Danmarksserien Pulje 2

Profil kvitter Græsrødderne: Vil forpligte sig

Simon Bræmer – Foto – Anders Jensen

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Simon Bræmer har de seneste par år tørnet ud for FC Græsrødderne, og han var blandt andet med for det daværende seriehold, da FC Nordsjælland var modstanderen i Sydbank Pokalen i oktober 2020. Her blev det et 1-5-nederlag til FC Græsrødderne.

I maj 2021 besluttede FC Græsrødderne at trække deres Københavnsserie-hold, og klubben satser nu kun på oldboysfodbold.

Som LigaBold.dk tidligere har skrevet, så starter Simon Bræmer op i Skovshoved IF i Danmarksserien.

Han må dog godt fortsætte med at spille for FC Græsrødderne på oldboysniveau. Det kommer dog ikke til at ske, siger Simon Bræmer til LigaBold.dk.

Han har valgt at sige tak for nu til FC Græsrødderne.

– Jeg kommer ikke til at være derude. Jeg mistede egentlig fodboldglæden ret meget, efter jeg stoppede, og det har ikke noget med Græsrødderne at gøre. Social fodbold er bare ikke rigtig noget for mig. Jeg synes, at det var vanvittigt dejligt at være sammen med drengene fra Græsrødderne, men holdet er for forskelligt fra gang til gang, og så forpligter man sig ikke rigtig til noget.

– Der fandt jeg langsomt ud af, at hvis jeg skulle bruge nogle timer væk fra familien, så skulle det være fordi, jeg skulle være sammen med nogle, der virkelig gerne ville vinde fodboldkampe, som man gik ind i.

– Det vil man også i Græsrødderne, men der var bare forskellige spillere fra gang til gang. Det var det projekt, som Græsrødderne var, og det her projekt er lidt noget andet i et Danmarksserie-setup, hvor man et eller andet sted forpligter sig til at yde hver eneste gang, man befinder sig ude i Skovshoved.

– Det var egentlig noget, som jeg fandt rimelig hurtig ud af i Græsrødderne. Samtidig vil jeg også sige, at det har været et dejligt pusterum at komme væk fra den elitetære tilgang til fodbold. Jeg er i hvert fald blevet klogere på, at hvis jeg skal spille fodbold, skal det betyde noget, siger Simon Bræmer til LigaBold.dk.

Imponeret over Mads Laudrup

38-årige Simon Bræmer slår fast, at det har været sjovt at spille med flere af tidligere topspillere som Mads Laudrup, Klaus Lykke, Martin Albrechtsen, Jan Kristiansen og Jan Frederiksen.

– Det var fedt. Folk har ikke glemt, hvordan man spiller fodbold. Der er måske mange af gutterne, der ikke løber så stærkt mere og mig selv inklusiv, men det tekniske tager man ikke fra folk. Det var fedt at se og spille sammen med folk som Mads Laudrup.

– Man kan godt se, hvorfor han er en Laudrup, og så er det bare nogle fantastiske fine fyre med den samme interesse som én selv og mange af de samme oplevelser i bagagen, så det var et ret nemt miljø at træde ind i.

Den tidligere AaB-spiller siger dog, at han er kommet til et punkt, hvor angriberen hellere vil prioritere sin tid med familien og i Skovshoved.

– Jeg kender Klaus (Klaus Lykke, red.), der er en rigtig god ven, og han ringede i 2019, lige efter at jeg var stoppet i Skovshoved, og det var super fint. Jeg husker de første kampe som skidesjove, og jeg havde brug for at spille sammen med folk, som jeg kendte, men så blev Græsrødderne også ramt af corona, og det satte en stopper for det.

– Folk havde travlt med at arbejde, og vi vidste ikke helt, hvad vi havde at gøre med, når vi skulle spille kampe, og det blev jeg lidt ramt af. Så mistede jeg lidt energien og lysten til det, og det var ikke nogens skyld.

– Det var bare mit egen sind. Jeg ville holde en pause fra det, og så løb jeg bare en masse ture og brugte tid med familien, som jeg har nydt rigtig meget. Det var også rart, at man kunne bruge en lørdag aften med et glas rødvin og ikke tænke på, at man havde kamp dagen efter. Det har jeg også virkelig nydt, siger Simon Bræmer til LigaBold.dk.

38-årige Simon Bræmer har scoret 23 mål i 79 Superliga-kampe, og i 2008 kunne han krones som dansk mester med AaB.