Jylland Serie 1 Pulje 9

HAZARD ELLER CR7 I GIVE?

Foto: Give Fremad

Hvor og hvornår starter i forberedelserne til forårssæsonen og på hvilket tidspunkt skal I træne i 2020?
– Vi starter op lørdag d. 25 Januar i Vandel efterskole kl. 14.00 – Derefter træner vi mandage og torsdage kl. 19.00-20.45. Vel mødt alle mand! Det kunne være fedt med et par nye ansigter, det vil man ikke fortryde som ny (Tør jeg godt at sige)

Bliver der serveret suppe eller har I andre faste traditioner og hvordan plejer fremmødet at være til opstart/standerhejsning hos jer?
Selvfølgelig fristes man til at sige! Det er vist normalen efterhånden, at man i de fleste klubber bliver budt på suppe eller en anden omgang ifb. Med opstarten – I Give er det ingen undtagelse. Til suppen efter træning skal der nok blive serveret en røverhistorie eller 2 og der vil blive sagt et par “kloge” ord fra diverse folk i og omkring klubben.

Hvem er træner og hvilke andre personer er tilknyttet jeres hold i foråret?
Jeg kender faktisk ikke til for meget til setuppet endnu omkring diverse hold – Men kender du ikke til Give endnu, så skal du nok finde ud af, at der plejer at være styr på sagerne lige fra grillpølsen til hjemmekampene til træningstøjet til træning! Og vores legende af en holdleder napper “selvfølgelig” endnu et år – Så har jeg heller ikke sagt for meget. Det blir’ godt!

Hvordan plejer formen at være hos spillerne, når i starter forberedelserne til den nye sæson?
Den plejer at være “god”, men lad os sige at den spænder nok vidt og bredt. Der vil være nogle som vejer 6-7 kilo for meget og har lidt juleform, som var det Eden Hazard der lige havde holdt ferie. Så er der nogle som plejer kroppen, som var de CR7. Men jeg er ikke i tvivl om, at hver og en spiller står skarpt når der er 3 point på spil!