Jylland Serie 1 Pulje 8

Sennels om trænergerning: Skal jeg pønse på

Asbjørn Sennels – Foto – Asbjørn Sennels

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

42-årige Asbjørn Sennels er stadig aktiv i de danske serierækker, hvor han i efteråret hjalp Viborgs Serie 1-hold.

Den tidligere topspiller har dog også haft lidt at gøre med trænerfaget.

Han har nemlig tidligere stået i spidsen for Tjele Vest Sport, der lige er rykket ned i Serie 3, men det kan være, at han vender tilbage til trænerverdenen på sigt.

Asbjørn Sennels siger til LigaBold.dk, at han lige nu skal tænke over, om han skal være træner igen.

– Det ved jeg ikke. Nu er det lige efter valget, og nu kom jeg ikke i byrådet, så nu skal jeg finde ud af, hvad jeg har lyst til at bruge min ekstra tid på. Det skal jeg pønse på, siger Asbjørn Sennels til LigaBold.dk.

Som Sennels nævner stillede han op til kommunalvalget, men han blev ikke valgt ind i byrådet i Viborg.

Den tidligere Brøndby-spiller siger, at han stoppede i Tjele Vest Sport, da spillerne ikke mødte så jævnligt op til træning.

– Jeg stoppede derude i sommer (Tjele Vest Sport, red.), et halvt år før tid. Jeg har været stillet op til kommunalvalget i Viborg, men det var nu ikke derfor, at jeg stoppede, men det har hjulpet, at jeg har haft lidt mere tid til at føre valgkamp, når jeg ikke var træner derude.

– Der var mest fordi, der begyndte at komme lidt for mange afbud til træning, så jeg har flyttet mit spillercertifikat ind til Viborg, og der har jeg så spillet mest oldboys, og så har jeg hjulpet Serie 1-holdet i et par omgange, og jeg ved heller ikke, hvor meget hjælp det var, siger Asbjørn Sennels med et smil på læben.

Her i efteråret har Sennels prøvet en smule kræfter med Serie 1-fodbold i Viborg, og hvis han skal sammenligne Tjele Vest Sport og Viborgs Serie 1-hold, så er der en smule forskel.

– Vi var lige oppe at snuse til Serie 1. Vi blev corona-oprykket, da vi lå nummer tre og havde matematisk mulighed for at rykke op i sidste runde, så vi rykkede op i Serie 1, og der var vi nok ikke helt stærke nok, især når vi ikke kom mere til træning og ville det mere. Der rykkede man så ned, og nu er de rykket videre ned fra Serie 2. Sådan er det med serieklubber. Det er selvfølgelig en tand svagere end det her Serie 1-hold i Viborg, siger Asbjørn Sennels til LigaBold.dk.

Asbjørn Sennels spillede to kampe for Viborgs Serie 1-hold i efteråret, og han var i en periode også spillende cheftræner i Tjele Vest Sport.