Sydbank Pokalen

Pokalmirakel udeblev: DS-hold vandt drama

CBS Sport – Tårnby FF – Foto: Anders Jensen

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Jens Jessens Vej (LigaBold.dk): På en solbeskinnet tirsdag aften var der pokalduel på Jens Jessens Vej på Frederiksberg i København, da Serie 1-mandskabet CBS Sport mødte Danmarksserie-holdet Tårnby FF i tredje kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022.

Til opgøret var den tidligere Superliga-spiller Andreas Granskov blandt andre en del af Tårnby FF’s startellever, og Danmarksserie-holdet havde noget at bevise på baggrund af den seneste udgave af Sydbank Pokalen. Her tabte Tårnby FF nemlig til Serie 1-holdet Bispebjerg Boldklub.

CBS Sport havde derimod alt at vinde i pokalopgøret.

Den første store chance i opgøret tilfaldt Tårnby FF, da Andreas Granskov efter få minutters spil kom frem til et indlæg tæt under mål. CBS Sport-forsvaret fik dog blokeret skuddet og endte med at give et hjørnespark. Efter fem minutters spil forsøgte CBS Sport-spilleren Jonas Dalgård på fiks vis at komme igennem, men Tårnby FF-forsvaret stod kompakt og afviste.

Minuttet efter blev det undertippede hjemmehold straffet. Tårnby spillede sig fint igennem CBS Sport-forsvaret og sendte en afslutning mod Frederik Carsten Henriques. Han halvklarede forsøget, og på returen var Jonas Nielsen vaks, og han kunne gøre det til 1-0 efter seks minutters spil.

CBS Sport svarede dog lynhurtigt igen, da hjemmeholdet skulle bringe balance i regnskabet allerede to minutter efter føringsmålet. Loris Spasojevic modtog bolden og bragede bolden ind bag en sagesløs Tårnby-keeper til 1-1.

Det var en dramatisk start på pokalopgøret på Frederiksberg. Frederik Carsten Henriques samlede en tilbagelægning op med hænderne, og det gav et indirekte frispark til Tårnby. Ibrahim Celikcan tog sig af det, men han skød direkte ind i CBS-muren.

Udeholdet pressede yderligere på, og Celikcan forsøgte at lobbe bolden over Henriques efter ti minutters spil, men det endte med et målspark. CBS Sport forsøgte at køre på hurtige omstillinger, mens Tårnby FF var spilstyrende.

Selvom udeholdet pressede på, så var det noget overraskende hjemmeholdet, der bragte sig i front med 2-1 efter 20 minutters spil, og den scoring stod Frederik Nørgaard Hansen for.

Efter et godt gennemspillet angreb sendte CBS Sport kuglen mod Tårnby-målmanden. Her hev han en redning op, men Frederik Nørgaard Hansen var vågen og bankede bolden resolut i nettet.

CBS Sport viste stor gejst og fightede med alt, hvad holdet havde, mens Tårnby virkede frustrerede.

Efter 25 minutters spil blev det endnu bedre for CBS Sport, da CBS Sport-spilleren Jonas Dalgård diskede op med et drømmemål.

Han tog hurtige og vævre ryk frem i banen og stormede mod Tårnby FF-målet. Dalgård tog chancen langt uden for feltet, og det skud limede sig op i målhjørnet til stor forløsning for CBS Sport. Nu var Serie 1-holdet foran med hele 3-1.

Tårnby FF kæmpede med spillet, og lige efter 3-1-scoringen kom Lucas Kristensen frem til en mulighed, men han sendte skuddet over kassen.

Det sidste mål i første halvleg var dog ikke scoret, da Tårnby FF fik reduceret til 2-3 efter 31 minutter. Jonas Nielsen blev fundet i CBS Sport-feltet efter et indlæg i højre side, og han sparkede den fladt i kassen.

Resten af første halvleg kæmpede hjemmeholdet for at komme til pause med en 3-2-føring, mens Tårnby FF jagtede udligningen.

CBS Sport var tæt på at score til 4-2 lige før pausen, da Anders Hofman Laursen sendte et placeret skud mod krogen, men det blev til et målspark. I de døende sekunder fik Jonas Nielsen en stor chance for at bringe balance i regnskabet, men Tårnby FF-spillere headede den store chance over mål.

Første halvleg endte med fem scoringer – 3-2 til CBS Sport.

Tårnby kom tilbage

I anden halvlegs start tog Tårnby FF teten, og der var god tænding på hos begge mandskaber. I de første ti minutter af anden halvleg kom ingen af de to mandskaber dog frem til de helt store chancer.

Efter 60 minutters spil fik Tårnby FF en gylden mulighed for at komme tilbage i opgøret, da udeholdet fik tilkendt et straffespark, og CBS Sport fik en udvisning på ti minutter.

Peter Hjulmand gik til ellevemeterpletten, men Frederik Carsten Henriques havde læst Tårnby-spilleren og pillede forsøget helt ude ved stolpen. Dermed stod der stadig 3-2 til CBS Sport.

Hjulmand tog dog revanche to minutter efter, da han udplacerede Henriques i målet og scorede til 3-3. Tårnby forsøgte at presse hjemmeholdet på tempoet, mens CBS Sport kæmpede bravt.

Efter 67 minutter fik Yassin Aharrar en gigantisk chance for Tårnby FF, men han headede på overliggeren.

Tårnby FF pressede mere og mere på, og det gav pote efter 70 minutter, da Jonas Nielsen kom på tavlen for tredje gang i opgøret. Han kom først på et indlæg og sendte kuglen ind bag CBS-keeperen til 4-3 for Tårnby FF.

CBS Sport forsøgte at jage udligningen, men kræfterne var ved at slippe op for Serie 1-holdet. CBS Sport-spilleren Anders Hofman Laursen løb fra sin direkte modstander med godt ti minutter igen, men han kunne ikke finde en holdkammerat på midten.

Tårnby FF formåede at holde stand i resten af opgøret, og Danmarksserie-holdet udbyggede endda føringen med få minutter tilbage af opgøret til 5-3, igen ved Jonas Nielsen.

Tårnby FF endte at vinde den højdramatiske kamp med 5-3 over CBS Sport. Dermed er Tårnby FF klar til fjerde kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]