Københavnsserien

PI FODBOLD GAV DEN FULD GAS MOD SNEKKERSTEN

FOTO: PI Fodbold

Hvem var modstanderen i jeres seneste træningskamp og hvad blev resultatet i denne kamp?
– Vi mødte senest Snekkersten fra Sjællandsserien på vores træningstur og røg ind i et nederlag til et rigtig godt mandskab. Vi havde desværre ikke alle spillere til rådighed, grundet skader, ferie, sygdom osv., men dem der kom i kamp kæmpede godt for det og vi beholdte vores udtryk igennem store dele af kampen.

Hvilke forventninger havde du/I forud for kampen, samt blev disse indfriet?
– Egentlig bare at vi gav den gas. Vi var klar over forudsætningerne og havde trænet både om morgenen og aftenen før, for at få nogle detaljer på plads. Blandt andet dødbolde, som også gav et mål og et par yderligere chancer der lige så vel kunne være endt i kassen.

Hvem møder I næste gang, samt hvor og hvornår skal kampen afvikles?
– Vi møder vores naboer fra FC Udfordringen på lørdag. Et stærkt hold som vi har spillet mange gode kampe imod. De ligger i toppen af Serie 1 og det jeg har set til dem gør at jeg forventer de er på et fint KS niveau rent spillemæssigt. De slog blandt andet Skjold fra vores række her for nyligt. En spændende kamp som jeg ser frem til.

Hvordan vil du beskrive den opstart, som I indtil nu har været igennem og hvad mangler I at finpudse?
– Den har været præget af lidt flere afbud end de seneste opstarter. Så det har været lidt op og ned. Men der er blevet arbejdet forbilledligt og vi har haft rigtig gode momenter i alle vores træningskampe, selvom det ikke er blevet til så mange sejre som vi havde håbet på. Dertil har vi været uheldige med nogle slagskader, hvor vi senest mistede vores viceanfører Jonas, som i et solouheld til træning brækker anklen – virkelig synd for ham og det koster ham desværre forårssæsonen. Vi sender alle de bedste tanker hans vej.