Københavnsserien

PI Fodbold-cheftræner: Begge hold har desperat brug for tre point

PI Fodbold 8809

Hvilke forventninger har du til opgøret?
Det bliver en krig. Begge hold har desperat brug for tre point. Desuden er det et kuriosum, at der jo som bekendt er mange eksil-bornholmere i min trup, hvoraf mange tidligere har spillet i Rønne FB (nu RIK). Så spillerne har et indgående kendskab til hinanden, og derfor bliver der selvfølgelig ekstra tænding på til netop dét opgør.

Hvordan har I forberedt jer på jeres modstander?
Jeg selv er også eksil-bornholmer og kender til holdet. Jeg har fulgt med i RIK’s udvikling de seneste år og ved, hvad de kommer med. Desuden har vi scoutet dem lidt her i opstarten i deres træningskampe og har forsøgt at implementere tiltag de seneste træningspas i forhold til detaljer, hvor jeg mener, vi kan gøre ondt på dem.

Mener du, at I er favoritter, og hvorfor eller hvorfor ikke?
Favoritværdigheden vil jeg ikke spå om. Men jeg vil pointere, at hvis vi kommer med samme spil og udtryk, som vi har haft i træningskampene, så får RIK det svært. Holdet har taget mine idéer til sig, men det er klart, at det tager tid og kampe at implementere disse til perfektion.

Hvad skal fungere, for at I snupper de tre point?
Nøglen til sejren lægger i vores defensiv. Vi har masser at skyde med offensivt, så jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få scoret. Kan vi holde RIK fra store chancer og stå robust nede bagved, så har vi gode chancer.

Tror du, at det bliver et målrigt opgør eller en mere taktisk affære, og hvorfor?
Begge scenarier er mulige. I efteråret har begge hold lukket mange mål ind, men historisk set, så har disse opgør et udpræget taktisk aftryk. Jeg bider dog mærke i, at RIK, som altid, har en fin hjemmebanestatistik. Der er altid rejsen til og fra Bornholm, som kan være forklaringen på den store forskel, de bornholmske hold har, på henholdsvis hjemmebane- og udebanestatistik. Jeg noterer mig, at de på trods af nederlag, har gjort det hæderligt mod BK Skjold, FC Græsrødderne og Hvidovre 2, selvom det er stærke hold. Og så har de taget sejre mod KB og Dragør. De har altså taget seks ud af syv point på hjemmebane.

Hvad vil en sejr betyde for jer i forhold til stillingen?
Jamen, det er en sekspointskamp. Først og fremmest er det tæt nede i bunden, så det vil være vigtige tre point. Desuden tog Fremad Amager en flot 5-0-sejr mod Udfordringen og rykker på sig. Og slutteligt er vi jo opmærksomme på, at der i denne kamp er point på spil, som man vil tage med over i nedrykningsspillet.

Hvordan står I fysisk som hold?
Vi står godt. Drengene har slidt igennem med løbetræningen. Men én ting er løbetræning og det konditionelle. En anden ting er fysisk ‘kampform’ og dét at have kampminutter i benene. Det har ingen hold kunnet få særligt meget af grundet den sene genåbning for at spille fodboldkampe. Men det er selvfølgelig rimelig ens for alle. Alligevel bliver det interessant, hvordan spillerne fysisk responderer på det.

Kommende kamp:
Modstander. RIK
Kampsted: Bornholms Brand Stadion
Dato & klokkeslæt: Lørdag 10. april klokken 15.30

TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK – TIP LIGABOLD.DK.

HAR DU ET TIP OM EN GOD HISTORIE I DIN KLUB, SÅ SKRIV HJERTENS GERNE TIL LIGABOLD@BOLD.DK VORES MÅL ER AT KOMME VIDT OMKRING I FODBOLDDANMARK, OG DET KAN DINE TIP HJÆLPE OS MED.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]