Sjællandsserien Pulje 1

Serie-stjerner: Droppede Ajax – endte i DK

Dzevdet Sainoski – Foto – Hillerød

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Det lå ikke lige i kortene, at Dzevdet Sainoski skulle ende i dansk fodbold, da han som 10-årig vandrede forbi den lokale fodboldbane i Nordmakedonien, der på daværende tidspunkt var en del af Jugoslavien.

Hans far var fodboldspiller, så fodbold var en del af familien, men det var stadig tilfældigheder, der gjorde, at Dzevdet Sainoski endte med at kaste sin kærlighed på fodbolden, siger han til LigaBold.dk.

– Jeg startede med at træne med et hold, da jeg var 10 år, og det var ret tilfældigt. Jeg boede lige ved siden af en fodboldbane, hvor den lokale klub spillede. Jeg så, at der var mange børn på min alder og måske lidt ældre, men så gik jeg stille og roligt derhen. Træneren spurgte, om der var flere, der ville være med, og så spurgte jeg som en genert 10-årig, om jeg måtte være med.

– Det måtte jeg godt, og så spillede jeg på midtbanen. Jeg tænkte: ‘Hvad er midtbane?’. Der var jo kun en målmand, og så var der resten af spillerne, tænkte jeg. Det gik godt, og træneren spurgte, hvad jeg hed, og da han hørte mit efternavn, der sagde han, at han godt kunne se, at jeg var min fars søn.

– Han sagde, at jeg skulle komme til træning om tirsdagen. Så spurgte min far mig på et tidspunkt, og så sagde jeg, at jeg spillede på et hold, siger Dzevdet Sainoski til LigaBold.dk.

Forlod Ajax grundet hjemve

Som ganske ung skulle Sainoski dog få en oplevelse udover det sædvanlige. Selveste Ajax ville nemlig gerne se nærmere på Sainoski, der på daværende tidspunkt blot var 16 år. Han endte med at drage til Holland, men Sainoski kom dog hjem igen kort tid efter. Det var svært at leve i et fremmed land uden at kunne kommunikere ordentligt, husker Sainoski.

– Da jeg var 16 år, var jeg en tur i Ajax, fordi jeg har et familiemedlem, der bor i Holland, og han hørte, at jeg var en okay spiller. Så spurgte han, om jeg måtte træne med i Ajax et par gange. Jeg tog til Holland om sommeren og trænede med. Jeg kan huske, at Leo Beenhakker var træner for førsteholdet, og jeg spillede med U17, hvor jeg skulle spille en træningskamp, hvor de skulle vurdere, om jeg skulle blive eller ej.

– Dengang var jeg angriber, fordi jeg ville gerne score mål. Jeg spillede derfor første halvleg som angriber. Min fætter sagde dog, at Ajax gerne ville se mig som sweeper i forsvaret. Jeg tænkte umiddelbart, at jeg ikke ville være god i forsvaret. Så spillede jeg anden halvleg som sweeper, og så gik det godt. Så snakkede de efter kampen, mens jeg var i bad, og så sagde min fætter, at de vil gerne beholde mig, men ikke som angriber, men som sweeper.

– Så blev jeg og trænede i en to-tre måneder, og men så skulle jeg vente til juni måned med at skrive kontrakt, til jeg var blevet 17 år, og vi var i november på det tidspunkt. Jeg kunne hverken A eller B fremmedsprog udover mit eget sprog, så det var lidt svært, så jeg besluttede mig at rejse tilbage til Makedonien.

Var det meget svært at være i Ajax?

– Jeg boede hos min fætter, og jeg var velkommen der, så der var ikke noget problem. Det handlede om kommunikationen. Jeg fik mere hjemve, og det var første gang, hvor jeg kom ud af min komfortzone. Jeg havde aldrig været i udlandet før det.

Store oplevelser med Vardar Skopje og landsholdet

Sainoski drog hjem til barndomsklubben Ohrid, men han blev hurtigt kontaktet af Tikvesh i den bedste række. Han endte med at drage til Tikvesh, hvorefter en noget større klub ventede ham i 1994, da Sainoski blev en del af storklubben FK Vardar Skopje.

– Jeg boede ved en natursø, og der var også en strand. Der kom træneren for Tikvesh og fandt mig. Han sagde, at han gerne ville have mig til klubben. Han havde spillet sammen med min far. Så prøvede jeg det, og hvis det ikke lykkedes, så smuttede jeg bare tilbage til min hjemby.

– Jeg smuttede jo også fra Ajax. Jeg fik en to-årig kontrakt, og jeg blev en af de første U21-landsholdsspillere. Derefter fik jeg kontrakt med Vardar Skopje i 1994, og det var den bedste klub, der var i Makedonien, og klubben kæmpede med om mesterskabet og pokalen. Det var sjovt, og så blev jeg også A-landsholdsspiller, mens jeg spillede der.

Den vævre midtbanespiller blev en fast del af Vardar Skopje-holdet, og han var med til at spille flere europæiske kampe med klubben.

– Jeg har også prøvet at spille UEFA Cup med Vardar Skopje. Jeg kan huske, at vi skulle møde Bordeaux. I Bordeaux var der mange stjerner blandt andet Zidane (Zinedine Zidane, red.), men han var heldigvis eller uheldigvis i karantæne i de to kampe, hvor vi mødte dem. Så jeg mødte ham ikke. Der var en del spillere, og de (Bordeaux, red.) nåede at spille finale i den sæson. Vi tabte hjemme 0-2 til dem og spillede 1-1 i Bordeaux.

Tysk og hollandsk fodbold

Han blev også bemærket af flere udenlandske klubber for sine præstationer for Vardar Skopje. I 1997 var han nu klar til at tage skridtet til Holland, da NEC Nijmegen ønskede at tilknytte ham, og det var bestemt ikke nemt at få en kontrakt i udlandet for østeuropæiske spillere, mener Sainoski.

– Nu er det måske nemmere at få spillere fra Makedonien og andre østeuropæiske lande til, og der er meget fokus på disse spillere i dag. Jeg kan huske, at Nijmegen så med til en landskamp, træninger og turneringskampe, inden de besluttede sig for at købe mig. Man skulle virkelig være god nok til at få kontrakt i udlandet.

Sainoski havde et par gode år i Holland, hvor spillet i den hollandske række passede ham godt. og i den periode var han også en del af det makedonske landshold. I løbet af karrieren spillede han hele 26 landskampe med to mål til følge.

At skulle repræsentere Makedonien (nu Nordmakedonien) var noget af det største for ham i karrieren. I 1998 scorede han blandt andet mod Kroatien i EM-kvalifikationen.

– Det var en ubeskrivelig oplevelse. Det at være landsholdsspiller er noget specielt. Om det er Makedonien, Danmark eller et andet land. Det er noget specielt. Det vækker mange følelser, når man står og hører nationalsangen. Stemningen og folkene omkring, det er ligesom en familie. Du venter med spænding på, at du skal mødes med de folk.

Han besluttede sig dog for at rykke videre i karrieren, og næste stop blev Hannover 96 i 1999. Han havde en god holdkammerat i Nijmegen, der også drog til Tyskland, og derfor havde de to spillere hinanden. Det gik dog skidt for klubben i 2. Bundesliga, og efter halvandet år var Sainoski færdig i den tyske klub.

Konen trak ham til Danmark

Nu skulle nordmakedoneren finde ud af, hvad næste træk i karrieren skulle være. Han var han egentlig indstillet på at vende hjem til Vardar Skopje, men et besøg i Danmark gjorde udslaget. Derfor blev midtbanespillerens næste klub B93, der havde Christian Andersen som træner, i 2000. I 2001 blev Christian Andersen træner i Farum Boldklub, og han tog Sainoski mig sig til Farum-klubben.

– Jeg er jo gift med en makedonsk-dansker, så min kone er født og opvokset i Danmark. Vi havde været kærester i lang tid, og vi blev gift, da jeg skrev under med Hannover. Så hun flyttede til Tyskland, og der var vi i halvandet år, indtil jeg rev min kontrakt over med Hannover. Jeg havde en telefonisk aftale med Vardar Skopje om, at jeg skulle tilbage til dem. Jeg var landsholdsspiller på det tidspunkt, og jeg ville ikke miste min plads på landsholdet, og der er Vardar en anerkendt klub i Makedonien.

– Inden jeg tog til Makedonien, så kom min kone, og vi tog på besøg hos mine svigerforældre i København. Så kom jeg i kontakt med nogle fra B93, og det var i september 2000.

– Dengang var Christian Andersen træner i klubben, og så kom jeg til en træning, og det var nok for ham (Christian Andersen, red.) at se. Så aftalte vi, at jeg spillede resten af halvsæsonen i B93, og så måtte vi se derefter.

– Så spillede jeg der i et par måneder, og det gik godt i B93. Samtidigt havde Christian Andersen fået en aftale med Farum Boldklub om at skulle være træner der, og så fik jeg en kontrakt i Farum. Så det blev ikke til noget med Vardar, men jeg blev derimod i Danmark.

For Sainoski var det en noget anden tilværelse at spille på noget mere ydmyge stadions i 1. division for B93 fremover på større arenaer.

– Fodbold er fodbold selvfølgelig, men da jeg spillede i B93, spillede de i 1. division. Jeg kendte ikke så meget til dansk fodbold overhovedet. Da vi skulle spille mod Skive i Jylland, så kom vi med bus til en indhegnet bane. Så spurgte jeg, om det var her, at vi skulle spille, og det var det så. Der tænkte jeg, at det var løgn. Jeg havde været vant til store stadions i Tyskland og Holland.

– Man savnede selvfølgelig tilskuerne. Da jeg spillede i B93, var der ikke så mange, og det var der heller ikke i Farum Boldklub, da vi spillede i Superligaen. Hvis man elsker at spille fodbold, så skal man motivere sig selv og ikke tænke på tilskuere.

Scorede historisk Farum-mål

Tiden i Farum Boldklub (der senere blev til FC Nordsjælland) blev en tid, hvor nordmakedoneren skrev sig ind i historiebøgerne. I sommeren 2002 rykkede Farum Boldklub op i den bedste danske række for første gang i historien, og i den første Superliga-sæson kreerede Sainoski det første mål for Farum i den bedste danske række, og han husker, at det var noget af et brag.

– Det gik godt. Vi rykkede op, og jeg spillede de kampe, som skulle spilles. Jeg scorede også det afgørende mål i 1. division, hvor vi rykkede op i Superligaen. Efter det første halve år i Superligaen fik jeg en skade i mit knæ, og det var i december. Så skulle jeg opereres, og jeg var først tilbage året efter.

– I december 2003 løb min kontrakt ud, og jeg nåede ikke at blive klar. Så kom der en ny ejer og alle mulige ting, og så var det dét. Derudover blev jeg den første målscorer i Farum Boldklubs historie i Superligaen.

– Da vi rykkede op, så spillede vi første kamp i Aarhus og tabte 0-2. Ugen efter mødte vi Viborg på hjemmebane, og der bragede jeg den ind i krydset fra lang afstand, og så var det første mål i Farums historie i Superligaen, siger Sainoski og tilføjer:

– Vi blev nummer tre i den sæson, og vi havde en god trup. For nogle var det måske en overraskelse, men det var det ikke for os. Vi kendte hinanden, og vi havde spillet sammen i en halvsæson i 1. division og en halvsæson i Superligaen.

Nordmakedoneren mener, at Farum Boldklub, der blev til FC Nordsjælland i sommeren 2003, havde et hav af gode spillere, og han husker også, at en del spillere røg til udlandet.

–  Vi hentede en del spillere blandt andet fra Lyngby, der var gået konkurs. Der kom en seks-syv spillere. Vi havde en del profiler. Kevin Stuhr (Kevin Stuhr Ellegaard, red.) røg til Manchester City, og David Rasmussen og Thomas Rasmussen røg til Hansa Rostock. Der var også Ulrich Vinzents og Nichlas Hindsberg. Jeppe Tengbjerg røg ikke nogle steder, men han var en ræv, som kunne score mål ‘anytime’.

Som Sainoski har nævnt, så løb han ind i en skade, der endte med at holde ham ude i lang tid. I december 2003 løb midtbanespillerens kontrakt ud, og han valgte i stedet for at drage til svensk fodbold for at spille for Malmö Anadolu BI.

Efter en kort og svær periode i svensk fodbold, hvor Sainoski pendlede fra Farum til Malmø, tog nordmakedoneren endnu en tur i 1. division. Denne gang skulle han tørne ud for Ølstykke FC, og på det tidspunkt var karrieren som professionel fodboldspiller ved at få en ende.

Kastede sig over trænergerningen

Han endte med at blive spillende assistenttræner i Ølstykke, hvorefter han blev assistent i AB 70 på Amager. Christian Andersen havde dog ikke glemt sin tidligere spiller, og han lokkede Sainoski til AB.

– På det tidspunkt var Christian Andersen sportschef i AB, og der ringede han en dag, da jeg var i AB 70, og der sagde han, at jeg var blevet for gammel til at spille. Han ville gerne have, at jeg skulle være træner for AB’s andethold. Så jeg tog en kort tur i AB som andetholdstræner. Derefter gik det ned ad bakke og var bare for sjov.

Sideløbende med, at Sainoski var træner for AB’s andethold, spillede han for Boldklubben Prespa, der i dag er placeret i den københavnske Serie 1.

Han endte dog med at bruge al sin tid i Prespa som spillende træner og rykkede holdet op i Serie 1, men da Christian Andersen igen havde brug for Sainoskis hjælp i konkurstruede Frem i 2009, så sprang han til som assistenttræner.

Det blev dog en kort fornøjelse for nordmakedoneren, og i de senere år har den stået på trænerjobs i Handelsstandens Boldklub på Østerbro, Birkerød  (U14-U15-hold), B93 (U18-elitepiger), Farum Boldklub, Herlev, og siden januar 2020 har han været træner i Sjællandssserie-klubben Liria FK. Sainoski er også akademitræner på Hillerød Fodbold Akademi.

Han nyder at være træner og har det godt i Liria. Den store drøm for Sainoski er dog at prøve trænergerningen af på et professionelt plan. Der har dog ikke været bid indtil videre, siger han.

– Det ville være sjovt. Jeg elsker jo fodbold, og det er derfor, at jeg ikke kan give slip. Om det er seriehold eller børn, det er lige meget. Jeg elsker fodbold, men det skal også passe med privatlivet, så det er helt klart, at hvis jeg kunne blive professionel træner, vil det være perfekt.

– Jeg har A-licens, så jeg mangler kun P-licens. Hvis man ikke nogle muligheder for nogle ordentlige trænerjobs, så vil jeg ikke smide så mange penge i det.

Kunne have nået meget mere

Når den i dag 47-årige Dzevdet Sainoski ser tilbage på karrierens meritter, så er han godt tilfreds, selvom Sainoskis søn ikke kan forstå, at han tog hjem fra Ajax om ung.

– Dem, der kender mig rigtig godt, synes, at jeg kunne have nået meget mere. Min søn på 16 år driller mig med Ajax-historien. Han har sagt til mig: ‘Hvordan kunne du være så dum at smutte fra Ajax? Du kan jo have nået at spille for Barcelona’. Han er Barcelona- eller Tottenham-fan.

– Da jeg startede med at spille fodbold som barn, er det ikke som nu. Børn har, jeg ved ikke hvor mange støvler, som de kan skifte. Jeg kan huske, at min træner syede vores bolde, så tænk lige over det. Vi trænede på nogle mærkelige og underlige baner.

Ærgrer du dig?

– Jeg kunne faktisk have nået meget mere, men man kan altid være bagklog, og jeg er glad. Det var min hobby, der blev til mit arbejde. Det kan godt være, at nogle, der havde meget mindre talent end mig, har nået meget mere, eller nogle, der havde mere talent end mig, har nået mindre, siger Dzevdet Sainoski til LigaBold.dk.

Dzevdet Sainoski nåede at spille 12 kampe i den bedste danske række.

[TheChamp-FB-Comments language="da_DK"]