chancer uanset om enkelt spiller eller to måtte ramme en dårlig dag – så har vi andre der kan tage over. Og så har vi en klar styrke i den konkurrence vi har om pladserne. Det er med til at skabe vores stærke træningskultur, som igen har en positiv indflydelse på resultaterne.

Hvem forventer du bliver manden med de afgørende mål, samt hvem står på stregen i den anden ende og skal forhindre netmaskerne i at blafre? Samt hvordan vil du beskrive disse spilleres styrke?
Jeg er overbevist om at Kenneth Michaelsen står foran en sæson, hvor han vil få modstandernes netmasker til at blafre ganske ofte – det så jeg så sent som i mandags i Valby Bladet Cup. Derudover har vi mange andre spillere med en god målnæse, som også vil få banket deres kasser ind i løbet af sæsonen. I den modsatte ende kæmper Claus, Jesper og Patrick om at vinde pladsen i målet, men uanset hvem der står, så vil de have en stærk kollektiv defensiv foran sig, der kan finde ud af at forsvare sig som hold, og som vil give vores keeper gode forudsætninger for at præstere.

Hvilke ung spiller skal man holde specielt øje med hos Jer i efteråret, og hvorfor?
Vi har adskillige unge og dygtige spillere i truppen, og jeg forventer at de alle præsterer og viser deres værd, når de får chancen.