Danmarksserien Pulje 3

Serie-stjerner: ‘Fernandez truede sig til plads’

Alex Nørlund – til højre – Foto – Hedensted IF

Af Anders Jensen, redaktør på LigaBold.dk

Alex Nørlund fik hurtigt smag for fodbold, og det var kærligheden til spillet, der drev ham. Da han startede som femårig med at spille fodbold, anede unge Nørlund ikke, at det ville blive til hele 299 Superliga-kampe og et hav af oplevelser i løbet af karrieren.

Som 12-årig blev han en del af Vejle Boldklub, og hurtigt kunne klubben se, at der gemte sig et specielt talent i Alex Nørlund.

Alex Nørlund siger til LigaBold.dk, at han blev udvalgt til at få ekstra træning, og så stod der pludselig en ungdomskontrakt klar til ham i Vejle Boldklub.

– Jeg var på årgang med Thomas Gravesen og Kaspar Dalgas som måske nåede længst. Det var et rigtig fint hold. Det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Der var jeg bare en lille dreng fra Daugård, der spillede i Vejle. Det startede derfra. Vi havde et godt hold.

– Man oprettede en fodboldskole i Vejle Boldklub, og der fik jeg tilbudt en ekstra gang træning om fredagen med noget teknik. Her blev jeg valgt ud til det. Relativt tidligt fik jeg også en af de her ungdomskontrakter, og det, syntes jeg, var fedt, fordi så slap jeg for at arbejde på tankstationen.

– Alle unge mennesker vil jo gerne have lidt lommepenge. Man fik signaleret over for klubben, at man havde et talent, som man gerne ville dyrke. Jeg var bare i en position, hvor jeg elskede at spille fodbold, og en ekstra gang teknisk træning passede jo perfekt til mig. Efterfølgende fandt man ud af, at det ikke var så normalt, at man fik lov til at øve saksespark til træning. Ejgil Jensen, der var direktør på det tidspunkt, var vores legeonkel, og når der var fødselsdag, så var der othellolagkage. Vi blev lidt ekstra forkælet, siger Alex Nørlund til LigaBold.dk.

Alex Nørlund blev en del af Vejle Boldklubs førstehold, og han husker tydeligt både sin uofficielle og officielle debut for Vejle Boldklub.

– Min allerførste kamp var mod det daværende Zambia-hold (i 1993, red.), som var ved at blive opbygget. De tog rundt til nogle klubber i Danmark blandt andet AaB og Vejle. Det var det her Zambia-hold, der styrtede ned med fly og mistede rigtig mange desværre. Det blev min første kamp på det rigtige førstehold. Det var en meget bemærkelsesværdig kamp.

– Jeg havde Ole Fritsen, som jeg efterfølgende fik stor glæde af som træner. Vi spillede 3-5-2 med en sweeper og to markeringsspillere, og jeg blev simpelthen sendt på banen som markeringsspiller, og jeg fik at vide, at ham der Kalusha (Kalusha Bwalya, red.) skulle ikke røre bolden. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men jeg spillede ikke specielt godt. Jeg lavede dog utrolig mange frispark, for han var godt nok god. Jeg tror faktisk, at Ole (Ole Fritsen, red.) følte sig presset til at sætte mig ind igen, så jeg kom ind igen.

– Der gik vel et helt år, før jeg fik min officielle debut på førsteholdet. Det var igen en bemærkelsesværdig debut. Dengang havde man kun to spillere på bænken. Det er ikke ligesom i dag, hvor man har lige så mange siddende udenfor som inde på banen.

– Henrik Fig havde lidt problemer med lysken, så jeg var faktisk med som 14. mand. Han kunne under opvarmningen mærke, at det ikke var helt godt. Jeg røg så ind som 13. mand på bænken. Fem minutter før opvarmningen sluttede, stødte Henrik Holm og Benny Poulsgaard hovederne sammen og måtte køres på skadestuen.

– Pludselig stod Alex Nørlund inde i startopstillingen. Vi vandt 3-1, og jeg lavede to assists, og fra den dag spillede jeg kun førsteholdsfodbold i Vejle, siger Nørlund og pointerer, at Ole Fritsen vikarierede for den daværende træner Allan Simonsen til opgøret mod Zambia grundet ferie.

Unikt fællesskab i Vejle

Nørlund endte med at spille i Vejle ad flere omgange og fik en stor stjerne i klubben. Han forklarer, at der var et helt specielt fællesskab, hvor der var et unikt bånd mellem spillerne.

– Den (Vejle Boldklub, red.) betyder selvfølgelig meget. Man skal have respekt for dem, der har taget én det rette sted hen. Jeg har heldigvis også gjort meget den anden vej. Nogle gange er fodbold lidt tilfældigt, og det er et meget godt billede på det. Allan Simonsen var træner på det tidspunkt. Han havde et syn på mig, at jeg værdsatte mere at gå i byen, og det, mener jeg ikke, var helt rigtigt. Jeg tror bare, at jeg prøvede som naivt ungt menneske at kombinere tingene.

– Derfor gik der lidt tid før, at jeg fik lov til at få den her mulighed. Allan (Allan Simonsen, red) sad selv på bænken sammen med vores massør, så der var heldigvis ikke så meget at skyde med, så man var sikker på at spille fuldtid. De viste mig den tillid, og jeg gav også noget den modsatte vej. Det var en sindssyg god tid. Rent socialt var det bygget op på en anden måde dengang. Der spillede man enten på førsteholdet, som var divisionsklubben, ellers spillede man på andetholdet i Danmarksserien. Sammenholdet var helt ekstraordinært.

– Skulle man spille søndag for Superliga-holdet, så var det helt legalt, at man satte sig ind i omklædningsrummet, når Danmarksserie-holdet skulle spille, Dem så man også, og så kunne man godt nyde en øl sammen, når man havde vundet kampen, og så kunne man spille i Superligaen dagen efter. Det var på mange måder befriende. Den mulighed er der ikke i dag. Det kører på et andet plan. Jeg nød min tid som fodboldspiller, og jeg fik den vej rundt en masse gode oplevelser, siger Nørlund, der nævner, at Thomas Gravesen er en af de dygtigste spillere, som han har spillet med.

I Vejle-tiden var Nørlund også inde omkring de danske ungdomslandshold. En skade satte dog en stopper for mange kampe, og den periode var svær for Nørlund.

– Når man er skadet, falder man ud af det sociale, selvom det er ens gode venner, som man omgik sig med. Så skulle man være rigtig dygtig til at byde sig til og komme tæt på. Omvendt var det en svær balance. Jeg ville egentlig helst undgå, at jeg så dem træne, for så var det salt i såret, da man gerne ville spille. Man passer lidt sig selv og arbejdede målrettet mod comebacket.

– Jeg kan huske, at jeg løb ned fra Cindersbanen på det gamle Vejle Stadion, hvor jeg forestillede mig en masse fede oplevelser som jubelscener og blikket ud mod Blok D, som var fanklubben og var med til at forme holdet på det tidspunkt. Der var en helt speciel stemning i forhold til spillerne kontra fanklubben. Det var en anden tid. Man var gode venner med mange af dem, og så man dem nede i byen, så der var en god og gensidig respekt for hinanden. Det var på den måde en fed oplevelse. Den styrke, som jeg fik i skadesperioden, er egentlig også den, som har hængt ved.

Heine Fernandez truede sig til startplads i pokalfinale

Den kreative midtbanespiller spillede i Vejle, indtil han var 24 år. I sommeren 1999 skiftede Nørlund nemlig til Viborg.

Her nåede han i første omgang at være i to år, men den første tid i Viborg fik en ærgerlig afslutning.

Nørlund forklarer, at han blev kasseret til startopstillingen i pokalfinalen mod AaB i 2000. Det skete på baggrund af, at Heine Fernandez truede sig til en startplads med at flyve hjem, hvis det ikke skete. Det kunne Nørlund ikke acceptere.

– Jeg havde en dårlig oplevelse i forhold til pokalfinalen, hvor Kim Poulsen desværre ikke turde at være mand nok til at stemple igennem. Det betød, at Heine Fernandez fik talt sig på holdet, selvom han skulle starte ude. Han fik tilsyneladende en kantspiller med i købet i forhandlingen med Kim Poulsen aftenen før. Han (Heine Fernandez, red.) truede med at flyve hjem, hvis han ikke fik lov til at starte inde. Det pres kunne Kim Poulsen åbenbart ikke stå for, og så gik det udover mig desværre. Det var først en historie, som jeg blev bekendt med bagefter. Det kunne jeg selvfølgelig ikke se igennem fingrene med, da jeg var ekstremt skuffet over, at jeg ikke skulle starte inde i pokalfinalen.

Det var da ærgerlig måde, at det skulle ende på?

– Det var det. Også fordi jeg var rigtig glad for at være i klubben, og klubben var også rigtig glad for, at jeg var der. Jeg ved godt, at man ikke får noget ud af at bære nag og være bittersur, men der er nogle gange, hvor man må stå ved sin magt, og så meddelte jeg, at jeg ville stoppe året efter, hvor min kontrakt udløb. Det gjorde jeg, da jeg 14 dage før var flyttet, og jeg kunne simpelthen ikke orke at skulle til at flytte igen.

– Derfor kunne man have sagt, hvorfor jeg ikke stoppede med det samme. Jeg fik lov til at spille i en del Europa-kampe, og jeg ved ikke, om det var for at glatte det lidt ud, men det ændrer ikke på, at jeg havde truffet den beslutning, og sådan var det.

Nørlund siger, at der var flere spillere, der viste deres utilfredshed.

– Jeg var ikke den eneste, der var sur på ham (Kim Poulsen, red.) over det her, og der er slet ikke nogle ‘bad feelings’ mellem mig og Heine (Heine Fernandez, red.), for han var fuldstændig ærlig over for mig. Heine sagde, at han ville have gjort akkurat det samme. I det her tilfælde var det kun Kim (Kim Poulsen, red.), der ikke var mand nok til at sige, at så måtte du (Heine Fernandez, red.) jo flyve hjem.

– Vi havde jo slået AaB 7-2 med mig som banens bedste spiller tre uger forinden i turneringen, så der var ikke noget belæg for, at vi ikke kunne undvære at spille uden Heine, for der var han ikke med. Sådan er der så meget i fodbold, og det er også en ballast, som jeg tager med i mit sportsdirektørjob. Jeg vil altid være ærlig over for mennesker. Så vil jeg hellere være et dumt svin, men man er et endnu dummere svin, hvis man ikke tør at stå ved det, man gør. Sådan er det.

LigaBold.dk har været i kontakt med Heine Fernandez, og han bekræfter, at han truede sig til en startplads i pokalfinalen i 2000 med at flyve hjem, hvis det ikke skete, og Fernandez tilføjer med et grin, at ‘det var en værre én’.

LigaBold.dk har forsøgt at få en kommentar fra Kim Poulsen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Pokalfinalen endte 1-0 til Viborg over AaB.

Afklaret med stop

Efter Viborg-tiden vendte Nørlund tilbage til Vejle i et år i 2001, og det var planen, at det kun skulle blive til et år, fastslår midtbanespilleren.

Efterfølgende tog Nørlund til AGF i 2002, hvor han var i to sæsoner. Herefter stod den på en retur til Viborg, der ikke længere havde Kim Poulsen som træner.

– Jeg er altid en person, der skiller tingene ad, og på det tidspunkt var der en ny træner, så det var der ikke noget i vejen for. Jeg vidste også, at jeg havde fansenes opbakning på det, siger Nørlund om Viborg-returen.

Det blev til yderligere to sæsoner i Viborg, inden Nørlund vendte tilbage, hvor det hele startede i Vejle Boldklub.

Det passede perfekt i familielivet, og han fik for første gang i karrieren en treårig kontrakt. I 2009 fik karrieren en ende for midtbanespilleren. På det tidspunkt var han indstillet på, at det var slut.

– Jeg var helt afklaret med, at jeg skulle stoppe. Vejle Boldklub var en rodebutik på det tidspunkt, og det sidste år i Vejle Boldklub var ikke den bedste oplevelse som fodboldspiller. Det var en kæmpe rodebutik, og der var ikke hoved eller hale i det, som der foregik.

– Det gjorde det også lettere at sige, at det var tid til at stoppe. Det er også et udtryk for, at fodbold er et fantastisk job, men også et krævende job mentalt og ting, man skal sige fra til. Jeg nåede også til et punkt, hvor jeg tænkte, at der var andet i livet end fodbold. Jeg havde egentlig lyst til at prøve mig selv af på nogle andre områder.

– Der lyder måske mærkeligt, men nogle gange kan man godt gå rundt med den følelse af, at man faktisk gerne vil bidrage lidt mere til samfundet i en anden størrelse. Det hænger måske lidt sammen med mig som spiller. Langt hen ad vejen spiller man fodbold, fordi man synes, at det er sjovt, men det er måske først bagefter, at man får øjnene op for, hvor meget man betyder for andre mennesker. Hvad betyder man for en lagerarbejder, der møder ind mandag morgen. Der bliver talt rigtig meget om fodbold, og det havde jeg ikke tænkt så meget over. Derfor var det helt naturligt at stoppe på det tidspunkt.

Tæt på Italien-skifte

Alex Nørlund er mere taknemmelig og glad for, at han kunne leve af sin hobby i så mange år, mere end han er stolt.

Han nævner, at mange måske forveksler en god karriere med en tur til udlandet, men Nørlund ser det også som en kæmpe kvalitet at have sat et stort indtryk på dansk fodbold. Han forklarer dog, at han var millimeter fra at komme til udlandet.

– Nogle gange, når man kigger tilbage på en god karriere, så kan man tænke: ‘Han nåede aldrig til udlandet, så var han nok ikke så god’. Ved at jeg i så mange år kunne få lov til at leve af min hobby og spillede, synes jeg, måske det er en endnu større præstation. Der er jo rigtig mange spillere, som popper op i et par år og får en tur i udlandet, og lige pludselig er de væk igen.

– Så kan man sige, at der er to måder at vurdere ens karriere, og så kan man diskutere, hvilken måde der er bedst, og det er sådan set også ligegyldigt. Jeg tror, at mine skadesperioder har gjort, at jeg fik styrken til at ville det. Når man har haft lidt modvind, så i stedet for at falde sammen, så har jeg måske kunnet finde lidt ekstra styrke indefra, siger Alex Nørlund og tilføjer:

– Jeg har været sindssygt glad for at spille alle de steder, som jeg har været. Udefra ved jeg godt, at man kigger på resultater med hensyn til, om det virkelig var fedt at være i AGF, når vi lå i bunden. Jeg synes, at det var pissefedt at være i AGF.

– Det var en sindssyg spændende klub at være i. Jeg oplevede også at være tophold i AGF. Desværre brækkede jeg tåen, og da jeg kom tilbage, lå vi nummer ni. Jeg har altid spillet der, hvor jeg har haft lyst til at spille, inden for de muligheder jeg har haft. Jeg har aldrig været drevet af økonomien i det, og derfor har jeg også spillet på nogle hold, hvor vi har spillet noget rigtig god fodbold. Den vej rundt fik jeg også en masse gode relationer.

– Selvfølgelig har jeg også haft de her udlandsdrømme som alle andre, og igen så kan man komme tilbage til tilfældigheder. Måske var jeg ikke dygtig nok, og måske havde jeg det for godt, de steder hvor jeg var. Jeg ville slippe det for enhver pris.

– Jeg kan dog ikke lade være med til at tænke tilbage på en episode, hvor Padova var oppe at se mig spille (i 1999, red.). Jeg ville sindssygt gerne til Italien, da det var det store land at spille fodbold i dengang. Vi vandt 2-0, og jeg scorede et rigtig fint mål. Vi landede nede på hotellet i byen for at forhandle. Da vi skulle til at forhandle, ringede sportsdirektørens telefon. Padova havde været ude i en playoff-kamp om at blive i rækken. De havde vundet 1-0 på udebane, og så ved man godt i Italien, at så er den afgjort. Det var den så desværre ikke i dette tilfælde, da de formåede at tabe 1-2 på hjemmebane og ryge ud på reglen om udebanemål. Så drak han kaffen færdig og sagde tusind tak for i dag, og så tog han til Italien igen.

– Det er bare et sjovt eksempel på, hvordan fodbold også kan være, Havde jeg nu røget til Italien i starten af 20’erne. Det kunne være, at jeg havde knækket fuldstændig mentalt som menneske. Det kan også være, at jeg var røget videre i systemet og fået en helt anderledes karriere. Det er bare et godt eksempel på, hvordan fodbold er. Jeg forhandlede også på et andet tidspunkt med D.C. United fra Washington over telefon. Det kunne også have været rigtig, rigtig spændende.

– På det tidspunkt løb der åbenbart snigskytter rundt, der syntes, at det var sjovt at skyde efter mennesker, og det var bestemt ikke tiltalende for min kone. Den faldt også lidt til jorden, inden vi fik kigget på, om tingene kunne hænge sammen. Det er bare for at fortælle, at der er mange ting i det at spille i udlandet kontra Danmark. Jeg har været glad for at nyde den tid, som jeg har spillet fodbold i. Jeg går ikke rundt og er ærgerlig over, at jeg ikke nåede det ene eller andet, siger midtbanespilleren og tilføjer, at Washington-interesse kom i anden periode af Vejle-tiden, inden han skiftede til AGF.

Efter karrierestoppet har Alex Nørlund haft diverse trænerjobs i blandt andet Hedensted IF og Odder. Nørlund har også været fodboldkommentator.

Nu arbejder Nørlund på en efterskole, og han blev i efteråret ansat som sportschef i Danmarksserie-klubben Hedensted IF.

– Man står lidt og føler, at man burde gøre det (være en del af en fodboldklub, red.), når man har så meget indsigt i tingene, der rør sig i spillerne også som mennesker. Det er primært det kick ved fodboldspillet, som, jeg synes, er ekstremt spændende for at se, om man kan flytte ting.

– Der er også de her menneskelige ting, som, jeg synes, er rigtig interessant. Hvad er det, der rør sig i mennesker, og hvorfor gør vi, som vi gør, så det er lidt en kombination af de to ting, som jeg brænder for. Det er derfor, at jeg har taget et coachingkursus, da det er interessant, hvordan man er som menneske, siger Alex Nørlund til LigaBold.dk.

46-årige Alex Nørlund er noteret for 299 Superliga-kampe med 37 mål og 40 oplæg.