Serie-stjerner: Det dummeste at forlade FCK

Carsten Hemmingsen – Foto – Odder

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Carsten Hemmingsen fik faktisk først et fodboldgennembrud i en sen alder. Han havde nemlig prøvet kræfter med andet end fodbold. Han startede først for alvor med at spille fodbold som 17-årig, og han blev hurtigt en del af OB’s hold.

I truppen var brormand Michael Hemmingsen også, men det betød ikke, at fodboldstarten blev mere smertefri, siger Carsten Hemmingsen til LigaBold.dk.

– Jeg var der i to og et halvt år til at starte med. Nu var min bror (Michael Hemmingsen, red.) der til at starte med, og det gjorde det lige nemmere at komme ind. Det var ikke sådan, at han tog sig voldsomt meget af mig. Han var nok den, der var hårdest ved mig.

– På det tidspunkt havde OB nogle gode spillere, personligheder og flinke fyre, så det var relativt nemt for mig at komme ind i spillertruppen og blev rimelig hurtig accepteret grundet min iver og min måde at gå til tingene på, og jeg gav mig fuldt ud. Jeg tror, at jeg vandt en stor respekt fra start af. Så er det nemmere, end hvis man ikke viser sig selv frem, siger Carsten Hemmingsen til LigaBold.dk.

I løbet af tiden i OB var der mange højdepunkter, men det største fandt sted mod Real Madrid 6. december 1994, hvor OB leverede en gigantisk sensation også kendt som ‘Miraklet i Madrid’. På daværende tidspunkt var Michael Laudrup en del af det spanske hold.

Første opgør i Odense var endt 3-2 til Real Madrid, og derfor var OB ikke spået mange chancer i returopgøret på Santiago Bernabeu. Fynboerne gjorde dog det nærmest umulige og vandt med 2-0. Dermed ekspederede OB selveste Real Madrid ud af den daværende UEFA Cup.

Carsten Hemmingsen husker ikke så meget af glædesrusen efter kampen. Han husker til gengæld tydeligt træner Kim Brinks peptalk i pausen.

– Jeg husker ikke så meget lige efter Madrid-kampen, hvor jeg på en måde levede i en lille boble og ikke rigtig kan huske det. Men tiden var meget, at folk vidste, hvad de kunne. Folk vidste, hvad de var gode til, og det kom de med. Det var nok ikke det bedste OB-hold spiller for spiller i nyere tid, men jeg tror bare, at vi havde en træner, som formåede at sætte en god enhed sammen. Vi var svære at slå, og vi havde en tro på tingene.

– Vi fik at vide, at vi kunne slå dem, dem og dem, så troede vi på det. Jeg kan huske, at Kim (Kim Brink, red.) i pausen i Madrid sagde, at vi godt kunne vinde 2-0, og så gik vi ind og troede på det, i stedet for at tænke, at han ikke var rigtig klog.

Troede du på det?

– Jeg ved ikke, om jeg troede på det. Men jeg troede heller ikke, at det ikke kunne lade sig gøre.

– Vi lagde os ikke ned.

Vanvittigt med landsholdsdebut

De gode præstationer på banen betød også, at den daværende danske landstræner Richard Møller Nielsen fik øjnene op for Carsten Hemmingsen. Det udmøntede sig i, at den hårdslidende midtbanespiller blev udtaget til Confederations Cup i 1995 i Saudi-Arabien. En turnering, som Danmark endte med at vinde. Her startede Hemmingsen i 1-1-opgøret mod Mexico, og det blev hans eneste landskamp.

– Det var helt vanvittigt. Man skal tænke på, at det var en dreng, der havde spillet professionel fodbold i otte måneder, som lige pludseligt spillede med Laudrup og de andre udlandsproffer. Det var kæmpestort, og det kan man ikke sammenligne med noget som helst.

– Jeg havde det meget sådan, at jeg ikke var så imponeret, men jeg havde meget respekt for de folk, der var på landsholdet. Det var ikke sådan, at jeg var imponeret og tænkte: ‘Jeg skal nok gøre, hvad de siger’. Jeg havde mine holdninger, men jeg gjorde, hvad der skulle til for holdet. Jeg var ikke nervøs til kampene, og det, tror jeg, var meget heldigt for mig, siger Carsten Hemmingsen.

Carsten Hemmingsen har altid været relativt uimponeret, og det har hjulpet ham en del i løbet af karrieren.

– Jeg var meget i min egen lille verden, da jeg spillede. Jeg var så fokuseret på det, som jeg skulle. Mit talent var ikke til, at jeg bare kunne slappe af. Jeg skulle være på hele tiden. Jeg havde bare en voldsom vindermentalitet og en evne til at lukke tingene ude og spille lidt efter, hvor jeg var på det tidspunkt.

I juli 1996 var tiden i den fynske klub forbi for denne omgang for Carsten Hemmingsen efter 55 Superliga-kampe, og han rykkede i stedet for til København og FC København. Selvom han skiftede til en rival, så havde han ikke de store betænkeligheder. Det var en god mulighed, som han greb.

– Det gjorde det sådan set rimelig nemt. Jeg var jo så uheldig, at jeg blev skadet i OB og var ude i 14 måneder. Jeg mistede derigennem en del udtagelser blandt andet til Ligalandsholdet. Da OB ikke rigtig kom på banen og ikke kom med et tilbud om at blive, andet end da jeg sagde, at jeg skulle til København.

– København viste så meget interesse for mig, og jeg var langt nede på det tidspunkt og havde ikke spillet så meget. Så det vækkede lidt i mig, at de tilbud mig en kontrakt, der var i en anden kaliber, end jeg var vant til.

Han kunne med det samme mærke, at presset og tilværelsen i FCK var noget anderledes end i OB, og det skulle han lige vænne sig til. Hemmingsen blev dog hurtigt en del af hovedstadsklubben.

– Der var ingen tvivl om, at der allerede dengang var en verden til forskel. Der var journalister til træningerne hele tiden. I OB kunne man være heldig, hvis der stod én fra Fyens Stiftstidende. Der var hele tiden nogle folk ude at se os til FCK-træninger. Det har aldrig sagt mig noget, men jeg præsterede rigtig godt, når der var pres på.

– Så kom jeg til København, og så ved jeg godt, at mange siger, at de bare er nogle københavnersnuder, men mine bedste fodboldkammerater kommer derovre fra. Jeg ses stadig med dem og har kontakt med dem, og de (FCK, red.) var fantastiske til at tage imod folk.

– Jeg ses meget med Diego Tur og Todi Jónsson, og så taler jeg en del med David Nielsen og Lars Højer. Derudover har jeg kontakt til Iørn Uldbjerg, men ses ikke rigtig med ham. Men de første ses jeg da med. Jeg har været oppe at besøge David (David Nielsen, red.) i Skagen om sommeren. Der er virkelig nogle folk, der hænger ved, og som man har fået et tæt bånd til.

Det var det dummeste at forlade FCK

Carsten Hemmingsen fik fast spilletid i FCK og nåede at være i klubben i godt fire år. Her blev det til 123 kampe og ti mål for midtbanespilleren, og han vandt endda en pokaltitel i sæsonen 1996/1997.

Når Hemmingsen skal vurdere, om han var en succes i FCK, vil han lade det være op til andre, men han har dog selv en klar mening.

– Det er måske ikke mig, der skal vurdere det, men der er nogle unge spillere, der måske spiller op til mig og siger, at jeg ikke havde den bedste førsteberøring. Så når folk begynder at omtale mit talent, så siger jeg, at jeg ved ikke, hvor stort et talent jeg havde, men det var nok til at komme i rødt og hvidt.

– Et eller andet kunne jeg vel, hvis man kunne komme blandt de 20 bedste i Danmark. Når folk siger, at jeg ikke var sådan og sådan, så tror jeg, at de tager meget fejl. Til træning var jeg klart en af dem, der var bedst. Jeg kunne ikke lægge at drible, men jeg fandt ud af, hvad jeg var god til. Hvis man har spillet fast for FCK i tre og et halvt år, så man har kunnet et eller andet. Hvis du har over 100 kampe for FCK, så kan man i hvert fald spille fodbold i min verden.

Carsten Hemmingsen gled dog mere og mere ud af truppen, og til sidst var tålmodigheden opbrugt. Han var millimeter fra et skifte til skotsk fodbold og Dundee United. Det glippede i allersidste sekund, og han endte i stedet for i OB. Når Hemmingsen ser tilbage på afskeden med hovedstadsklubben, så er det med stor ærgrelse.

– Det er ikke noget med OB at gøre, men det var dummest, som jeg har gjort, da jeg tog hjem fra København. Jeg skulle være blevet i København, og jeg tog hjem et år før, at min kontrakt udløb. Jeg kunne have forlænget min kontrakt, men jeg var ikke tilfreds med at spille hver anden kamp.

– Det skulle jeg bare have gjort, jeg skulle være blevet. Det viste så sig også, at halvanden måned efter, der stoppede Ståle Solbakken, og det var ham, der tog min plads. Så kom Christian Poulsen frem dengang, og det var kun på grund af det. Han gjorde det jo fint, men så havde der stadig været plads til mig, siger Hemmingsen og fortsætter:

– Det er noget, som jeg har fundet ud af efterfølgende. For jeg kom jo hjem til OB og vandt pokalturneringen med dem. Så det er ikke sådan, at det ikke var ok. Det var en fin periode.

– Der var dog meget udskiftning på trænerfronten og sjove trænerkonstellationer med to ligestillede trænere, men det har ikke noget med selve klubben at gøre, men det har jeg mere tænkt over personligt efterfølgende, at jeg skulle have blevet der (i FCK, red.).

– Jeg var også lidt skuffet. Jeg skulle have været til Dundee United, og kontrakten var i orden. Jeg var derovre, og skuffelsen over, at træneren sagde op om natten, så min kontrakt ikke kunne komme igennem. Den skuffelse var så stor, at jeg var indstillet på at tage hjem til OB, da de så kom på banen.

– Jeg lå på et hotelværelse ovre i Skotland, og kontrakten og længden var på plads. Så spillede de uafgjort, og så sagde træneren op, og det er jo træneren, der bestemmer, hvem der skal hentes ind. Sådan var det i britisk fodbold dengang. Så kom der en anden træner, og det kunne jeg ikke vente på.

– Han ville også gerne have mig, men de manglede nogle, der kunne score nogle mål, så de hentede en angriber i stedet for. Det drejede sig om det uafgjorte resultat, ellers havde jeg blevet derovre.

Dårligt knæ

Da Hemmingsen kom hjem til OB, begyndte han at indse, at karrieren var på vej nedad. Et drilsk knæ havde han døjet med i længere tid, men det begyndte først nu at sætte sine spor.

– Der er ingen tvivl om, at jeg har haft et dårligt knæ, og det havde jeg spillet med i de seneste ti år. Der var ikke sådan, at det blev dårligere og dårligere, men det var nok det, der til sidst gjorde, at jeg ikke kunne spille. Det lakkede mod enden, og det blev hårdere for hver gang, at jeg skulle starte op med det knæ. Jeg var tilfreds, fordi vi lå nummer ét og havde vundet en pokalfinale, og jeg har aldrig prøvet at rykke ud med et Superliga-hold, så jeg er ovenud tilfreds.

Hvornår gik det op for dig?

– Det var allerede, da jeg kom til København, at jeg kunne se det, da der også var nogle bruskskader, så det var et spørgsmål om tid, så det vidste jeg godt.

Efter fire år i OB, hvor han blev pokalmester, skiftede Hemmingsen til Vejle i sommeren 2004. Her startede han med at være anfører, men en ændring i klubbens tankegang gjorde, at det kostede midtbanespilleren pladsen som anfører på holdet. Derefter var der ingen vej tilbage, karrieren var ved at være slut. I sommeren 2005 hjalp han AGF i et halvt år, inden han lagde støvlerne på hylden på divisionsniveau.

– Jeg spillede godt og var anfører, så kom der nogle nye til klubben, der ville lave nogle omstillinger til at spille med nogle andre mennesker. Det mente de, at det var på bekostning af mig, og jeg var oppe i årene, og de ville gerne have, at der kom nogle nye ind, selvom jeg var anfører.

– Så det kom som et chok fra den ene dag til den anden, da jeg havde spillet rigtig, rigtig godt. Der dummede Vejle sig, da min kontrakt gik angående førsteholdet, og jeg gik derfor et helt år på løn derovre fra. Det var Flemming Serritslev, der kom til klubben dengang, der var promotor på det sammen med Lasse Christensen.

Indså du på det tidspunkt, at karrieren mere eller mindre var slut?

– Der vidste jeg godt, at det var det sidste. Jeg tog op til AGF og hjalp holdet i et halvt år, fordi Brian Steen (Brian Steen Nielsen, red.) ringede til mig, mens jeg gik i Vejle og ikke lavede noget. Han sagde, at de manglede nogle til træning, og det var ikke sådan, at jeg skulle op og spille på Superliga-holdet. Det var jeg ikke i gear til på det tidspunkt, men de manglede nogle til træning, og nogle der kunne gå lidt til den. Der tog jeg tre måneder deroppe.

Stolt af karriere

Når Carsten Hemmingsen ser tilbage på karrieren med pokaltitler, landsholdsdebut og sejr over Real Madrid, så er han også ganske tilfreds.

– Ja, jeg er stolt. Man skal tænke på, at jeg spillede badminton, indtil jeg var 17 år og begyndte først rigtigt at spille fodbold, da jeg flyttede til Dalum og spillede seniorfodbold. Indtil jeg var 20 år, spillede jeg i en serieklub, og så tog jeg til Dalum og derefter B1913.

– Derefter videre til OB, hvor jeg spillede fast med det samme. Jeg har vredet alt det ud af mit talent, men jeg er sikker på, at hvis man dengang havde den viden og erfaring, som man har i dag, så kunne jeg også godt have selvtrænet og presset den lidt mere. Når man er i det, lader man sig lulle med og værdsætter ikke den tid, som man havde, nok. Ud fra de erfaringer, som jeg har nu, så skulle jeg have værdsat den tid meget mere og gjort meget mere dengang, end bare at være tilfreds.

Ærgrer du dig over, at det ikke blev til et udlandsophold?

– Det ærgrer jeg mig selvfølgelig over, fordi jeg skulle bare have taget det roligt på det tidspunkt. Jeg skulle bare have løbet min kontrakt ud og søgt mod England, fordi jeg kunne sagtens være kommet til en klub i England, måske ikke lige Premier League, men jeg kunne måske være kommet til noget andet.

I løbet af karrieren har flere trænere og spillere haft stor betydning for Carsten Hemmingsen. Blandt andet har Kim Brink en stor stjerne hos Hemmingsen.

– Der er ingen tvivl om, at Kim Brink hentede mig og troede på mig. Det var ham, der fandt mig, så det har selvfølgelig haft stor betydning. Jeg har dog haft mange gode trænere.

– Jeg nåede at have Roy Hodgson, som var en kæmpe kapacitet ovre i København. Derudover havde jeg Kent Karlsson ovre i København, en fantastisk træner også. Så er der Lars Høgh. Man lærte, hvad professionelt fodboldspil var.

– Han havde bare en udstråling. Han var altid venlig, men han råbte og skreg til træning. Hvis du vendte om og kiggede på ham, så havde man også lyst til at give sig. Lars har en stor plads hos mange, og jeg lærte mange ting af ham.

Er blevet træner

Carsten Hemmingsen har dog ikke forladt fodboldverdenen helt. Fra juli 2006 til og med juni 2010 var han spillende træner i B1909. Derefter var han træner i Aarup fra juli 2011 til december 2013.

Så tog han springet videre til FC Svendborg, hvor han var i et år fra januar 2014 til januar 2015. Middelfart stod klar med en kontrakt til Carsten Hemmingsen i januar 2015. Her var han til november 2015. Så ventede en ny udfordring for ham i december 2015, da han blev sportsdirektør i Marienlyst, og i sommeren 2016 blev han træner indtil november 2018.

Nu er han at finde Danmarksserie-klubben Odder IGF. Her har han været cheftræner siden januar 2020. Det er kærligheden til fodbolden, der holder ham til ilden. Du kan læse mere om Carsten Hemmingsens ambitioner som træner lige her.

– Der er også sjældent, at en murer, der har muret i 40 år, kaster sig over noget andet. Det er ligesom det, som jeg kan, selvom jeg har to uddannelser. Derfor ville jeg gerne prøve at forene det i mit videre virke, så det er interessen og lysten, der driver det, siger Carsten Hemmingsen til LigaBold.dk.

Den i dag 50-årige Carsten Hemmingsen er noteret for 265 Superliga-kampe og 21 mål.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]